Krav om erstatning begrundet i indsigelse om pengeinstituts manglende overholdelse af mundtlig aftale om at indgå en fastkursaftale samt begrundet i manglende rådgivning.
| Sagsnummer: | 110/2022 |
| Dato: | 28-04-2023 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, George Wenning, Mette Lindekvist Højsgaard, Jacob Ruben Hansen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - rådgivning |
| Ledetekst: | Krav om erstatning begrundet i indsigelse om pengeinstituts manglende overholdelse af mundtlig aftale om at indgå en fastkursaftale samt begrundet i manglende rådgivning. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i indsigelse om Danske Banks manglende overholdelse af mundtlig aftale om at indgå en fastkursaftale samt begrundet i manglende rådgivning.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun blandt andet havde en konto og netbankadgang. Klageren havde optaget et F5 flexlån i Realkredit Danmark med ti års afdragsfrihed indtil den 31. december 2027.
Klagerens flexlån skulle rentetilpasses pr. 1. april 2022, og Realkredit Danmark meddelte, at ændringer skulle aftales senest den 31. januar 2022. I den forbindelse kontaktede klageren sin rådgiver i banken, da hun ønskede at høre nærmere om en forlængelse af den afdragsfrie periode og en eventuel forhøjelse af lånets hovedstol.
På et onlinemøde den 5. januar 2022 mellem klageren og banken blev forskellige lånemuligheder drøftet, herunder om klageren ønskede at ændre rentetilpasningsprofilen på sit nuværende lån, eller om klageren skulle omlægge lånet til et nyt flexlån med 10 års afdragsfrihed, eller et FlexLife med 30 års afdragsfrihed.
Klagerens muligheder for tillægsbelåning blev også drøftet, idet hun overvejede at optage et større tillægslån blandt andet til brug for investering. Klageren ønskede umiddelbart kun at gå videre med en omlægning til et 30-årigt FlexLife lån med 30 års afdragsfrihed og med en tillægsbelåning på 100.000 kr. Banken oplyste, at den til brug for bevilling af lånet havde behov for yderligere økonomiske oplysninger fra klageren, blandt andet et budget, samtykke til indhentelse af skatteoplysninger m.v.
Endvidere blev renterisikoen drøftet. Af en transskription af mødet den 5. januar 2022, som banken har fremlagt, fremgår blandt andet:
”…
[Banken]: … Jo, jo, det er det helt enig. Men man kan se, at der sker så også noget efterhånden på renterne.
[Klageren]: Ja.
[Banken]: De begynder at stige, så man kan sige, at man når laver denne her, det man skal kigge ind i, det er selvfølgelig, at der er først rentetilpasning på dit lån 1/4. Hvor man kan sige, at man kan komme ud af det her lån til kurs 100. Men frem til 1/4 kan der også ske noget med renterne.
[Klageren]: Ja.
[Banken]: Det vil sige, Man kan i princippet det, man skal kigge på, er, når du finder ud af, hvor mange penge du ønsker at have ud af det, det er om man skal lave låneomlægning med det samme.
[Banken]: Så betaler man nogle penge for at komme ud af lånet før tid.
[Klageren]: Ja.
[Banken]: Det er ikke så mange kroner, det koster ekstra, fordi det er så tæt på, men hvor du så kan man sige, får der rente… Hvad hedder det, som der er på markedet i dag set i forhold til at vi ikke hvad renten er om fire måneder?
[Klageren]: Ja, altså er det en form for kursforsikring?
[Banken]: Ja, det kan man sige lige nu. Man siger, at man betaler lidt ekstra for at komme ud af lånet før tid. Men så får du den rente, vi kører med nu.
[Klageren]: Ja.
[Banken]: Med det forhold, at da så sparer du selvfølgelig også, hvis du gør det fra den første i fjerde. Jamen, så sparer du de omkostninger, der er ved at træde ud af lånet før tid. Men samtidig, så aner vi heller ikke pr. 1/4 om renterne er steget.
[Klageren]: Jo, det er måske en meget god ide i, hvor meget vil det kom til at koste.
[Banken]: Jeg kan lige prøve at lave en beregning på det.
[Klageren]: Ja det tror jeg, for det lyder meget fornuftigt. Altså der kan ske meget på de her måneder kan man sige.
[Banken]: Jamen, det er jo også det. De begynder at røre på sig. Vi har i hvert fald fået en mail hver fra vores bolig specialister i dag på, at nu åbner på den fastforrentede på 2 procent ind igen.
[Klageren]: Ja okay.
[Banken]: Så ja, jeg kan også se, at nu har jeg selv holdt noget ferie her. Men jeg kan se, at den også er steget på flekslånene, fordi vi har kørt rigtig meget med negative renter.
[Klageren]: Ja.
[Banken]: Så der sker noget, så er det i hvert fald smart nok måske lige at regne på det. Så du ved cirka. Hvad det koster at komme ud af det før tid. Men det var værd at tage med i sine overvejelser.
[Klageren]: Jeg tror allerede nu. Jeg sidder faktisk mere eller mindre og er ved at være der. Altså hvor jeg tænker, altså. Altså det der med det pensionshalløj. Jeg tror simpelthen, at det bliver sådan, det bliver. Egentlig ikke så meget tror jeg, hvad man ville kunne få ekstra oveni. Jeg tror bare, jeg har vidst at jeg kender mig selv godt nok, at så skal jeg gå og spekulere på det og for det gider jeg faktisk ikke.
[Banken]: Nej.
[Klageren]: Så jeg tror umiddelbart, at sådan et 30-årigt plus 100.
[Banken]: Ja.
[Klageren]: Og så lave en anden form for ja omlægning allerede nu.
[Banken]: Ja.
[Klageren]: Med de omkostninger, der er. Skal vi ikke bare gøre det, så er vi ude af det.
[Banken]: Jo også tænker jeg, som sagt skal jeg lige have dit samtykke osv. helt på plads. Og så lave ansøgningen på det er godkendt, før vi kan lave låneomlægning.
…”
Efterfølgende sendte klageren de nødvendige økonomiske oplysninger til banken, og den 18. januar 2022 blev klageren godkendt til omlægning af sit eksisterende lån til 60 % belåning, og til frit lånevalg.
På et onlinemøde den 25. januar 2022 mellem klageren og banken blev den endelige lånestørrelse, løbetid og lånetype fastlagt. Klageren ønskede alene at forhøje det eksisterende lån med 100.000 kr. Der blev ikke på mødet direkte drøftet en fastkursaftale. På mødet blev det derimod igen drøftet, om klageren skulle vente med at få det nye lån udbetalt til rentetilpasningen pr. 1. april 2022, eller om omlægningen i stedet skulle fremrykkes til næste månedsskifte ”grundet situationen i verden”. Klageren valgte den sidste løsning til trods for, at dette var en lidt dyrere løsning, og det blev aftalt, at det nye lån skulle udbetales pr. den 28. februar 2022.
Af en transskription af mødet den 25. januar 2022, som banken har fremlagt, fremgår blandt andet:
”…
[Banken]: …Men det, du skal finde ud af med dig selv, det er, om du ønsker at lave omlægningen øh her ved næste månedsskift, altså 31. i, hvad hedder det øh, nu skal jeg lige markere det så. Det hedder ikke den 30. Der må jeg lave om på det. Næ, det hedder så den, undskyld den 28. Februar. Øh, og ved den vej kan man sige, så kommer du til at betale en lille smule differencerenter for det, øh men så kan man lige så få renterne med det samme. Så det er i forhold til, om du ønsker at vente til 1/4, ikke?
[Klageren]: Jamen, det var da også det, du snakkede om, den der form for for sikkerhed, der ligger i den her. Øh ja, gammel øhm ja, som vi kaldte det i gamle dage en form for kurssikring, ikke? Øh og det det syntes jeg. Det var jo også det, jeg kunne fornemme på det, måske var en meget god ide, fordi der var langt til til øh til april.
[Banken]: Jeg vil sige, altså at man kan sige, at der er mange, der, egentlig vil jeg sige, der vælger bare at lave øh omlægningen øh ved næste månedsskift, vil jeg sige, set i forhold til at vente med at lave det til 1/4, for ligesom at gøre brug af de renter, der er i dag, øh.
[Klageren]: Men ved du hvad, er det ikke, altså det det øh, altså hvis det er anbefalingen så er det det, jeg gør,
…
[Banken]: Og, øh så jeg tænker at det gør vi, øh her ved månedsskiftet næste måned, øh som så gør at dit eksisterende lån, du har i dag, øh bliver indfriet den 28. og det nye bliver udbetalt den 28., og så gør vi brug af de renter, der ligger på det tidspunkt, så du ikke skal gå med den øh renterisiko, der er i to måneder ekstra.
[Klageren]: Ja, fint det er en aftale.
…”
Efter mødet sendte banken et lånetilbud af 25. januar 2022 fra Realkredit Danmark på et 30-årigt FlexLife lån 5IR med en kontantlånshovedstol på 1.331.000 kr. til klagerens netbank.
Af lånetilbuddet fremgik blandt andet, at tilbudskursen var baseret på en vægtet obligationskurs på 103,587 svarende til, at lånet blev udbetalt den 25. januar 2022 til en foreløbig rente på 0,2634. Endvidere fremgik blandt andet:
”Oplysninger om det nye lån i DKK
…
Når lånet udbetales eller kurssikres, genberegner vi det ud fra Deres "Valg ved ændringer" om, hvordan vi fx skal justere lånet, hvis renten ændres. Det betyder, at oplysningerne i lånetilbuddet ikke er endelige, og at De modtager låneoplysningerne for den kommende periode, når vi kender de endelige tal.
…”
Endvidere udarbejdede banken dokumenterne ”Aftale om ekspedition og tinglysning” samt ”Resume af rådgivning – fast ejendom”, som den sendte til klagerens netbank.
Af ”Resumé af rådgivning – fast ejendom” fremgik blandt andet:
”Vilkår i forbindelse med optagelse af lånet (fastkursaftale, hjemtagelse m.v.)
…
Du har mulighed for at låse kursen fast på det nye lån til Realkredit Danmark og realkreditlån, der skal indfries. Dermed sikrer du, at sagen hænger økonomisk sammen og du kender ydelsen på lånet. Du kan indgå en fastkursaftale indtil 4 bankdage før, Realkredit Danmark udbetaler det nye lån. Du skal blot kontakte os.
…”
Af ”Aftale om finansiering og tinglysning” fremgik blandt andet:
”Nye lån, der udbetales
…
Danske Bank udbetaler lånet den 28.02.2022.
Pantebrevet skal senest 4 bankdage før udbetalingsdagen være tinglyst og kun have retsanmærkninger og bemærkninger, som Realkredit Danmark kan acceptere. I modsat fald bliver lånet udbetalt på en garanti for tinglyst pantebrev uden anmærkninger.
Jeg har ikke indgået en fastkursaftale. Jeg har fået oplyst, at jeg har en kursrisiko, der kan påvirke ydelsens eller provenuets størrelse, frem til lånet bliver udbetalt, eller jeg indgår fastkursaftale. Hvis jeg ønsker at indgå en fastkursaftale,kan aftalen indgås frem til 4 bankdage, før lånet udbetales. Danske Bank er ikke forpligtet til løbende at oplyse mig om kurs- og renteudviklingen på obligationsmarkedet.
…
Rådgivning
Inden Aftale om pantsætning til Realkredit Danmark er underskrevet, er jeg blevet gjort bekendt med
• det forventede tidsmæssige forløb af sagen og forudsætningerne for lånesagens endelige gennemførelse
• mulighederne for at kurssikre det tilbudte lån samt lån, der skal indfries
• at der ved lån i euro kan være en valutarisiko, og at valutakursen kan kurssikres
• vilkårene og betingelserne for lånetilbuddet og udbetaling af det tilbudte lån samt vilkårene for indfrielsen af lånet
• omkostninger og gebyrer, der er forbundet med sagen, herunder gebyrer til Realkredit Danmark
• den forventede tinglysningsafgift, der skal betales.
…”
Klageren underskrev efterfølgende ”Aftale om ekspedition og tinglysning” og ”Resumé af rådgivning – fast ejendom” med sin digitale signatur i netbanken.
Banken skrev den 28. januar 2022 til klageren, at hun ikke skulle gøre mere. Den havde modtaget hendes underskrift, hendes nuværende lån var opsagt til indfrielse, og det nye lån ville blive udbetalt den 28. februar 2022.
Realkredit Danmark udbetalte herefter det nye lån den 28. februar 2022 på baggrund af kursen den 24. februar 2022. Det nye FlexLife lån med en kontanthovedstol på 1.331.000,00 kr. blev udbetalt med en kontantlånsrente på 0,8100 % om året. Renten var således steget i forhold til den foreløbige rente oplyst i lånetilbuddet af 25. januar 2022 på 0,2634 % om året.
Den 27. februar 2022 gjorde klageren over for banken indsigelse mod, at renten var steget fra 0,2634 % om året til 0,8100 % om året, og at banken ikke havde kurssikret lånet den 25. januar 2022.
Banken svarede, at der ikke var indgået en aftale om kurssikring. Renterisikoen var blevet drøftet med klageren, og hun havde i stedet for at indgå en aftale om kurssikring valgt at fremrykke tidspunktet for omlægningen til den 28. februar 2022.
Parternes påstande
Den 22. marts 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Danske Bank skal betale erstatning for manglende overholdelse af en mundtlig aftale om at indgå en fastkursaftale indgået på møderne den 5. januar og 25. januar 2022 og for manglende rådgivning.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at hun ikke forud for møderne den 5. og 25. januar 2022 blev informeret om, at møderne blev optaget.
Hun oplyste på onlinemødet den 5. januar 2022, at hun ikke havde kendskab til lån og låneoptagelse, og at hun fuldt ud stolede på de råd og den vejledning, som hun fik af banken. På mødet foreslog hendes rådgiver i banken af sig selv, grundet situationen i verdenen, at der skulle indgås en fastkursaftale. Hun omtalte vist stort set hver gang ”fastkursaftale” som ”kurssikring” under mødet med banken. Hun oplyste, at hun havde tænkt det samme som rådgiveren, og de drøftede ”kurssikringen” gentagne gange på mødet. Banken oplyste, at den endelige låneaftale og kurssikring af det nye lån ville ske senere på måneden, altså i januar 2022.
Selv om aftalen var mundtlig, blev der på mødet den 5. januar 2022 indgået en klar aftale om kurssikring. En mundtlig aftale er lige så gyldig og bindende som en skriftlig aftale.
På onlinemødet den 25. januar 2022 blev det nye lån gennemgået. Af ”Oplysninger om lånet” pr. 25. januar 2022 fremgår, at den månedlige ydelse før skat ville være 989 kr. og den månedlige ydelse efter skat 748 kr. Noget højere end beregnet på mødet den 5. januar 2022, men banken havde forberedt hende på, at der ville ske en forhøjelse af ydelsen i løbet af januar 2022. Det var ærgerligt, men til at leve med, fordi hun var af den klare overbevisning, at låneaftalen indeholdt aftale om kurssikring, så ydelsen i hver fald ikke blev højere. Hun er 63 år og skal på pension om få år.
Hendes eksisterende lån blev indfriet og det nye lån udbetalt, men de fremtidige månedlige ydelser lød nu på 1.595,83 kr. Over dobbelt så meget som oplyst på mødet den 5. januar 2022.
Det fremgår af bankens besvarelse, at kurssikring ikke direkte blev drøftet på mødet den 25. januar 2022. Det tænkte hun ikke nærmere over, da de havde aftalt kurssikring på mødet den 5. januar 2022. Hun ved med sikkerhed, at hun ikke ønskede en aftale, der ville stille hende dårligere end de oplysninger om lånet, hun fik den 25. januar 2022, således at der var usikkerhed om kursen i en længere periode. Der var ikke tale om, at hun på mødet den 25. januar 2022 blev orienteret om og accepterede, at der ikke blev lavet kurssikring på det nye lån.
Essensen af denne sag er ikke, om der er indgået en fastkursaftale eller ej. Det siger sig selv, når man ser på låneudbetalingen, at det er der ikke. Det handler om, hvorvidt der på første møde med rådgiveren i banken blev indgået en klar mundtlig aftale om, at omlægningen/det nye lån skulle indeholde en fastkursaftale. Denne aftale er på intet tidspunkt ændret til, at der ikke skulle indgås fastkursaftale alligevel.
Det af banken anførte om, at den på mødet den 25. januar 2022 frarådede hende at indgå en fastkursaftale, når der var tale om et variabelt forrentet lån, var i øvrigt mangelfuld rådgivning henset til den turbulente verdenssituation.
På baggrund af ovennævnte må hun med rette kunne forvente at blive erstattet for den betydeligt højere ydelse, som hun nu vil have i fem år.
De af banken fremlagte transskriptioner af onlinemøderne er ikke fuldstændige, idet der er udeladt noget. Hun er uforstående overfor, at hendes og bankens drøftelser og bemærkninger om fastkursaftale og kurssikring alene fremgår med et ord ”kurssikring” i transskriberingen af mødet den 25. januar 2022.
Danske Bank har blandt andet anført, at klageren forud for møderne den 5. og 25 januar 2022 må anses at være blevet oplyst om bankens politik for optagelse af telefonsamtaler m.v. via bankens Almindelige forretningsbetingelser – forbrugere og ”Privatlivspolitik for privatkunder og privatpersoner”. Det oplyses endvidere automatisk ved telefonisk kontakt til banken, at alle ud- og indgående telefonsamtaler optages, og at kunden kan læse mere herom på bankens hjemmeside.
Klageren havde kendskab til de fleste lånetyper og til at optage lån, samt til at lånets rente kunne stige og falde, hvorfor klageren var bekendt med risikoen for renteændringer, samt muligheden for at indgå en fastkursaftale.
Dette understøttes af at klageren underskrev ”Aftale om finansiering og tinglysning”, hvoraf følgende fremgik: ”Jeg har ikke indgået en fastkursaftale. Jeg har fået oplyst, at jeg har en kursrisiko, der kan påvirke ydelsens eller provenuets størrelse, frem til lånet bliver udbetalt, eller jeg indgår fastkursaftale.”
Der blev ikke blev indgået en fastkursaftale på mødet den 25. januar 2023. Derimod blev renterisikoen drøftet, og det blev aftalt at fremrykke tidspunktet for omlægningen til den 28. februar 2022 i stedet for at afvente rentetilpasningen den 1. april 2022, hvilket klageren blev informeret om og bekræftede i ”Resumé af rådgivning – fast ejendom” og i ”Aftale om finansiering og tinglysning”.
Banken anbefaler normalt ikke en fastkursaftale for lån med variabel rente, da kunden allerede har accepteret risikoen for ændringer i renten, og det derfor ikke harmonerer med kundens rentevalg, at kunden mod at betale en meromkostning skulle låse renten i en kortere periode.
Dette skal samtidig ses i lyset af, at renterne på rådgivningstidspunktet var forholdsvis stabile.
Renten kunne i realiteten også falde, hvilket ville have givet klageren en gevinst i stedet.
På mødet den 25. januar 2022 blev den endelige lånestørrelse og lånetype fastlagt, hvorefter der kunne udstedes et lånetilbud. Først når der var udstedt et lånetilbud, kunne der være indgået en fastkursaftale.
Klageren blev både i bankens mail af 28. januar 2022 og i ”Aftale om finansiering og tinglysning” informeret om, at Realkredit Danmark først udbetalte det nye lån den 28. februar 2022,
Klageren er således blevet rådgivet og informeret om renterisikoen både mundtligt og skriftligt, hvorfor banken ikke har handlet ansvarspådragende.
At renten steg i perioden fra aftalens indgåelse til lånets udbetaling, er en skuffet forventning, som banken ikke kan gøres ansvarlig for.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank. Hun havde optaget et F5 flexlån med ti års afdragsfrihed i Realkredit Danmark, der skulle rentetilpasses pr. 1. april 2022.
Det blev aftalt, at klageren skulle optage et nyt 30-årigt FlexLife 5IR lån med 30 års afdragsfrihed i Realkredit Danmark med en tillægsbelåning på 100.000 kr., og at det nye lån skulle udbetales pr. den 28. februar 2022.
Da FlexLife 5IR lånet blev udbetalt den 28. februar 2022, var renten steget til 0,8100 % om året i forhold til den foreløbige rente på 0,2634 % om året, der var anført i lånetilbuddet af 25. januar 2022. Klageren har anført, at der på onlinemøderne mellem hende og banken den 5. januar og 25. januar 2022 blev indgået aftale om, at banken skulle kurssikre lånet den 25. januar 2022.
Ud fra de af banken fremlagte transskriptioner af onlinemøderne den 5. januar og 25. januar 2022 finder Ankenævnet det godtgjort, at der ikke blev indgået en aftale om at fastlåse kursen på det nye FlexLife 5IR lån pr. den 25. januar 2022. Det fremgår af transskriptionerne, at renterisikoen på FlexLife % 5IR lånet blev drøftet, og at der som følge af usikkerheden om renten blev indgået en aftale om at forkorte den periode, hvor der var en renterisiko på det nye lån ved at fremrykke tidspunktet for omlægningen til den 28. februar 2022 i stedet for at afvente rentetilpasningen pr. 1. april 2022.
Ankenævnet finder det samtidig godtgjort, at klageren under henvisning til drøftelserne på møderne den 5. januar og 25. januar 2022 om renterisikoen samt i overensstemmelse med de af klageren underskrevne dokumenter havde modtaget den fornødne rådgivning om muligheden for at fastlåse renten ved at kurssikre lånet og de økonomiske konsekvenser af manglende kurssikring.
Ankenævnet finder, at klageren herefter selv måtte træffe beslutningen vedrørende kurssikring og bære risikoen herved uanset bankens anbefaling vedrørende spørgsmålet.
Da klageren efter de forudgående drøftelser med banken om renterisikoen valgte at følge bankens anbefaling om fremrykke tidspunktet for omlægningen, finder Ankenævnet det efter en samlet vurdering ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnet bemærker, at spørgsmål om optagelse af onlinemøder og telefonsamtaler, bankens behandling af personoplysninger og bankens overholdelse af generelle databeskyttelsesregler hører under Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.