Afgørelse

Til inddækning af tidligere oparbejdet gæld. Rådgivning. God pengeinstitutskik.

Medhold klager


I forbindelse med, at klager A i 1989 lukkede sin virksomhed, opgjordes hans gæld til indklagedes Østerå afdeling, Aalborg, til ca. 325.000 kr. Indklagede har oplyst, at gælden hidtil var blevet forrentet med 15% p.a. og med kvartårlig tilskrivning. Med henblik på at indtjene beløb, der kunne anvendes til afvikling af denne gæld, indgik klager A og afdelingen den 26. juli 1989 en rammeaftale vedrørende valutaterminsforretninger med en ramme på 5 mio. kr. gældende indtil 1. august 1990. Ifølge aftalen skulle der til sikkerhed for rammen deponeres et beløb på 5% af rammestørrelsen svarende til 250.000 kr. Dette beløb blev tilvejebragt ved, at afdelingen samme dag ydede klager A og dennes samlever klager B et lån på 250.000 kr. som solidarisk hæftende debitorer. Lånet skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 11.710 kr. første gang den 11. september 1989. Provenuet af lånet blev anvendt til køb af nominelt 220.000 kr. svenske obligationer, som blev indlagt i et depot i klager A's navn, som tillige med et ejerpantebrev på 250.000 kr. med pant i klagernes ejendom ved håndpantsætningserklæring af samme dag blev håndpantsat til sikkerhed for, hvad klagerne til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig. Endvidere oprettedes en sikringskonto, som indklagede var bemyndiget til at debitere for kurstab vedrørende valutaterminsforretningerne.

Ved gældsbrev af 11. december 1989 ydede afdelingen klager A et lån på 318.500 kr., hvis provenu, 317.676 kr., blev indsat på sikringskontoen.

I oktober 1990 var der på sikringskontoen oparbejdet et underskud på 217.021,87 kr. Den 1. oktober 1990 underskrev klager A en fuldmagt til indklagede til at realisere de håndpantsatte obligationer og lade provenuet heraf afskrive på engagementet. Den 2. oktober 1990 opgjordes klager A's og klager B's fælleslån til 243.736,70 kr., klager A's lån ydet i december 1989 til 350.191,07 kr. og sikringskontoen til 217.021,87 kr. (negativ). Lånenes restgæld og det negative indestående på sikringskontoen overførtes samme dag til en inkassokonto, hvis saldo herpå udgjorde 810.949,64 kr. Den 10. oktober 1990 afregnede indklagede salget af de pantsatte obligationer med 213.128,79 kr., som krediteredes inkassokontoen, hvis saldo herefter udgjorde 597.820,85.

Efter at der mellem klagerne og indklagede havde være forgæves forhandlinger om, hvorledes engagementet skulle afvikles, opsagde indklagede ved skrivelser af 2. oktober 1991 engagementet overfor klagerne. I skrivelsen til klager B var kravet opgjort til 31.555,21 kr. beregnet som restgælden på fælleslånet 244.684 kr. med fradrag af provenuet fra salget af obligationerne 213.128,29 kr. Kravet overfor klager A var opgjort til 598.768,15 kr. svarende til 811.890,94 kr. med fradrag af provenuet ved salg af obligationerne 213.128,29 kr.

Den 1. november 1991 rettede klager B ved sin advokat henvendelse til afdelingen, idet hun anmodede om at få bekræftet, at indklagedes krav på hende alene udgjorde 31.555,21 kr. Den 5. november 1991 meddelte indklagede, at kravet retteligt udgjorde 244.684,20 kr., idet provenuet ved salg af obligationerne var afskrevet på det samlede engagement og ikke på klagerens lån hos indklagede.

Efter yderligere brevveksling herom overgav indklagede sit krav på klagerne i henhold til gældsbrev af 26. juli 1989 til retslig inkasso den 28. november 1991. Indklagede forrentede fra dette tidspunkt det samlede engagement med indklagedes incassorente på 19,25% p.a. Den 4. februar 1992 begærede indklagede udlæg foretaget for et beløb begrænset under fogedsagen til 100.000 kr. hos klager A og klager B. Fordringen var pr. 4. februar 1992 opgjort til 259.633,30 kr. Under et møde i fogedretten den 19. marts 1992 blev fogedsagen foretaget mod klager A, der kunne erkende at skylde indklagede det opgjorte beløb. Klager B kunne imidlertid kun erkende at skylde 31.555,21 kr. Efter procedure og bevisførelse herom bestemte fogedretten ved kendelse af 14. maj 1992, at fogedsagen mod klager B kunne fremmes til udlæg for 31.555,21 kr. Fogedretten udtalte, at det efter det foreliggende måtte anses for uafklaret, om klager B, forinden hun underskrev gældsbrevet, havde fået en tilstrækkelig rådgivning og vejledning omkring engagementet og dets konsekvenser. Endvidere var det efter de af klagerne afgivne forklaringer uopklaret, om klager B fuldt ud var klar over, hvor provenuet af salget af obligationerne skulle afskrives. På baggrund heraf, og idet det efter det oplyste var indklagede, der havde tilskyndt klagerne til at foretage de ikke risikofri spekulationer, fandt fogedretten det betænkeligt at fremme forretningen udover udlæg for 31.555,21 kr. Kendelsen blev den 10. juni 1992 kæret til Vestre Landsret af indklagede.

Den 10. december 1992 blev kæremålet behandlet ved Vestre Landsret ved mundtlig forhandling. Efter afgivelse af forklaringer af klager B samt 2 af indklagedes medarbejdere udsatte Landsrettensagen med henblik på forelæggelse for Ankenævnet.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede for så vidt angår klager A skal anerkende, at klager A alene hæfter for den gæld, der bestod inden terminsforretningernes påbegyndelse. For så vidt angår klager B er nedlagt påstand om principalt, at indklagede tilpligtes at eftergive klageren dennes hæftelse, subsidiært at anerkende, at klageren alene hæfter for restgælden af fælleslånet med fradrag af provenuet af de pantsatte obligationer.

Klagerne har anført, at klager A, efter at han havde solgt sin virksomhed i 1989, fortsat havde en gæld til indklagede. Klager A foreslog indklagede, at man mod betaling af 100.000 kr. skulle udstede saldokvittering, hvilket indklagede dog afslog. Indklagede foreslog i stedet, at han skulle indgå på valutaterminsforretninger med henblik på at indtjene gælden. Klager A meddelte, at han ikke var interesseret i denne løsning, da han ikke havde kendskab til valutaterminsforretninger, men indklagedes medarbejder insisterede på, at dette var den eneste acceptable løsning, med mindre klageren af anden vej kunne fremskaffe det skyldige beløb. Da dette ikke var muligt, følte klager A sig presset til at indgå rammeaftalen med indklagede. Uanset at klager A og klager B ikke havde fælles økonomi, følte klager B sig nødsaget til at underskrive gældsbrevet vedrørende det lån, der skulle anvendes til køb af de obligationer, der skulle stilles til sikkerhed. Klager A blev ikke gjort opmærksom på de risici, der kunne være forbundet med engagementet, og baggrunden herfor er formentlig, at klager A's daværende rådgiver hos indklagede ikke selv havde indblik i de pågældende forretninger, hvorfor han ikke var i stand til at yde rådgivningen. Medarbejderen henviste klager A til arbitrageafdelingen, der formentlig misforstod situationen og fejlagtigt gik ud fra, at klager A var blevet rådgivet omkring valutaspekulationen. Medarbejderen i arbitrageafdelingen gik således fejlagtigt ud fra, at der var tale om risikovillig kapital, idet han ikke blev orienteret om baggrunden for klager A's beslutning om deltagelse i valutaterminsforretningerne. De oplysninger, klager A modtog, vedrørte alene den forventning, indklagede havde til, at der inden for en årrække på ca. 3-5 år kunne tjenes på valutaterminsforretningerne, således at indklagedes udestående med klager A kunne forventes nedbragt. Det var således klagernes opfattelse, at obligationerne indkøbt for fælleslånet havde en naturlig sammenhæng med det lån, som klager B hæftede for. Klager B deltog alene i et såkaldt underskriftsmøde uden nogen form for rådgivning omkring eventuelle risici; mødet fandt sted dagen inden, hun nedkom. På grund af omstændighederne var klager B ikke i stand til at overskue situationen og forespurgte adskillige gange, om der var risiko ved engagementet. Klager B er således på intet tidspunkt blevet rådgivet omkring risikoen ved valutaspekulationen eller låneengagementet.

Indklagede har anført, at man på daværende tidspunkt havde gode erfaringer med valutaspekulation, hvorfor klager A blev tilbudt en valutaramme på 5 mio. kr. Indtægterne herfra skulle hjælpe med til at afvikle gælden. Ved bevilling af valutarammen ydede indklagede den normale rådgivning, som gives ved sådanne forretninger, idet man gjorde opmærksom på de indtjeningsmuligheder samt de risici, der var forbundet hermed. Indklagede havde en klar forventning om, at man ville kunne indtjene underbalancen fra virksomhedens lukning. I forbindelse med indgåelsen af engagementet påtog indklagede sig tillige en større risiko, idet gælden i dag udgør ca. 600.000 kr. mod oprindelig ca. 325.000 kr. I forbindelse med indgåelsen af rammen blev afholdt et møde i indklagedes investeringsafdeling med deltagelse af klager A, klagerens daværende rådgiver og medarbejderen i arbitrageafdelingen. Klager A blev rådgivet om rentearbitrage og disse spekulationsforretningers muligheder og risici. Netop udsprunget af at det ikke ville være risikofrit, startede rammen med 1/3 udnyttelse. Efter ca. en måned blev rammen fuldt udnyttet, hvilket blev besluttet under et møde i investeringsafdelingen. Der er således ikke i sagen nogen form for misforståelse i denne sammenhæng. Klager A var endvidere fuldt klar over, at obligationerne blev stillet til sikkerhed for valutaterminsrammen, hvilket også fremgår af hans forklaring under fogedsagen.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at det strider mod god pengeinstitutskik, såfremt et pengeinstitut råder en kunde, der har oparbejdet en gæld til pengeinstituttet, som han ikke er i stand til at betale, til at søge indtjent et beløb til dækning af gælden gennem valutaspekulation, der skal varetages gennem pengeinstituttet. Dette må i særlig grad gælde i et tilfælde som det foreliggende, hvor det kan lægges til grund, at klagerne, forinden de blev præsenteret for forslaget herom, dels var ganske uden forudsætninger for at overskue risikoen ved et sådant engagement, dels på grund af størrelsen af den af klager A oparbejdede gæld og indklagedes afslag på forslaget om en akkord, må have befundet sig under et betydeligt pres. Det gælder også uanset arten af den orientering om formen for og risikoen ved den foreslåede valutaspekulation, der blev givet klagerne inden valutaspekulationen blev iværksat, og uanset om den medarbejder hos indklagede, der gav orienteringen, var klar over baggrunden for, at klagerne indlod sig på valutaspekulation.

Allerede af disse grunde finder Ankenævnet, at de forpligtelser, som klager B har påtaget sig ved at medunderskrive låneaftalen af 26. juli 1989, var uforbindende for hende. Det bemærkes dog, at klager B i fogedretten tog bekræftende til genmæle over for indklagedes påstand for så vidt angår betaling af 31.555,21 kr. Ankenævnet finder ikke at burde behandle spørgsmålet om, hvorvidt klager B på trods heraf kan frigøres for betaling af dette beløb, jvf. vedtægternes § 7, stk. 1.

Det fremgår endvidere af fogedrettens kendelse af 14. maj 1992, at klager A under et møde i fogedretten den 19. marts 1992 erkendte at skylde det beløb, der da var opgjort af indklagede vedrørende låneaftalen af 26. juli 1989. Ankenævnet finder herefter ikke at burde træffe afgørelse for så vidt angår den af klager A indgivne klage, jf. vedtægternes § 7, stk. 1.

Herefter

Ankenævnet kan ikke afgøre sagen for så vidt angår klager A eller klager B's principale påstand. Indklagede bør anerkende, at klager B's gæld til indklagede hidrørende fra det i denne sag omhandlede engagement ikke overstiger 31.555,21 kr. Klagegebyrerne tilbagebetales klagerne.