Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Vedrørende handelsdag og valørdag.

Sagsnummer: 293/2000
Dato: 13-03-2001
Ankenævn: Peter Blok, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Reinholdt, Ole Simonsen
Klageemne: Værdipapirer - afregningskurs
Ledetekst: Vedrørende handelsdag og valørdag.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes validering i forbindelse med en værdipapirhandel.

Sagens omstændigheder.

Ved telefaxskrivelse af lørdag den 11. december 1999 til indklagedes afdeling i Tåstrup afgav klageren ordre om køb af nominelt 4.000 kr. 8% obligationer i Dansk Landbrugs Realkreditfond.

I dagene 10.-13. december 1999 flyttede afdelingen til en ny adresse. På grund af flytningen blev klagerens telefax først modtaget onsdag den 15. december 1999 efter kl. 10.

Ordren blev effektueret ved fondsnota af 16. december 1999 (torsdag) til kurs 102,10 svarende til gennemsnitskursen "alle handler" kl. 15.30 samme dag med tillæg af 0,2 kurspoint. Valørdagen var 21. december 1999 (tirsdag).

Ved skrivelse af 17. december 1999 anmodede klageren bl.a. om "begrundelsen for, at valørdagen først er den 21. Det er mere end 3 bankdage efter købsordre".

Ved telefonisk henvendelse til afdelingen anmodede klageren om, at handlen blev gennemføret som oprindeligt forudsat af ham, nemlig mandag den 13. december 1999. Klageren fastholdt anmodningen, selvom kursen den 16. december 1999 var 0,1 kurspoint lavere end den 13. december 1999. For at imødekomme klageren annullerede indklagede handlen af 16. december 1999 og gennemførte en ny handel til kursen den 13. december 1999.

Ved skrivelse af 30. december 1999 beklagede indklagede de ulemper, klageren havde haft i forbindelse med flytningen af afdelingen, som medførte en forsinket effektuering af ordren. Herefter anførte indklagede bl.a.:

"I det konkrete tilfælde betød det, at kursen på Deres ordre ændrede sig i gunstig retning for Dem, og derfor gennemførte vi ordren med valør på det senere tidspunkt.

De har imidlertid på et senere tidspunkt rettet henvendelse til os på telefon, og her talt med kunderådgiver [navn], og her aftalt, at ordren skulle rettes med tilbagevirkende kraft, til det tidspunkt, hvor De forventede, at ordren skulle gennemføres.

Dette er gjort ifølge nota pr. 29. december 1999."

Af indklagedes dagældende rente- og transaktionsvilkår fremgår bl.a.:

"11. Bogføringsdag og rentedag på udvalgte transaktioner

Bogføringsdag

Rentedag

…..1.8.

Salg af fondsaktiver via[ indklagede]

Afviklingsdagen (Almindeligvis tredje bankdag efter den dag handlen er indgået)

Bogføringsdagen

…..3.5

Køb af fondsaktiver via[ indklagede]

Afviklingsdagen (Almindeligvis tredje bankdag efter den dag handlen er indgået. Bogføringen kan dog ske én dag tidligere)"

Bogføringsdagen



Af indklagedes regler for værdipapirhandel og depoter fremgår bl.a.:

"Særlige betingelser ved værdipapirhandel......- Afviklingsdagen er samtidig valørdato/rentedato"

Ved skrivelse af 27. februar 2000 anmodede klageren om overførsel af sine værdipapirer i depot hos indklagede "til depoter, de får oprettet i mit navn i de pågældende udstedende pengeinstitutter". Klageren forudsatte, at overførslen kunne ske gebyrfrit, idet en navngiven medarbejder hos indklagede havde afgivet løfte herom den 17. s.m.

Indklagede afslog efterfølgende at gennemføre overførslen uden at beregne sig gebyr herfor.

Parternes påstande.

Den 24. juli 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Han påstod indklagede tilpligtet at overføre værdipapirerne gebyrfrit og at anerkende, at den oprindelige fastsættelse af valørdagen til den 21. december 1999 var uberettiget.

Indklagede har under sagen erklæret sig indstillet på at overføre værdipapirerne gebyrfrit.

Klageren har fastholdt klagen for så vidt angår valørdatoen for værdipapirhandlen.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at fastsættelsen af valørdagen 21. december 1999 var forkert og i strid med reglerne.

Indklagede har manipuleret med valørdatoen og er trods hans anmodning af 17. decem­ber 1999 ikke fremkommet med en gyldig begrundelse herfor. Begrundelsen i skri­velsen af 30. december 1999 er usand og forudsætter, at indklagede ved no­ta­ens udskrivning den 16. december 1999 besad clairvoyante evner til at forudse kurs­ud­viklingen. Den 21. december 1999 var kursen mere fordelagtig for ham end kursen den 16. december 1999, hvilket i skrivelsen er anført som begrundelsen for, at indklagede den 16. december 1999 fastsatte valørdagen til at være den 21. december 1999 fremfor korrekt afviklingsdagen.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke foreligger nogen formueretlig tvist, der kan behandles af Ankenævnet.

Al handel med værdipapirer, der er indlagt i Værdipapircentralen, sker efter fast handelskutyme med tre bankdages leveringstid, jf. også folderen om rente- og transak­tionsvilkår og folderen om værdipapirer, handel og depoter.

Ved effektueringen af handlen den 16. december 1999 ville de indkøbte papirer først blive indlagt i klagerens depot tre bankdage senere, dvs. tirsdag den 21. december 1999.

Den i skrivelsen af 30. december 1999 omtalte nota af 29. december 1999 vedrører den handel, der efter klagerens anmodning med tilbagevirkende kraft blev gennemført den 13. december med valør den 16. december 1999.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at afvise klagen.

Ved køb og salg af værdipapirer fastsættes afregningskursen på grundlag af børskursen på handelsdagen, medens valørdagen er uden betydning for kursfastsættelsen og alene angiver afviklings- og rentedagen.

Klagerens køb af den omhandlede post obligationer blev oprindelig indgået med den 16. december 1999 som handelsdag. Under normale omstændigheder ville købet være sket med den 13. december 1999 som handelsdag, men kursudviklingen havde været til klagerens fordel, idet kursen var faldet 0,1 kurspoint fra den 13. til den 16. december 1999. Der var således den 16. december 1999 ikke tale om et forsøg på at forudse kursudviklingen frem til den 21. december 1999. Efter klagerens udtrykkelige ønske blev det første køb annulleret, således at der i stedet blev indgået et køb med den 13. december 1999 som handelsdag.

Ved det annullerede køb blev valørdagen fastsat til den 21. december 1999, og ved det endelige køb blev valørdagen fast til den 16. december 1999. I begge tilfælde blev valørdagen fastsat til 3. bankdag efter handelsdagen, hvilket er i overensstemmelse med indklagedes regler og sædvanlig praksis.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.