Pantebrevslån, løbetid, utilstrækkelig ydelsesregulering.
| Sagsnummer: | 328/1991 |
| Dato: | 30-12-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Pantebrevslån, løbetid, utilstrækkelig ydelsesregulering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 18. oktober 1976 underskrev klageren et af indklagede ydet pantebrevslån på 175.000 kr. med pant i klagerens ejendom. Ifølge pantebrevet var lånets rente p.t. 12 3/4 % p.a., og lånet afvikledes med en halvårlig ydelse hver den 11. juni og 11. december på 7,55% eller 13.212,50 kr. Af pantebrevets tekst fremgik endvidere:
"Ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres ydelsen tilsvarende."
Klageren har oplyst, at han ved lånets etablering betingede sig, at lånet skulle være tilbagebetalt, når han den 12. september 1991 fyldte 67 år. Klageren har endvidere oplyst, at han, efter at lånet havde løbet et par år, bad indklagede om at kontrollere, om lånet ville være afviklet som af ham ønsket, og han fik i den forbindelse oplyst, at der ikke var problemer. I 1982 i forbindelse med optagelse af et andet lån anmodede han igen indklagede om at undersøge, om ydelsen var korrekt beregnet, og indklagede oplyste, at alt var som det skulle være. Også i 1985 fik klageren tilsvarende oplysning om lånets afviklingstid.
I marts 1991 henvendte sig klageren påny om lånets afvikling, og indklagede oplyste herefter i skrivelse af 12. april 1991, at lånet med uændret rente ville være indfriet pr. 9. april 1995. Efter en yderligere korrespondance mellem klageren og indklagede om en mulig afvikling af lånet indfriede klageren herefter lånet den 21. maj 1991, hvor restgælden var 83.312,76 kr. incl. renter.
Indklagede har oplyst, at ud fra en rente på 12 3/4 %, er løbetiden korrekt beregnet til 15 år, dog at en løbetid på præcis 15 år ville medføre en halvårlig ydelsesprocent på 7,5588%. Ydelsen på lånet er løbende reguleret som følge af ændringer i den variable rente; dog er ydelsen ikke reguleret i fuldt omfang i en højrenteperiode i årene omkring 1980, hvilket er årsagen til forlængelsen af lånets løbetid.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale en ikke nærmere specificeret del af indfrielsesbeløbet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han ved lånets etablering betingede sig, at lånet skulle være tilbagebetalt, når han fyldte 67 år. Indklagede burde have underrettet klageren om, at den manglende regulering af ydelsen ville medføre, at lånets løbetid ville blive forlænget. Hertil kommer, at klageren flere gange har opfordret indklagede til at se nærmere på, om ydelsen var korrekt beregnet og flere gange fik oplyst, at alt var i orden.
Indklagede har anført, at klageren ikke har lidt noget tab som følge af forlængelsen af lånets løbetid, idet klageren har opnået en likviditetslettelse, som modsvarer løbetidsforlængelsen. Likviditetslettelsen har klageren kunnet anvende til f.eks. opsparing. Klageren har i øvrigt ved fremsendte opkrævninger kunnet konstatere, at den forhøjede rente på lånet ikke medførte en tilsvarende forholdsmæssig forhøjelse af ydelsen, således at løbetiden blev fastholdt. Det har ikke været muligt for indklagede at få bekræftet klagerens henvendelse til medarbejdere hos indklagede om lånets ydelse, idet disse medarbejdere ikke længere er ansat hos indklagede. Klageren burde, når løbetiden var ganske afgørende for ham, skriftligt have forlangt, at lånets løbetid nøje blev overholdt. Klageren må ved passivitet anses for at have accepteret, at ydelsen på lånet ikke blev reguleret i fuldt omfang.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ubestridt, at det ved lånets oprettelse i oktober 1976 blev aftalt, at lånets løbetid skulle være 15 år. Bestemmelsen i pantebrevet om, at ydelsen ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres tilsvarende, må forstås således, at indklagede har tilsikret klageren, at løbetiden i hvert fald i det væsentlige ville blive fastholdt uanset renteændringer. Ankenævnet finder derfor, at indklagede begik en fejl ved uden klagerens samtykke gennem en periode at undlade at forhøje ydelsen svarende til renteforhøjelsen med den konsekvens, at løbetiden blev forlænget med flere år.
Ankenævnet finder i overensstemmelse med klagerens forklaring at måtte lægge til grund, at klageren gentagne gange har rettet henvendelse til indklagede med forespørgsel om, hvorvidt ydelsen var korrekt beregnet, og hver gang har fået et bekræftende svar. Der findes ikke at være grundlag for at fastslå, at klageren desuagtet burde have indset, at ydelsen ikke var blevet reguleret i tilstrækkeligt omfang.
4 medlemmer - Peter Blok, Bjørn Bogason, Søren Geckler og Peter Møgelvang-Hansen - udtaler herefter:
Vi finder, at klageren efter det anførte har krav på at blive stillet, som om lånet var afviklet efter 15 år, således at sidste ydelse skulle betales den 11. december 1991. Da klageren har indfriet pantebrevet den 21. maj 1991, stemmer vi for at tage klagen til følge som nedenfor bestemt.
1 medlem - Allan Pedersen - udtaler:
Jeg finder ikke, at klageren har lidt noget tab ved, at der er sket en langsommere afvikling af gælden end aftalt, og stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf