Spørgsmål om ansvar for rådgivning om kurssikring i forbindelse med indfrielse af et realkreditlån som led i et ejendomssalg og hjemtagelse af et realkreditlån som led i et ejendomskøb.
| Sagsnummer: | 13/1999 |
| Dato: | 07-09-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Ole Reinholdt, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - ejerskifte Realkreditbelåning - rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for rådgivning om kurssikring i forbindelse med indfrielse af et realkreditlån som led i et ejendomssalg og hjemtagelse af et realkreditlån som led i et ejendomskøb. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har handlet ansvarspådragende ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med indfrielse af et lån som led i et ejendomssalg og hjemtagelse af et ejerskiftelån som led i et ejendomskøb.
Sagens omstændigheder.
I september 1998 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende et salg af sin ejendom og køb af en anden ejendom.
I forbindelse med ejendomssalget skulle der indfries et kontantlån i den ejendom, som klageren ville sælge, baseret på 30-årige 6% obligationer med en obligationsgæld på ca. 565.000 kr.
Klagerens ønske om køb af en bestemt fast ejendom blev forelagt indklagede på et møde den 10. september 1998, hvor klageren medbragte en salgsopstilling dateret den 7. september 1998. Indklagede vurderede, at der ved køb af ejendommen for kontant 950.000 kr. kunne opnås finansiering på 757.000 kr. ved et 30-årigt 6% obligationslån med en ydelse på brutto 58.000 kr. og netto 42.000 kr.
Den 11. september 1998 underskrev klageren og dennes ægtefælle et betinget skøde vedrørende købet af ejendommen til en kontant købesum på 950.000 kr.
Under et møde den 14. september 1998 mellem klageren og indklagede blev indfrielsen af kontantlånet som led i ejendomssalget drøftet. Indklagede har anført, at den aktuelle kurs på de bagvedliggende obligationer var 99,90, hvortil skulle medregnes et tillæg på 0,10, d.v.s. i alt kurs 100. Klageren blev orienteret om, at lånet, såfremt obligationskursen oversteg 100, kunne indfries til pari, men at der ville blive pålagt differencerenter frem til den følgende termin. Med hensyn til den fremtidige kursudvikling forventede man, at renten ville falde yderligere, og at der dermed var forventning om yderligere kursstigninger.
Den 15. september 1998 rettede indklagede sidst på eftermiddagen telefonisk henvendelse til klageren med oplysning om, at kursen på obligationerne vedrørende kontantlånet var 99,68. Den 16. september 1998 underskrev klageren en af indklagede fremsendt aftale om indfrielse af lånet til kurs 99,68 pr. den 30. oktober 1998.
Vedrørende klagerens ejendomskøb er der under sagen fremlagt et betinget lånetilbud udstedt af indklagede den 16. september 1998 på vegne Danske Kredit vedrørende et 30-årigt 6% obligationslån på 793.000 kr. med en ydelse på brutto 61.196 kr. og netto 45.364 kr. På grundlag af det aktuelle kursniveau udgjorde provenuet af lånet 757.303 kr.
Den 18. september 1998 gennemførte Nationalbanken som en reaktion på en international valutauro en diskontoforhøjelse, hvilket bevirkede et generelt kursfald.
Den 22. september 1998 udstedte indklagede et nyt lånetilbud på vegne Danske Kredit på nu et 30-årigt 7% obligationslån på 795.000 kr. Klageren underskrev s.d. en fastkursaftale vedrørende det tilbudte lån til udbetaling den 14. oktober 1998. Provenuet af lånet blev beregnet til 758.891 kr. og ydelsen udgjorde 67.635 kr. brutto og 48.370 kr. netto.
Parternes påstande.
Den 11. januar 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han anmodede indklagede om rådgivning i forbindelse med ejendomssalget, således at indfrielsen af kontantlånet kunne ske på bedste måde, ligesom han til finansiering af ejendomskøbet anmodede om et 30-årigt 6% obligationslån. Medarbejderen forklarede, at kursen sikkert ville stige, og at det ikke betød noget, selv om kursen skulle falde med 0,20 point. Lånet til ejendomskøbet skulle også bare vente uden kurssikring. Han skrev under på dokumenterne hos indklagede i tillid til, at tingene var i orden, men i et øjeblik var der kurssikret, og næste gang var der ikke. Han har underskrevet hos indklagede 4 gange og hans ægtefælle har været med 2 gange. Kort tid før der skete et større kursfald, blev han ringet op af indklagedes medarbejder, der meddelte, at nu havde han faktisk solgt eller indfriet det gamle lån. Via et andet pengeinstitut og en ejendomsmægler har han fået oplyst, at en kurssikring til kurs 99,68 alt andet lige er dårlig rådgivning, idet et eventuelt lille fald i kurserne ville kunne medføre et betydeligt mindre indfrielsesbeløb. For så vidt angår lånet til ejendomskøbet var det en klar aftale, at der skulle hjemtages et 30-årigt 6% lån. Selv om der havde været god tid til at sætte lånesagen i værk, blev denne på grund af smøleri hos indklagede ikke gennemført, før kurserne var faldet. På forespørgsel til et andet pengeinstitut og en ejendomsmægler om, hvad han skulle gøre nu, da det ønskede 6% lån ikke var blevet hjemtaget som aftalt, blev han anbefalet at hjemtage et 7% lån, hvilket er baggrunden for underskrivelsen af lånetilbudet den 22. september 1998. Indklagede har som følge af mangelfuld rådgivning pådraget sig erstatningsansvar for de kurstab, han har lidt, såvel ved indfrielsen af lånet i forbindelse med salget som ved hjemtagelsen af lånet i forbindelse med købet.
Indklagede har anført, at rådgivningen af klageren har været fyldestgørende. Det blev meddelt klageren, at udtalelserne om den fremtidige kursudvikling alene var vejledende og udtryk for forventninger. Det var ikke muligt at forudse de begivenheder, som førte til kursskredet i perioden efter den 18. september 1998. På grundlag af rådgivningen om indfrielsesmulighederne på mødet den 14. september 1998 traf klageren den følgende dag beslutning om at opkøbe lånets bagvedliggende obligationer til den aktuelle kurs på 99,68, hvilken aftale skriftligt blev bekræftet af klageren og dennes ægtefælle. For så vidt angår låneoptagelsen i forbindelse med ejendomskøbet blev klageren den 16. september 1998 forelagt et betinget lånetilbud på et 6% obligationslån. Klageren ønskede imidlertid ikke at acceptere dette finansieringstilbud, herunder at indgå afregningsaftale, idet han ønskede at afvente kursudviklingen og dermed spekulere i yderligere kursstigninger. Da klageren på ny henvendte sig i afdelingen den 22. september 1998, blev det på grund af det indtrufne kursfald besluttet at optage et 7% obligationslån frem for et 6% lån, idet kurstabet herved ville blive minimeret, hvortil kom, at konverteringsmuligheden måtte antages at være større ved at vælge det højest forrentede obligationslån.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Den 16. september 1998 bekræftede klageren med sin underskrift en aftale med indklagede om indfrielse af kontantlånet i den solgte ejendom til kurs 99,68. I betragtning af, at kursfaldet, der indtrådte kort efter, ikke var til at forudse, kan det ikke kritiseres, at indklagede tilrådede, at kursen blev fastlåst på dette niveau. Herved bemærkes, at klageren måtte indse, at indklagedes forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte bære risikoen herfor.
Vedrørende klagerens ejendomskøb, som skete ved betinget skøde af fredag den 11. september 1998, indhentede indklagede den 16. s.m. et lånetilbud vedrørende den ønskede belåning. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har været langsommelig med hensyn til indhentelse af et lånetilbud, og det findes ikke at bero på indklagedes forhold, at klageren først den 22. september 1998 henvendte sig til indklagede med henblik på at indgå fastkursaftale.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.