Afgørelse

Indsigelse mod sparekasses krav om at klageren, der drev en landbrugsvirksomhed, indgav egen konkursbegæring. Spørgsmål om klage må betragtes som erhvervsmæssig.

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod Sparekassen Kronjyllands krav om, at klageren, der drev en landbrugsvirksomhed, indgav egen konkursbegæring. Spørgsmål om klagen må betragtes som erhvervsmæssig.

Sagens omstændigheder

Klageren er landmand og drev en landbrugsvirksomhed med malkekvæg samt maskinstationsbedrift. I 2016 budgetterede klageren med en produktion på 164 årskøer og 118 ha dyrket jord, heraf 51 ha forpagtet. Skattemæssigt anvendte klageren virksomhedsskatteordningen.

Klageren var både erhvervskunde og privatkunde i Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse (nu Sparekassen Kronjylland). Til brug for landbrugsvirksomheden optog han i august 2012 et anlægslån -102 på 5.218.000 kr., og i april 2014 blev hans virksomheds kassekredit -121 forhøjet med 700.000 kr. til 2,2 mio. kr. Herudover havde klageren en privatkonto -191 i sparekassen.

I foråret 2015 blev Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse overtaget af Sparekassen Kronjylland.

I september 2015 blev der afholdt et møde i sparekassen med klageren, klagerens kvægbrugskonsulent og klagerens økonomikonsulent.

Sparekassen har anført, at det på mødet blev drøftet, hvad der kunne gøres for at forbedre indtjeningen i landbrugsvirksomheden, og at sparekassen bad klageren lave en handlingsplan for, hvordan indtjeningen kunne forbedres. Efterfølgende modtog sparekassen en budgetopfølgning pr. 30. september 2015 fra klageren, som viste en stor positiv afvigelse, selv om virksomhedens likviditet ifølge det af sparekassen oplyste var stram.

Sparekassen har oplyst, at virksomhedens likviditet i løbet af november og december 2015 blev strammere.

Midt i december 2015 modtog sparekassen et budget for klagerens landbrugsvirksomhed for 2016, der viste et negativt resultat før privatforbrug. Budgettet viste også, at der var behov for at udvide kreditten i sparekassen med ca. 940.000 kr.

Af årsoversigten pr. 31. december 2015 fra sparekassen fremgik, at gælden til sparekassen udgjorde 5.218.000 kr. på virksomhedens erhvervslån -102 og ca. 2.657.000 kr. på virksomhedens erhvervskredit -121, i alt ca. 7.875.000 kr. Desuden var der et indestående på 1.375 kr. på klagerens privatkonto -191.

Af en budgetopfølgning pr. 31. december 2015, som sparekassen modtog i februar 2016, fremgik, at der var en negativ afvigelse på ca. 800.000 kr. i forhold til budgettet for 2015.

Den 23. februar 2016 blev der afholdt et møde i sparekassen med klageren, klagerens virksomhedsrådgiver og klagerens økonomikonsulent, hvor mulighederne for klagerens virksomhed blev drøftet.

Sparekassen oplyste, at den ikke ønskede at udvide virksomhedens erhvervskredit, og at den ikke så andre muligheder, end at klagerens landbrugsvirksomhed blev erklæret konkurs.

Klageren har oplyst, at han sammen med sin virksomhedsrådgiver i første omgang lagde op til, at han skulle forsøge med en rekonstruktion af virksomheden med en advokat som rekonstruktør, men at dette blev afvist af sparekassen.

Klageren har endvidere oplyst, at sparekassen på mødet nægtede at kontakte DLR for at ansøge om forlængelse af afdragsfrihed på klagerens lån i DLR.

Sparekassen har bestridt, at den skulle have nægtet at forespørge DLR om forlængelse af afdragsfriheden på klagerens lån. Sparekassen erindrer ikke om spørgsmålet blev drøftet på mødet. Generelt forespørger sparekassen om forlængelse af afdragsfrihed, hvis en kunde anmoder herom.

Den 4. marts 2016 indgav klageren egen konkursbegæring til skifteretten.

Af udskrift af retsbogen for skifteretten af 4. marts 2016 fremgik blandt andet:

”…

Mødt var:

Advokat [navn].

Der blev fremlagt:

• Konkursbegæring med bilag modtaget den 4. marts 2016.

Skyldneren oplyste, at han ikke kan betale sin gæld efterhånden, som den forfalder, hvilket ikke blot er forbigående. Han forklarede behørigt formanet, at han ejer en landbrugsejendom med tilhørende lager af foder og hjælpemidler, besætning, driftsmateriel og inventar. Han ejer endvidere en bil mrk. […], samt forskellige tilgodehandender i form af løbende mælkeafregninger og forskellige konti hos Arla. Der er en gæld på godt 7 mill. kr. til Sparekassen Kronjylland, [afdeling], der har forskellige panter, herunder virksomhedspant for 1 mill. kr. Der er leasingforpligtelser for ca. 1,25 mill. kr.

…

Da [klageren] har fremsat anmodning om konkurs og efter det oplyste er insolvent, jf. konkurslovens § 17, jf. § 18, besluttede skifteretten kl. […] at tage [klagerens] bo under konkursbehandling.

…”

Parternes påstande

Den 23. august 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Kronjylland skal betale erstatning, således at han stilles som før konkursen.

Sparekassen Kronjylland har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han blev erklæret personligt konkurs, og at klagen både vedrører hans private engagement og hans erhvervsengagement i sparekassen. Den del af klagen, der vedrører virksomheden, adskiller sig ikke væsentligt fra en klage over et privat kundeforhold.

På mødet den 23. februar 2016 bad sparekassen ham om at indgive egen konkursbegæring, ellers ville den indgive en konkursbegæring. Han er efterfølgende blevet bekendt med, at konkursbetingelserne i konkurslovens § 17 ikke var opfyldt, idet han på tidspunktet for indgivelse af konkursbegæringen godt kunne betale sine forpligtelser, efterhånden som de forfaldt.

Grunden til at han blev bedt om selv at indgive konkursbegæring var nok, at sparekassen ikke ville kunne føre bevis for opfyldelse af konkursbetingelserne i konkursloven. Når han selv indgav konkursbegæring, blev det ikke kontrolleret, om konkursbetingelserne var opfyldt.

Banken nægtede på mødet den 23. februar 2016 at ansøge om forlængelse af afdragsfriheden på hans DLR-lån, som den havde gjort de forgående år.

Der var tale om en personlig vendetta mod ham fra sparekassens side, og sparekassen narrede ham til at indgive konkursbegæring, selv om konkursbetingelserne ikke var opfyldt.

Sparekassen Kronjylland har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører klagerens erhvervsvirksomhed. Klagen adskiller sig væsentligt fra en sag vedrørende et privat kundeforhold.

Vurderingen af, hvorvidt betingelserne for at tage klageren under konkursbehandling var opfyldt, er endvidere allerede foretaget af skifteretten, jf. konkursdekretet afsagt af skifteretten. Klageren har ifølge det oplyste ikke kæret skifterettens afsigelse af konkursdekretet. Det spørgsmål, som klagen vedrører, er således allerede afgjort af domstolene, og klagen skal derfor ligeledes afvises af denne grund.

En eventuel vurdering af, hvorvidt betingelserne for at erklære klageren konkurs, var opfyldt, og af om sparekassen har nægtet at kontakte DLR for at søge om forlængelse af afdragsfrihed, vil kræve en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke vil kunne finde sted for Ankenævnet. Sagen skal derfor også af denne grund afvises.

Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at det var klageren selv, der indgav konkursbegæringen.

Klageren var på mødet den 23. februar 2016 også repræsenteret af sin økonomikonsulent.

Klageren havde flere ubetalte regninger, som han ikke kunne betale uden, at erhvervskreditten blev udvidet. Sparekassen ønskede ikke at udvide kreditten yderligere.

Klageren havde endvidere en større negativ egenkapital.

Der var efter sparekassens opfattelse ikke længere et økonomisk grundlag for at fortsætte driften i landbrugsvirksomheden.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren er landmand og drev indtil sin konkurs en landbrugsvirksomhed inden for malkekvæg med ca. 164 årskøer samt en maskinstationsdrift med ca. 118 ha dyrket jord.

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Sparekassen Kronjylland har pådraget sig et erstatningsansvar ved at stille krav om, at klageren indgav egen konkursbegæring og/eller ved at afslå at anmode om forlængelse af afdragsfriheden på klagerens lån i DLR.

Ankenævnet finder, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold, der adskiller sig væsentligt fra en klage over et privat kundeforhold, og som derfor ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4.

Ankenævnet kan derfor ikke behandle klagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.