Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Omlægning af obligationsbaserede investeringsforeningsbeviser i kapitalpensionsdepot til pensionspulje med bankvalg.

Sagsnummer: 405 /2001
Dato: 04-06-2002
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen.
Klageemne: Puljepension - rådgivning om placering
Rådgivning - investering
Kapitalpensionskonti - placering
Ledetekst: Omlægning af obligationsbaserede investeringsforeningsbeviser i kapitalpensionsdepot til pensionspulje med bankvalg.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne i forbindelse med omlægning af obligationsbaserede investeringsforeningsbeviser i klagernes kapitalpensionsdepoter til pensionspulje med bankvalg.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

I september 2000 opfordrede indklagede skriftligt klagerne til et møde vedrørende omlægning af deres pensionsinvesteringer.

Klagerne havde hver et kapitalpensionsdepot hos indklagede, som indeholdt henholdsvis 611 stk. (M) og 924 stk. (H) investeringsforeningsbeviser i Danske Invest Dannebrog, som er en investeringsforeningsafdeling, der investerer i danske obligationer.

På baggrund af henvendelsen blev der afholdt et møde mellem klagerne og indklagede, hvor der blev truffet aftale om omlægning af kapitalpensionsmidlerne til indklagedes Puljeinvest. Af aftalerne om Puljeinvest fremgår bl.a.:

"Mellem [indklagede] og kontohaver aftales det, at

kapitalpensionskonto nr. […] skal indgå i Puljeinvest med virkning fra den 1. oktober 2000 på de vilkår, der er fastsat i "Regler for Puljeinvest".

Puljefordelingen tilpasses løbende af banken, så forholdet mellem risiko og afkastmulighed er hensigtsmæssigt set i forhold til den aftalte investeringshorisont (dato for udløb af aftalen om Puljeinvest).

Aftalen om Puljeinvest udløber den [i M's aftale er der anført 1. december 2010, i H's aftale er der anført 1. februar 2011], hvor kontoen automatisk udtræder af Puljeinvest.

Kontohaver kan få udleveret en oversigt over bankens aktuelle forslag til puljefordeling. I Puljeinvest er der i øjeblikket følgende puljer:

……

Kontohaver bekræfter at have modtaget et eksemplar af [indklagedes] "Regler for Puljeinvest", "Retningslinier for administration af Puljeinvest" og "Aktuel information om Puljeinvest"."

Af indklagedes daværende "Aktuel information om Puljeinvest" fremgår bl.a.:

"Afkast i Bankvalg

De kan enten selv vælge at fordele opsparingen mellem puljerne (Selvvalg) eller overlade valget til banken (Bankvalg).

I Bankvalg tilpasser vi løbende fordelingen mellem puljerne efter udviklingen på værdipapirmarkederne samt Deres investeringshorisont og skattemæssige forhold.

Når opsparingens udbetalingstidspunkt nærmer sig øges andelen af puljerne med obligationer for at sikre et mere stabilt afkast.

Eksempler på puljefordeling i Bankvalg

Ultimo 2. kvartal 2000

Puljekonti med investeringshorisont over 8 år

Pensionskonti

Kontant

Korte danske obligationer

Danske obligationer

15%

Korte indeksobligationer

Lange indeksobligationer

15%

Danske aktier

17%

Udenlandske aktier

43%

Udenlandske obligationer

10%"

Den 19. september 2000 gennemførte indklagede klagernes salg af investeringsforeningsbeviserne i Danske Invest Dannebrog til kurs 95,75.

Af klagernes årsopgørelser for Puljeinvest pr. 31. december 2000 fremgår et negativt afkast på henholdsvis 10.216,72 kr. (M) og 10.738,49 kr. (H). Puljefordelingen var som i 2. kvartal 2000, jf. "Aktuel information om Puljeinvest".

Klagerne meddelte, at de var utilfreds med indklagedes rådgivning om omlægningen, som havde medført tab.

Parternes påstande.

Den 14. november 2001 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning svarende til de negative afkast plus kurstabene ved salget af investeringsforeningsbeviserne.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at omlægningen blev gennemført på indklagedes initiativ.

Ved at rette uopfordret henvendelse om omlægning signalerede indklagede speciel markedskundskab, og under mødet blev de kraftigt opfordret til omlægningen, idet der var udsigt til faldende kurser på obligationer, mens kursen på aktier var på vej op.

De accepterede omlægningen i tillid til indklagedes rådgivning. De mente ikke, der kunne være nogen risiko, når indklagede ligefrem indkaldte dem til møde for at forhindre, at de skulle tabe på deres investeringer. De var kendt i banken "som kunder der går med både livrem og seler".

De havde netop valgt at investere i investeringsforeningsafdelingen Dannebrog for at undgå stor risiko, og fordi investeringshorisonten var forholdsvis kort.

Indklagede bør som følge af den dårlige rådgivning erstatte deres tab.

Indklagede har anført, at klagerne blev anbefalet puljeordning, fordi det på daværende tidspunkt var indklagedes vurdering, at aktierne ville stige, og fordi placering i puljeordning set over en længere periode, historisk har givet et godt afkast, idet afkastet afspejler det, man kan opnå ved at investere bredt og aktivt.

Klagerne blev orienteret om, at det netop alene var en vurdering, at aktierne ville stige, og at der derfor var en risiko for, at markedet udviklede sig anderledes.

Klagerne besluttede sig for at sælge deres investeringsforeningsbeviser og at gå med i puljeordning, bankvalg.

Desværre viste det sig, at markedet, imod indklagedes forventning, begyndte at falde i 4. kvartal 2000, hvilket medførte et negativt puljeafkast.

Indklagede er ikke erstatningspligtig, fordi markedet ikke udviklede sig som forventet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved sin rådgivning af klagerne om omlægning af deres investeringsforeningsbeviser i Danske Invest Dannebrog til indklagedes Puljeinvest Bankvalg har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar. Det bemærkes herved, at klagerne måtte indse, at indklagedes forventninger til udviklingen i investeringerne kunne vise sig ikke at holde stik, og at de selv måtte bære risikoen herfor.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.