Indsigelse mod kautionsforpligtelse fra 2004 begrundet i manglende rådgivning samt forældelse og passivitet.
| Sagsnummer: | 70 /2017 |
| Dato: | 24-05-2018 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Forældelse - øvrige spørgsmål
Kaution - akkord Kaution - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelse fra 2004 begrundet i manglende rådgivning samt forældelse og passivitet. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelse mod en kautionsforpligtelse fra 2004 begrundet i manglende rådgivning samt forældelse og passivitet.
Sagens omstændigheder
Den 30. december 2004 ydede banken et erhvervslån -280 på 570.000 kr. til klagerens daværende ægtefælle, der drev en enkeltmandsvirksomhed, E. Lånet blev ydet til omlægning af en bestående kredit og indfrielse af et billån til E. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 6.000 kr., og lånet blev forrentet med en variabel rente, der på daværende tidspunkt var 8,75 % om året.
Klageren underskrev samme dag en kautionserklæring, hvorefter hun kautionerede som selvskyldnerkautionist for enhver forpligtelse, som E måtte få over for banken ifølge lån -280. Klageren havde tidligere kautioneret for E’s forpligtelser over for banken, som blev indfriet med lånet. Af kautionserklæringen fremgik endvidere blandt andet:
”Krav dækket af kautionen
Jeg hæfter for ethvert beløb, banken kan kræve af debitor ifølge de kautionssikrede faciliteter. Det omfatter:
- debitors forpligtelser til at betale det skyldige beløb, renter og øvrige omkostninger, herunder overtræksrente, restancerente, gebyrer m.v.
…
- Hvis jeg misligholder min kautionsforpligtelse, hæfter jeg for de omkostninger og udgifter, som banken får som følge af misligholdelsen. Det gælder også bankens gebyrer for rykkerbreve.
…
Dokumenter til kautionisten
...
Hvis kautionen omfatter lån og/eller kreditter, er samtidig udleveret
- en pjece udarbejdet af Forbrugerrådet og Finansrådet om kautionen, som banken har gennemgået med mig
- økonomiske oplysninger om debitor, jf. separat erklæring”
Lånet blev efterfølgende misligholdt, og kautionsforpligtelsen blev gjort gældende over for klageren. Herefter blev sagen overgivet til bankens inkassoadvokat med henblik på inddrivelse af det skyldige beløb. Af tekniske årsager blev gælden på erhvervslån -280 bogført under konto -800.
Klageren blev i 2007 tilsagt til møde i fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg på grundlag af hendes kautionsforpligtelse.
Banken har oplyst, at kautionsdokumentet ikke indeholdt et selvstændigt vilkår om umiddelbar tvangsfuldbyrdelse, jf. retsplejelovens § 478, men at fogedretten i henhold til tidligere praksis fremmede sagen på baggrund af fremlæggelse af kautionsdokumentet og det gældsbrev, som kautionen var tilknyttet.
Af en udskrift af retsbogen fremgik, at klageren den 12. juni 2007 mødte personligt i fogedretten. Hun kunne ikke tilbyde at afdrage på gælden, og der var ingen friværdi i hendes aktiver. Fogedretten opgjorde fordringen til 266.647,17 kr., herunder renter fra den 8. december 2006 til den 30. marts 2007 på 8.003,39 kr. (beregnet på grundlag af en rentesats på 10,25 % om året) og omkostninger på i alt 9.887,50 kr. (inkassoomkostninger på 6.412,50 kr., fogedgebyr på 1.600 kr., salær på 1.500 kr. og moms på 375 kr.).
Banken har løbende sendt årsoversigter til klageren, og banken har fremlagt årsoversigter for 2008, 2010 og 2012. I årsoversigterne var kautionsforpligtelsen anført som ”Misligholdt fordring” med 258.643,78 kr. Det fremgik endvidere, at saldoen eventuelt skulle reguleres for påløbne, men ikke betalte renter samt for eventuelle omkostninger.
I 2008 indgik provenuet af en af E stillet sikkerhed på 19.270,04 kr. på lånet.
Den 11. januar 2017 sendte bankens inkassoafdeling klageren et brev, hvori den blandt andet bad klageren betale den forfaldne kautionsforpligtelse/den misligholdte fordring. Banken opgjorde kautionsforpligtelsen til i alt 350.169,96 kr.
I et brev af 19. februar 2017 til banken gjorde klageren indsigelse mod kautionsforpligtelsen og bad om en redegørelse for opgørelsen af gælden.
I et brev af 28. februar 2017 til klageren opgjorde banken kautionsforpligtelsen til restgæld af hovedstol på 197.700,94 kr. (efter regulering for forældede renter og gebyrer), anerkendte renter på 8.003,39 kr., omkostninger på 9.887,50 kr. og tre års forfaldne renter på 137.814,73 kr. (beregnet på grundlag af en rentesats på 17,45 % om året), i alt 353.406,56 kr.
Den 5. marts 2017 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Banken har under sagens forberedelse i Ankenævnet nedsat rentesatsen til procesrenten, som p.t. er 7,05 % om året, og har som følge heraf nedsat sit rentekrav og har pr. den 15. januar 2018 opgjort kautionsforpligtelsen til i alt 258.589,37 kr.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Danske Bank skal anerkende, at hendes kautionsforpligtelse er bortfaldet. Alternativt skal banken acceptere, at hun til fuld og endelig afgørelse af kautionsforpligtelsen betaler 50.000 kr.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at kautionsforpligtelsen erstattede en række andre erhvervslån ydet til E, som var opbygget over en længere periode, hvor E blev drevet med underskud. Det var ude af proportion at yde et erhvervslån på 570.000 kr. til en enkeltmandsvirksomhed, som hendes eksmand drev fra deres fælles parcelhus. Banken burde have stoppet långivningen og været mere kritisk i forhold til eksmandens muligheder for at drive E rentabelt og for at kunne tilbagebetale sin erhvervsgæld.
Hun deltog ikke i driften af E og havde ikke indsigt i virksomheden.
Hun modtog ingen rådgivning om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen fra banken. Da hun underskrev kautionserklæringen i 2004, var hun lige flyttet fra sin eksmand, var stresset og følelsesmæssigt ustabil og følte sig presset til at påtage sig kautionsforpligtelsen.
Hun havde på daværende tidspunkt udelukkende en indtægt som skolelærer, og omfanget af kautionsforpligtelsen stod i misforhold til hendes økonomi.
Hun er ikke bekendt med, om banken også har rejst kravet over for hendes eksmand, eller om den kun har rejst kravet over for hende.
I hendes skattemappe har gælden vedrørende kautionsforpligtelsen været indberettet med 129.321 kr. Den anden halvdel må formentlig være indberettet på hendes eksmand.
Tvangsfuldbyrdelsen af kautionsforpligtelsen i fogedretten i 2007 var ikke i overensstemmelse med bestemmelsen i retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5.
Der var ikke tale om, at hun accepterede gældens størrelse i fogedretten i 2007. Hun oplyste alene, at hun ikke kunne betale på kautionsforpligtelsen.
Kravet mod hende er forældet, idet bankens anmodning om tvangsfuldbyrdelse er sket i strid med retsplejeloven, og hun har aldrig erklæret sig enig i kravet. Der foreligger ikke efterfølgende tilstrækkeligt retsgrundlag for afbrydelse af den 10-årige forældelsesfrist.
Hun kan ikke se, at hun i perioden efter 2007 har haft adgang til årsoversigterne fra banken eller i øvrigt er blevet informeret om gælden. Hun modtog først i 2015 besked fra banken om, at alle hendes dokumenter nu var overført til e-Boks.
Såfremt banken ikke er forpligtet til at frafalde kravet mod hende, bør banken indgå en aftale med hende om, at hun betaler 50.000 kr. til dækning af kautionsforpligtelsen. Det er et beløb, som hun vil kunne klare at betale. Hun kan låne pengene gennem lærerforeningen, og hun vil kunne nå at betale beløbet tilbage inden for de næste par år, inden hun går på pension.
Danske Bank har anført, at klageren hæfter som selvskyldnerkautionist for lånet til E i henhold til kautionserklæringen fra 2004. Hun bekræftede ved sin underskrift på kautionserklæringen, at hun havde modtaget såvel en kopi af gældsbrevet, som hendes kaution var stillet til sikkerhed for, som en pjece udarbejdet af Forbrugerrådet og Finansrådet om kaution, og at banken havde gennemgået denne med hende.
Efter misligholdelsen af lånet blev det skyldige beløb i overensstemmelse med bankens sædvanlige procedurer forsøgt inddrevet både hos klagerens eksmand og hos klageren.
Fogedretten har ved tvangsfuldbyrdelsen af sagen i 2007 i relation til retsplejelovens § 501 i den konkrete sag påset og vurderet grundlaget og ikke fundet det betænkeligt at fremme sagen. Klageren fremkom ikke med indsigelser mod gælden under fogedretsmødet.
Forældelsen af klagerens gæld til banken vedrørende kautionsforpligtelsen blev afbrudt ved fogedretsmødet den 12. juni 2007, hvorefter der indtrådte en ny 10-årig forældelsesfrist.
Oplysningerne, som fremgår af klagerens skattemappe, er den skattemæssige fordeling af gælden, og er ikke udtryk for, hvilken gæld klageren hæfter for i forhold til banken.
Klageren har løbende modtaget årsoversigter fra banken, hvoraf kautionsforpligtelsen fremgik. Ingen af de fremsendte årsoversigter er returneret til banken med bemærkning om, at modtagelse var nægtet eller, at klageren var ubekendt på adressen.
Gælden til banken er ikke bortfaldet som følge af bankens passivitet, og banken har heller ikke på anden vis givet indtryk af, at banken har opgivet sit krav mod klageren.
Klageren har tværtimod som følge af passivitet fortabt muligheden for at gøre indsigelse mod kautionsforpligtelsen, og et eventuelt rådgivningsansvar for banken er på nuværende tidspunkt forældet, idet der er forløbet mere end tre år fra det tidspunkt, hvor banken gjorde kautionsforpligtelsen gældende over for klageren, og klageren derved fik kendskab til konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.
En stillingtagen til den af klageren tilbudte akkordaftale forudsætter, at klageren giver banken fuld indsigt i sine økonomiske forhold og fremsender økonomiske oplysninger til banken.
Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at tage stilling til et akkordforslag.
Ankenævnets bemærkninger
Den 30. december 2004 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for et erhvervslån på 570.000 kr. til klagerens daværende ægtefælle, der drev en enkeltmandsvirksomhed E. Klageren havde tidligere kautioneret for E’s eksisterende forpligtelser over for banken, som blev indfriet med lånet.
Der var tale om, at klagerens kaution for E’s forpligtelser over for banken blev videreført ved klagerens afgivelse af kautionen den 30. december 2004, og Ankenævnet finder der ikke godtgjort, at banken har pådraget sig et rådgivningsansvar. Et eventuelt rådgivningsansvar for banken må endvidere anses for forældet.
Lånet blev efterfølgende misligholdt, og kautionsforpligtelsen blev gjort gældende over for klageren.
Den 12. juni 2007 opgjorde fogedretten gælden til i alt 266.647,17 kr., herunder renter fra den 8. december 2006 til den 30. marts 2007 på 8.003,39 kr. og omkostninger på i alt 9.887,50 kr. Fogedforretningens fremme blev ikke påkæret og er derfor endelig.
Ved fogedforretningen den 12. juni 2007 blev forældelsen af både hovedstol, renter og omkostninger således afbrudt.
Det følger af forældelseslovens § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før forældelsesloven trådte i kraft den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter forældelsesloven.
På baggrund af sagens fremme i fogedretten finder Ankenævnet, at fordringen var omfattet af forældelseslovens § 5, jf. § 11.
Når forældelsen af en fordring som nævnt i forældelseslovens § 5 afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg, løber en ny forældelsesfrist på 10 år også for de omkostninger og uforældede renter, der er opgjort under fogedforretningen, jf. forældelseslovens § 19, stk. 7.
Banken har under sagens forberedelse i Ankenævnet nedsat rentesatsen fra 17,45 % om året til procesrenten, der p.t. er 7,05 % om året, og har som følge heraf nedsat sit krav på forfaldne renter af hovedstolen.
Bankens krav, som den 15. januar 2018 blev opgjort til 258.643,78 kr., svarende til en restgæld af hovedstolen på 197.700,94 kr., anerkendte renter og omkostninger opgjort under fogedforretningen i 2007 på henholdsvis 8.003,39 kr. og 9.887,50 kr. samt forfaldne renter fra den 1. februar 2015 til den 15. januar 2018 på 42.997,54 kr., er således ikke forældet, idet klagen blev indgivet til Ankenævnet den 5. marts 2017.
Ankenævnet finder ikke, at banken har bibragt klageren en berettiget forventning om, at kravet ikke ville blive gjort gældende. Banken har således ikke udvist retsfortabende passivitet.
Det beror på bankens egen kreditmæssige afgørelse, hvorvidt den vil acceptere klagerens akkordforslag.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at indgå en akkordaftale med klageren.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.