Ekspeditionstid ved overførsel af beløb til udenlandsk pengeinstitut. Tab.
| Sagsnummer: | 22/1999 |
| Dato: | 07-09-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Ole Reinholdt, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Betalingsoverførsel til udlandet - ekspeditionstid
|
| Ledetekst: | Ekspeditionstid ved overførsel af beløb til udenlandsk pengeinstitut. Tab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af, at en pengeoverførsel fra klagerens konto hos indklagede til et udenlandsk pengeinstitut, som klageren anmodede om den 19. december 1997, først blev gennemført den 7. januar 1998.
Sagens omstændigheder.
Fredag den 19. december 1997, hvor klageren midlertidigt opholdt sig på St. Maarten, i Caribien, anmodede klageren ved telefaxskrivelse indklagede om at overføre 14.000 USD. Beløbet skulle anvendes til klagerens køb af en båd. Ifølge telefaxskrivelsen skulle overførslen ske til:
"[KLAGEREN] PASPORT NO.: [.....] DATE OF BIRTH: [....] ABN AMRO BANK PHILIPSBURG, ST. MAARTEN SWIFTKODE: ABN AANSXM ROUTING NO. ABA CODE VIA ABN NEW YORK 026009.580"
Indklagede ekspederede overførslen mandag den 22. december 1997. I ordrebekræftelsen, der er adresseret til klagerens adresse i Danmark, er det anført, at overførslen skulle behandles som en hastesag og gennemføres via indklagedes korrespondentbank Citibank, New York. Under rubrikken modtagers bankforbindelse er anført:
"//FW026009580 Abn Amro Bank Philipsburg, St. Maarten N.Y."
I øvrigt fremgår bl.a.:
"Check/overførsel udfærdiges for ordregivers regning og risiko. Banken er uden ansvar for forsinkelser og fejl begået af korrespondenter."
Mandag den 29. december 1997 rettede klageren telefonisk henvendelse til indklagede, idet han ikke havde modtaget beløbet. På baggrund af henvendelsen fremsendte indklagede en posteringsoversigt dateret den 29. december 1997 vedrørende klagerens konto, hvoraf en hævning den 22. december 1997 på 95.231 kr. til udlandet fremgår. På posteringsoversigten havde indklagede noteret følgende:
"Betaling er gennemført d. 22/12-97, hvilket medfører, at vor korrespondentbank har modtaget beløbet i dag. Dette betyder, at beløbet burde være Dem i hænde pr. 30/12-97."
Da beløbet ikke blev modtaget den 30. december 1997, rettede klageren på ny telefonisk henvendelse til indklagede sammen med en medarbejder i ABN Amro Bank, St. Maarten. Klageren har anført, at indklagede efter at have checket med "back-office" oplyste, at beløbet var i indklagedes korrespondentbank i London, som man ville rykke for overførslen. Endvidere oplyste indklagede, at der var overført 14.500 USD og ikke 14.000 USD. Klageren har henvist til, at tallet 14.500 USD af medarbejderen i ABN Amro Bank, St. Maarten, er noteret på posteringsoversigten. Indklagede har bestridt, at man skulle have oplyst, at der var overført 14.500 USD via London, eller at man i øvrigt bibragte klageren den formodning, at instruksen om overførsel af 14.000 USD via ABN Amro Bank, New York, var fraveget.
På foranledning af en ny henvendelse fra klageren fredag den 2. januar 1998 meddelte indklagede telefonisk ABN Amro Bank, St. Maarten, at beløbet var modtaget i Citibank, New York, den 29. december 1997 og oplyste et transaktionsnummer for overførslen ud af Citibank.
Ifølge klageren fik ABN Amro Bank, St. Maarten, ved henvendelse til Citibank, New York, oplyst, at Citybank ikke samarbejdede med indklagede, og at et modtaget beløb under alle omstændigheder ville blive returneret.
Indklagede har oplyst, at man anmodede ABN Amro Bank i St. Maarten om at kontakte sin bank i New York, idet man var overbevist om, at pengene befandt sig der. Samtidig forsøgte man at spore beløbet via Citibank, New York.
På baggrund af en fornyet henvendelse fra klageren anmodede indklagede mandag den 5. januar 1998 Citibank, København, om at spore beløbet. Samtidig blev ordrebekræftelsen telefaxet til ABN Amro Bank i St. Maarten.
Ifølge indklagede konstaterede Citibank den 6. januar 1998, at ABN Amro Bank, New York, ikke havde overført beløbet til filialen i St. Maarten. Årsagen hertil konstateredes at være et internt anliggende i ABN Amro Bank. På foranledning af Citibank, København, blev beløbet overført fra ABN Amro Bank, New York, til St. Maarten, hvor beløbet blev modtaget den 7. januar 1998.
Parternes påstande.
Den 21. januar 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre direkte og indirekte omkostninger, som han er blevet påført.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han den 19. december 1997, kl. ca. 14.30 dansk tid telefonisk bekræftede telefaxen over for indklagede og meddelte, at han ønskede beløbet overført ekspres. Under samtalen oplyste indklagedes medarbejder, at alt var ok, og at beløbet ville blive sendt med det samme. Overførslen blev imidlertid først ekspederet den 22. december 1997. Af ordrebekræftelsen fremgår, at indklagede fejlagtigt anførte, at St. Maarten ligger i New York. Det blev den 29. december 1997 aftalt, at indklagede skulle fremsende ordrebekræftelsen pr telefax. Indklagede fremsendte i stedet posteringsoversigten. Dette sammenholdt med indklagedes fejlagtige oplysninger om størrelsen af det overførte beløb, og om at beløbet befandt sig i London, medførte, at han forgæves henvendte sig til ABN Amro Bank i New York. Først da indklagede den 5. januar 1998 fremsendte en kopi af selve ordrebekræftelsen, fik han mulighed for at spore beløbet på grundlag af de korrekte oplysninger. Det beror således på indklagedes forhold, at han først modtog beløbet den 7. januar 1998, hvilket var to dage før hans hjemrejse. Forsinkelsen medførte, at han kom i forlegenhed over for sælgeren af båden, og at han ikke fik tid til at flytte denne. Den 1. juni starter sæsonen for orkaner i området, og han var derfor nødsaget til på ny at rejse til St. Maarten i maj 1998 for at bringe båden til Trinidad, hvor den blev sat på land. Udgiften til flybillet var 5.400 kr. Indklagede bør godtgøre ham dette beløb samt hans omkostninger til telefax og telefon på i alt 800 kr. i forbindelse med forsinkelsen. Endvidere bør indklagede betale en godtgørelse for havneudgifter i perioden januar-maj 1998 og for tvungen afholdelse af ferie.
Indklagede har anført, at overførslen blev ekspederet i overensstemmelse med klagerens instruks i telefaxskrivelsen af 19. december 1997, hvorefter beløbet skulle overføres via ABN Amro Bank, New York, jf. det anførte i ordrebekræftelsen, hvoraf det også fremgår, at der er taget forbehold for forsinkelser og fejl begået af korrespondentbanker. Beløbet blev overført til indklagedes korrespondentbank Citibank, New York, som havde beløbet stående en dag, indtil dette blev videresendt til ABN Amro Bank, New York, den 30. december 1997. På baggrund af klagerens henvendelser gik man straks i gang med at undersøge baggrunden for forsinkelsen og med at fremskynde en løsning på sagen. Det blev da konstateret, at forsinkelsen skyldtes interne forhold hos ABN Bank, New York, som først den 6. januar 1998 overførte beløbet til afdelingen på St. Maarten. Da forsinkelsen ikke kan tilskrives indklagede, og da man har opfyldt sine forpligtelser i forhold til klageren, bør der ikke gives klageren medhold.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Mod indklagedes benægtelse finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at det i forbindelse med klagerens henvendelser den 29. og 30. december 1997 fejlagtigt blev oplyst, at der var fremsendt et beløb på 14.500 USD, og at beløbet beroede i London. Ankenævnet finder det endvidere ikke sandsynligt, at den omstændighed, at modtagerbanken var angivet som beliggende "St. Maarten, N.Y." af indklagede i ordrebekræftelsen - og dermed formentlig også i overførselsanmodningen til indklagedes korrespondentbank - har haft nogen indflydelse på forsinkelsen af overførselen. Da det herefter må antages, at det alene - eller i alt væsentligt - skyldtes ekspeditionsfejl hos ABN Amro Bank, at forsinkelsen fandt sted, og da indklagede udtrykkeligt har fraskrevet sig ansvar for forsinkelser og fejl begået af korrespondenter, er der ikke grundlag for at anse indklagede for erstatningsansvarlig for de tab, som klageren har lidt som følge af forsinkelsen.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.