Begrænset kaution. Efterfølgende udvidelse af debitors engagement med indklagede. Underretning om restancer.
| Sagsnummer: | 402/1993 |
| Dato: | 31-01-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kaution - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Begrænset kaution. Efterfølgende udvidelse af debitors engagement med indklagede. Underretning om restancer. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at en af indklagedes kunder overtog en restaurant drevet fra lejede lokaler, ydede indklagedes Bredegade afdeling, Aalborg, den 10. januar 1991 den pågældende et lån på 428.520 kr. og en kassekredit på 35.000 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 6.300 kr. første gang den 1. marts 1991. Til sikkerhed for ethvert mellemhavende, som debitor måtte have eller senere få overfor indklagede, afgav klageren og 2 andre personer hver selvskyldnerkautionserklæring begrænset til 50.000 kr. med tillæg af renter. Kautionen er betegnet som "pro rata kaution". Klageren underskrev dokumentet den 10. januar 1991.
I forbindelse med at engagementet i marts 1991 udvidedes med 9.000 kr. til køb af et orgel, fremsendte indklagede en ny selvskyldnerkautionserklæring til klageren, hvoraf fremgik, at pro rata kautionen stadig var begrænset til 50.000 kr., men at den ikke omfattede det nye lån. Denne kautionserklæring underskrev klageren den 1. maj 1991.
Den 10. juni 1991 ydede indklagede debitor et lån på 16.000 kr., som blev indfriet den 23. oktober 1992.
Ved gældsbrev af 17. oktober 1991 ydede indklagede debitor et lån på 101.874. kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.850 kr., første gang den 1. december 1991. Lånet blev ydet i forbindelse med debitors overtagelse på tvangsauktion af den ejendom, hvori restauranten var beliggende. I denne forbindelse fremsendte indklagede et nyt kautionsdokument til klageren, hvoraf alene fremgik, at pro rata kautionen var begrænset til 50.000 kr. plus renter m.v., idet man i følgeskrivelsen af 17. oktober 1991 oplyste om det nye lån og anmodede klageren om at "acceptere denne udvidelse". Kautionsdokumentet er ikke underskrevet af klageren; indklagede rykkede herfor i november 1991.
Den 26. marts 1993 rykkede indklagede klageren for restancer på lånene på oprindeligt 428.520 kr. og 101.874,00 kr. Ved skrivelse af 4. juni 1993 gjorde indklagede kautionsforpligtelsen på 50.000 kr. gældende, og samme dag overførtes debitors engagement til en inkassokonto, hvis saldo herefter udgjorde 619.388,04 kr. Lånet på oprindelig ca. 428.000 kr. havde på dette tidspunkt en restgæld på 415.873,12 kr., medens gælden ifølge kassekreditten udgjorde 103.867,12 kr. Efter at provenuet ved bortsalg af inventar, 100.000 kr., var afskrevet på kontoen, udgjorde saldoen 519.388,04 kr. Den 17. juni 1993 meddelte indklagede, at debitors restaurant var solgt, men at gælden til indklagede ikke kunne indfries. Klageren anmodedes om at rette henvendelse om indbetaling af kautionsforpligtelsen.
Det fremgår af kontoudskrifter for kassekreditten, at indklagede fra 4.-29. maj og 18. august - 2. november 1992 bevilgede en overtræksret på 15.000 kr. på kassekreditten. Fra den 20. september 1992 og fremefter var kreditten overtrukket. Låneydelserne på lån på oprindeligt 428.520 kr. og 101.874 kr. er løbende debiteret kassekreditten til og med ydelserne pr. 1. februar 1993.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende overfor hende, subsidiært at den skal reduceres.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun påtog sig kautionsforpligtelsen under forudsætning af, at engagementet ikke måtte udvides uden hendes accept. Låneprovenuet skulle anvendes til køb af en restaurant. Heraf følger, at klagerens kautionsforpligtelse skal reduceres med provenuet fra salget af restauranten. Indklagede har gentagne gange udvidet engagementet med debitor uden klagerens accept, og i den forbindelse er klagerens regresmulighed blevet forringet, ligesom fristen i bank- og sparekasselovens § 41 ikke er iagttaget. Indklagede har bestridt, at klageren tilkendegav, at man ikke måtte udvide engagementet med debitor uden hendes samtykke. Kla-gerens risiko er endvidere ikke forøget i forbindelse med udvidelserne af engagementet, idet kautionen er begrænset. Indklagede har til trods for, at man ikke var forpligtet hertil, orienteret kautionisterne om udvidelser af engagementet. En reduktion af klagerens kaution er ikke aktuel, da der efter realisation af de øvrige sikkerheder resterer en restfordring på ca. 500.000 kr. Der er i forbindelse med salg af restaurationsejendommen ikke tilgået indklagede provenu. Eftersom klagerens kautionsforpligtelse omfatter det samlede engagement, er der ikke taget særskilt stilling til, hvilken del af engagementet der er nedbragt med provenuet af driftsinventaret.
Ankenævnets bemærkninger:
Uanset at de af klageren underskrevne kautionserklæringer af 10. januar og 1. maj 1991 er udformet som alskyldserklæringer, finder Ankenævnet efter indholdet af indklagedes skrivelse af 17. oktober 1991 til klageren at måtte lægge til grund, at klageren alene havde påtaget sig at hæfte for det oprindelige lån på 428.520 kr. og kassekreditten på 35.000 kr., og klageren har ikke senere påtaget sig at hæfte for yderligere lån. Det findes derimod ikke godtgjort, at klageren havde betinget sig, at hendes accept tillige skulle indhentes til stiftelse af yderligere lån, for hvilke hun ikke hæftede, og indklagede har derfor været berettiget til at yde sådanne lån uden at indhente klagerens accept.
Kassekreditten havde været i overtræk siden den 20. september 1992, og indklagede skulle i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 have givet klageren meddelelse herom senest den 20. marts 1993. Klageren fik imidlertid den 26. marts 1993 meddelelse om, at lånet på oprindelig 428.520 kr. var misligholdt, ligesom hun den 4. juni 1993 fik oplysning om, at hele engagementet var misligholdt. Det kan på denne baggrund og efter det i øvrigt foreliggende ikke antages, at overskridelsen af 6 måneders fristen i relation til kassekreditten har forringet klagerens regresmuligheder.
Det må lægges til grund, at indklagede i forbindelse med afhændelsen af restauranten alene har modtaget 100.000 kr. Dette beløb nedbringer ikke klagerens kautionsforpligtelse, selv om det fuldt ud afskrives på de to lån, for hvilke hun efter det foran anførte hæfter.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.