Afgørelse

Indfrielsesgebyr.

Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i juli 1997 et lånetilbud til klageren vedlagt en prisoversigt, der viste, at såvel indfrielsestilbud som indfrielsesafregninger var gebyrbelagt med 200 kr., samt at instituttet forbeholdt sig ret til uden varsel at ændre og indføre gebyrer. Af pantebrevet fremgik det, at alle beregninger af indfrielsesbeløb, herunder gebyrer, blev foretaget af instituttet med bindende virkning for debitor, og at debitor var underkastet instituttets vedtægter samt bestemmelser fastsat i medfør heraf. Ifølge instituttets vedtægter fastsættes gebyrer m.v. af instituttets bestyrelse. Klageren indbetalte pr. 1. april 1999 et ekstraordinært afdrag og betalte herfor et gebyr på 200 kr. I juli 2001 indfriede klageren resten af lånet og betalte gebyrer på 200 kr. for indfrielsestilbud og 750 kr. for indfrielsesafregning. Klageren protesterede over gebyrerne, som han fandt var uden sammenhæng med det arbejde, der er forbundet med en indfrielse, ligesom han undrede sig over gebyrstigningen på 275 pct. fra 1997 til 2001. Instituttet forklarede bl.a., at stigningen i indfrielsesgebyrer afspejlede en gennemgående tendens i markedet, hvor man på grund af konkurrencesituationen havde forsøgt at omfordele fra stiftelsesomkostninger til omkostninger ved ekstraordinær indfrielse.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle nedsætte indfrielsesgebyret til et rimeligt niveau på 200-250 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet fandt, at bestemmelser, som giver en kontraktspart adgang til ensidigt at ændre vilkårene i et løbende kontraktsforhold, må undergives en rimelighedscensur, og at der ved vurderingen af et gebyrs størrelse må tages udgangspunkt i, at det skal dække det arbejde, der er forbundet med ekspeditionen, samt at der må anlægges en overordnet gennemsnitsbetragtning, ligesom det må tillægges betydning, hvilke gebyrstørrelser der er sædvanlige på området. Da instituttet ikke på overbevisende måde havde redegjort for gebyrstigningen, og da gebyret var højere end det sædvanlige på realkreditområdet på det pågældende tidspunkt, fandt flertallet, at gebyret på 750 kr. burde nedsættes til 500 kr. Mindretallet fandt, at indfrielsesgebyret var rimeligt under hensyntagen til det arbejde, der er forbundet med ekspeditionen, og fandt ikke, at der var noget juridisk grundlag for at nedsætte indfrielsesgebyret. Mindretallet fandt i øvrigt, at det ikke generelt som betingelse for anerkendelse af et gebyr kan kræves, at et institut dokumenterer, at gebyret kun netop giver omkostningsdækning. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertal, og instituttet blev tilpligtet at tilbagebetale klageren 250 kr.