Kaution, stiftelse, oplysningspligt, verserende tvangsauktionssag.
| Sagsnummer: | 397/1993 |
| Dato: | 31-01-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kaution, stiftelse, oplysningspligt, verserende tvangsauktionssag. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 13. september 1989 afgav klageren selvskyldnerkautionserklæring på et gældsbrev vedrørende et lån på 46.760 kr. ydet af indklagede til lederen af den offentlige institution, hvor klageren var ansat.
Den 18. september 1989 modtog indklagede fra den lokale fogedret indkaldelse til tvangsauktion den 19. oktober 1989 over en fast ejendom tilhørende kautionslånets debitor. Det fremgår af sagen, at indklagede fra den ved tvangsauktionssagen medvirkende ejendomsmægler i juni/juli 1989 havde modtaget oplysning om, at tvangsauktion var berammet til den 19. oktober 1989, i hvilken forbindelse indklagede blev forespurgt om størrelsen af indklagedes eventuelle krav. Ved skrivelse af 7. juli 1989 til ejendomsmægleren oplyste indklagede, at indklagedes krav pr. auktionsdagen kunne opgøres til i alt 331.173,07 kr. i henhold til to ejerpantebreve på henholdsvis 160.000 kr. og 340.000 kr. På tvangsauktionen afholdt den 19. oktober 1989 fremkom ikke et bud, som gav indklagede dækning.
Den 26. januar 1990 indledtes gældssaneringssag for kautionslånets debitor efter begæring indgivet den 4. s.m. Ved skrivelse af 27. marts 1990 orienterede indklagede klageren om gældssaneringssagen, idet det samtidig oplystes, at lånets restgæld incl. en restance pr. 28. februar 1990 var 44.522,13 kr.
Den 22. august 1990 indfriede klageren kautionslånet med 48.175,22 kr.
Den 12. december 1990 afsagde skifteretten kendelse om gældssanering for kautionslånets debitor, således at dennes gæld nedsattes til 9,655%.
Ved skrivelse af 28. januar 1992 besvarede indklagede en henvendelse fra klageren angående indgåelsen af kautionsforpligtelsen og anførte, at klageren i forbindelse med, at han underskrev som kautionist, blev gjort opmærksom på risikoen ved at kautionere for den pågældende debitor.
Ved kæreskrift af 17. april 1992 påkærede klageren skifterettens kendelse bl.a. med henvisning til, at oplysningerne om klagerens regreskrav i gældssaneringssagen var fejlagtige. Ved kendelse af 11. maj 1992 afviste Østre Landsret klagerens kæremål som følge af, at kæreskriftet var modtaget efter kærefristens udløb.
Klageren har oplyst, at han frem til 6. januar 1992 har modtaget i alt 9.782,37 kr. af det indfriede lån fra debitor, således at hans krav mod kautionslånets debitor pr. 1. februar 1992 var 38.392,85 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale klageren det indbetalte kautionsbeløb med fradrag af, hvad han har modtaget fra debitor.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at kautionslånets debitor, som var hans nærmeste foresatte, i 1989 kom i økonomiske vanskeligheder, i hvilken forbindelse han ikke kunne betale terminen på sit hus og håndværkerregninger vedrørende modernisering af en lejlighed, hvorfor klageren nærmest blev truet til at kautionere for det omhandlede lån. Ved sin henvendelse hos indklagede den 13. september 1989 blev han bekendt med, at indklagede allerede havde indhentet soliditetsoplysning vedrørende ham selv. Med henvisning hertil forespurgte han indklagedes medarbejder, om man kunne give ham en tilsvarende oplysning om hans foresatte. Han fik da oplyst, at man hos indklagede betragtede debitor ikke alene som en god kunde, men også som en god betaler, der altid havde opfyldt sine forpligtelser overfor indklagede. Vedrørende debitors ejendom fik han at vide, at den formentlig kunne sælges i fri handel til en pris, der ville give debitor et vist provenu. Han fik intet oplyst om, at der var begæret tvangsauktion over ejendommen, eller om størrelsen af den gæld, debitor i forvejen havde til indklagede. Han fik blot at vide, at lånet skulle optages for at klare en midlertidig likviditetskrise. Herefter underskrev han som kautionist. Han finder, at indklagede uberettiget har gjort kautionserklæringen gældende, idet indklagede, da man modtog hans kaution, var fuldt bekendt med debitors meget alvorlige økonomiske forhold.
Indklagede har anført, at man over for debitor havde tilkendegivet, at man alene ville yde lånet mod kaution fra en absolut god kautionist, som indklagede ville orientere om risikoen. Den medarbejder, som klageren blev ekspederet af den 13. september 1989, noterede på sagen, at klageren var blevet orienteret om risikoen ved kautionsforpligtelsen, "idet [indklagede] ikke kender [debitors] økonomi". Indklagede var bekendt med, at debitor ikke fortsat skulle bebo sin hidtidige ejendom, idet kautionslånet netop skulle anvendes til indskud og istandsættelse af en lejlighed. Det er indklagedes opfattelse, at klageren ikke kunne være ubekendt med de økonomiske forhold omkring debitors faste ejendom.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende finder Ankenævnet det godtgjort, at klageren under mødet den 13. september 1989 forud for underskrivelsen af kautionserklæringen forespurgte indklagedes medarbejder om debitors økonomiske forhold, og at medarbejderen besvarede denne forespørgsel på en klart ufyldestgørende måde, idet han ikke oplyste klageren om, at debitors økonomiske situation måtte anses for meget alvorlig, herunder heller ikke om, at der var begæret tvangsauktion over debitors ejendom. Det må lægges til grund, at klageren vel var klar over, at debitor havde visse økonomiske problemer, men ikke var bekendt med tvangsauktionsbegæringen og de meget alvorlige økonomiske problemer i øvrigt.
Ankenævnet finder, at kautionserklæringen under disse omstændigheder var uforbindende for klageren. Dennes påstand tages derfor til følge, hvorved bemærkes, at kravet findes at burde forrentes som nedenfor bestemt.
Som følge heraf