Ved gældsbrev af 27. juni 1989 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klagerne et billån på 127.139 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.287 kr., første gang den 1. august 1989. Til sikkerhed modtog indklagede et løsøreejerpantebrev med pant i bilen. Af gældsbrevet fremgår, at lånet forrentes med den "af [indklagede] til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 11,5% p.a.".
I indklagedes skrivelse af 22. november 1989 meddeltes, at lånets rente pr. den 17. november samme år var hævet med 1,5%, hvilket skete med henvisning til generelle rentestigninger. Som følge heraf forhøjedes lånets ydelse fra den 1. december 1989 til 2.402 kr.
Indklagede har oplyst følgende om lånets rente siden dets etablering, idet også renten på nye billån med en tilsvarende udbetaling som i klagernes tilfælde (30%) er angivet:
Dato: Klagernes lån: Nye lån:
Indklagede ophørte med nyudlån pr. 1. januar 1993.
I foråret 1992 rettede klagerne henvendelse til indklagede om lånets rente. Henvendelsen førte til, at indklagede med virkning fra den 31. marts 1992 nedsatte lånets pålydende rente til 12,50% p.a.
Under henvisning til Ankenævnets kendelse af 18. december 1992 (sag nr. 433/1992) rettede klagerne i januar 1993 henvendelse til indklagede og anførte, at indklagede havde ladet renten på klagernes lån stige, samtidig med at man tilbød nye lån til lavere rente. Klagerne anmodede derfor indklagede om at foretage en rentekorrektion. Dette afviste indklagede.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at regulere renten på klagernes lån med tilbagevirkende kraft, således at den svarer til den rente, til hvilken indklagede til enhver tid har tilbudt nye lån på samme vilkår som klagernes.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at indklagede har pligt til at forrente klagernes lån med samme rente, som tilbydes på nye lån med en tilsvarende udbetaling som klagernes.
Indklagede har anført, at renten på klagernes lån løbende er blevet reguleret i overensstemmelse med indklagedes generelle renteændringer, som har baggrund i omkostningerne til kapitalfremskaffelse. Herudover foretoges pr. 31. marts 1992 en ekstraordinær rentenedsættelse. Indklagede finder, at Ankenævnets kendelse i sag nr. 433/1992 omhandler en anden problematik, end der er gældende for klagernes lån.
Ankenævnets bemærkninger:
Gældsbrevets bestemmelse om rentens fastsættelse giver ikke i sig selv klagerne krav på, at lånets rente skal følge renten på nye tilsvarende billån. Det fremgår af oversigten, at der ikke har været noget væsentligt misforhold mellem renten på klagernes lån og renten på nye billån, og at renten på klagernes lån i en periode efter nedsættelsen pr. 31. marts 1992 var lavere end renten på nye billån. Efter en samlet vurdering finder Ankenævnet herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage klagen til følge.
Som følge heraf