Afgørelse

Personlig fordring . Passivitet.

Klageren ejede sammen med sin daværende ægtefælle ejendom 1, hvori der indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet overtog på tvangsauktion den 7. juni 1982 ejendom 1. Af tvangsauk-tionssalgsopstillingen fremgik det, at ejendom 1 tilhørte blandt andet klageren. Endvidere var klagerens nye adresse på ejendom 2, som klageren i 1982 købte sammen med sin nuværende ægtefælle, anført. Instituttet videresolgte pr. 7. juni 1982 ejendom 1. Ifølge instituttets kontospecifikation fra ultimo 1982 udgjorde instituttets samlede tab efter videresalget 147.764 kr. Klageren købte i juli 1982 sammen med sin nuværende ægtefælle ovennævnte ejendom 2, hvori der indestod lån til instituttet. Disse lån blev i 1991 indfriet ved klagerens og hendes nuværende ægtefælles salg af ejendom 3. I juli 1997 ydede instituttet lån i forbindelse med klagerens og hendes nuværende ægtefælles køb af ejendom 4. Instituttet rettede den 11. september 1997 henvendelse til klageren og opgjorde sit krav i henhold til den personlige fordring til 100.622 kr., eksklusive rente. Instituttet afgav den 27. oktober 1997 en redegørelse til klageren for de beløb, der på tvangsauktionen over ejendom 1 var opgjort i henholdsvis kolonne 1, 2 og 3. Klagerens ægtefælle afviste den 1. februar 1998 instituttets krav, blandt andet under henvisning til, at dette først blev fremsat mere end 15 år efter tvangsauktionen, og at instituttet ikke ved senere långivninger havde gjort opmærksom på et uafklaret mellemværende.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at gøre noget krav gældende mod hende vedrørende tvangsauktionen den 7. juni 1982 over klagerens daværende ejendom. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at tvangsauktionen fandt sted den 7. juni 1982. Instituttet havde i 1982, 1991 og 1997 bevilget gældsovertagelse eller ydet lån i andre ejendomme, som klageren ejede, uden at instituttet - uanset at man på disse tidspunkter havde haft en særlig anledning hertil - havde gjort klageren opmærksom på det den 11. september 1997 fremsatte krav. Kravet mod klageren var først fremsat godt 15 år efter tvangsauktionen. Nævnet fandt som følge heraf, at instituttet havde fortabt sin ret til at gøre en personlig fordring gældende mod klageren i anledning af tvangsauktionen den 7. juni 1982 over klagerens daværende ejendom.