Dankort, meddelelse om misbrug.
| Sagsnummer: | 684/1993 |
| Dato: | 16-06-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst
|
| Ledetekst: | Dankort, meddelelse om misbrug. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Mandag den 25. oktober 1993 kl. ca. 16.30, medens klageren var på arbejde, blev hun opmærksom på, at hun ikke var i besiddelse af sin pung, hvori hendes dankort sædvanligvis var placeret. Klageren havde sidst anvendt dankortet dagen forinden i forbindelse med et indkøb i et supermarked og efter betalingen lagt pungen med dankortet i sin jakkelomme. Klageren ringede hjem og bad sin søn om at undersøge, om pungen lå i jakkelommen, hvilket ikke var tilfældet. Da klageren skulle hjem fra arbejde kl. ca. 18.30, konstaterede hun, at pungen ikke befandt sig i hendes bil. Den følgende dag tirsdag den 26. oktober 1993 kl. ca. 9.15 kontaktede klageren indklagedes Græsted afdeling, hvor den konto, til hvilken dankortet var knyttet, førtes, og dankortet blev derpå spærret.
Det konstateredes efterfølgende, at klagerens dankort var blevet misbrugt ved følgende 5 transaktioner:
25.10.1993 kl. 04.56.25 kr. 53,19 25.10.1993 kl. 06.05.00 kr. 2.000,00 25.10.1993 kl. 20.32.12 kr. 261,52 25.10.1993 kl. 20.39.45 kr. 694,24 26.10.1993 kl. 06.01.00 kr. 2.000,00
Indklagede har meddelt klageren, at hun hæfter for de tre seneste transaktioner eller i alt 2.955,76 kr.
I indklagedes "Regler for VISA/dankort i [indklagede]" er bl.a. anført:
"2. Vilkår knyttet til indehavelse og anvendelse af kortet
(........)
2.2. Hvis kortet mistes, eller andre får kendskab til den personlige kode, eller hvis kortindehaver får mistanke om, at kortet bliver misbrugt, skal kortindehaver snarest muligt underrette den [indklagede] filial, der har udleveret kortet.
Underretning kan også ske til nærmeste [indklagede] filial.
Uden for [indklagedes] åbningstid skal der gives underretning til PBS på tlf. 44 89 29 29, der svarer døgnet rundt."
Den 5. september 1991 har klageren kvitteret for modtagelsen af reglerne.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende det samlede misbrug med fradrag af 1.200 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun er uforstående overfor, hvorledes misbruget har kunnet ske, idet hun ikke har noteret PIN-koden noget steds eller oplyst den overfor nogen. I løbet af aftenen den 25. oktober 1993 kom kun i tanke om, at der i forbindelse med, at hun sidste gang anvendte kortet den 24. oktober 1993, var et ungt par, som kredsede om hende i supermarkedet. Den unge mand forlod supermarkedet sammen med hende og nogle andre kunder, mens veninden blev tilbage i supermarkedet. Hun er klar over, at hun hæfter for 1.200 kr. af misbruget, men kan ikke anerkende i øvrigt at hæfte for det. Hun har ikke før denne sag være bekendt med muligheden for at foretage telefonisk spærring af kortet ved henvendelse til PBS.
Indklagede har anført, at klageren hæfter for de 3 sidste transaktioner, som alle fandt sted efter, at klageren var blevet opmærksom på kortets bortkomst. Efter betalingskortlovens § 21, stk. 3, hæfter kortholder med op til 8.000 kr., såfremt kortholderen undlader at underrettet kortudsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til bortkomsten. Klageren kunne straks efter at have fået kendskab til bortkomsten ved henvendelse enten til indklagedes kontoførende afdeling, der har åbent til kl. 17.00 eller til PBS have spærret kortet. Telefonnummeret til PBS er anført i indklagedes regler, og klageren har modtaget disse ved udlevering af kortet.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Niels Waage, Kirsten Nielsen og Jørn Ravn - udtaler:
Det fremgår af forarbejderne til betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3, at bestemmelsen alene finder anvendelse, hvis undladelsen af at spærre betalingskortet snarest muligt efter, at bortkomsten er konstateret, kan tilregnes kortindehaveren som uagtsom, idet dog - modsat bestemmelsen i stk. 3, nr. 2 - også simpel uagtsomhed er tilstrækkelig i denne forbindelse.
Vi lægger til grund, at klageren den 25. oktober 1993 kl. ca. 16.30 blev opmærksom på, at hun ikke længere havde vished for, hvor hendes dankort befandt sig, hvorefter hun kontaktede sin søn hjemme, for at han kunne undersøge, om hendes pung med kortet lå i en jakke. Omkring kl. 18.30 konstaterede klageren endvidere, at pungen heller ikke var blevet tabt i hendes bil. Vi lægger videre til grund, at klageren først i løbet af aftenen den 25. oktober 1993 var kommet i tanker om de omstændigheder i forbindelse med hendes seneste brug af dankortet, der muligt kunne forklare, hvorledes et misbrug af dankortet kunne finde sted, og at hun foranstaltede kortet spærret den følgende dag omkring sædvanlig arbejdstids begyndelse.
Under disse omstændigheder finder vi efter en samlet vurdering, at hun ikke har udvist en uagtsomhed, som bør medføre, at hun hæfter for mere end 1.200 kr. efter reglen i betalingskortlovens § 21, stk. 1.
2 medlemmer - Allan Pedersen og Bjørn Bogason - udtaler:
Vi finder ikke, at klageren undlod at give PBS meddelelse om kortets bortkomst snarest muligt efter, at hun blev bekendt hermed. Vi finder herefter, at hun hæfter for det misbrug, der fandt sted den 26. oktober 1993, kl. 6.01 på 2.000 kr.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det
Indklagede bør anerkende, at klageren alene hæfter med 1.200 kr. for det skete misbrug af dankortet. Klagegebyret tilbagebetales klageren.