Afgørelse

Pantsætters krav om ændring af det pantsatte engagement.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav om ændring af en kassekredit, for hvilken klageren i forbindelse med en bodeling stillede pant, herunder krav om ombytning af pantet.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med en bodeling i 1992 påtog klageren sig at stille sikkerhed for en driftskredit ydet af indklagede til klagerens tidligere ægtefælle M samt at kautionere for et lån på 200.000 kr. til M.

Af kreditkontrakt underskrevet i august 1992 af M fremgår, at maksimum på M's kredit hos indklagede blev nedsat med 50.000 kr. til 450.000 kr. Af kreditten fremgår i øvrigt:

"Kreditten er løbende indtil videre. Kredittens maksimum tages op til genforhandling hvert år i forbindelse med, at evt. årsregnskab samt budgetmateriale for efterfølgende driftsår foreligger, dog senest 7 måneder efter regnskabsårets afslutning."

Klageren underskrev omkring samme tidspunkt pantsætningsdokument, hvorefter hun pantsatte effekterne i et nærmere angivet depot til sikkerhed for opfyldelsen af, hvad M til enhver tid måtte blive indklagede skyldig vedrørende sin driftskredit.

I august 1997 underskrev klageren pantsætningsdokument, hvorefter 2.877 stk. Uni-Invest Danbonds blev stillet til sikkerhed for M's forpligtelser i henhold til driftskreditten, hvis maksimum da var 400.000 kr.

I september 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede med anmodning om, at der blev indgået en afviklingsaftale for M's kassekredit, idet hun ikke fandt det rimeligt, at der ikke skete en almindelig nedskrivning af forpligtelser/risici i forhold til kreditten.

Klageren anmodede samtidig om at de pantsatte investeringsforeningsbeviser blev ombyttet med et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i hendes ejendom, hvis handelsværdi hun anslog til omkring 900.000 kr. Ved skrivelse af 13. samme måned meddelte indklagede, at der ikke havde været drøftet en afvikling af M's kredit. Indklagede afviste klagerens ønske om ombytning af investeringsforeningsbeviserne med et ejerpantebrev.

I juni 2002 fremsendte klagerens pengeinstitut på foranledning af klageren en bankgaranti til indklagede på 300.000 kr. på betingelse af, at investeringsforeningsbeviserne, hvis kursværdi var ca. 296.000 kr., blev udleveret. Garantien ville blive nedskrevet med månedligt 3.200 kr. første gang 1. november 2002, idet pengeinstituttet henviste til, at det i sin tid ydede erhvervslån på 200.000 kr. ville være indfriet pr. 1. oktober 2002. Indklagede afviste at modtage garantien, som blev returneret.

Parternes påstande.

Klageren har den 29. juli 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive hendes investeringsforeningsbeviser mod at modtage pant i hendes private ejendom, alternativt en garanti fra hendes pengeinstitut. Indklagede skal endvidere indgå en afdragsordning vedrørende kassekreditten.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ikke var bekendt med, at driftskreditten på oprettelsestidspunktet var uden afviklingsordning. Af kassekreditkontrakten fremgik endvidere, at kreditten netop blev nedskrevet med 50.000 kr.

Af kreditkontrakten fremgår, at denne er løbende indtil videre, men at den tages op genforhandling årligt, hvorfor hun forventede, at der ville ske en nedtrapning af maksimum.

På tidspunktet for dokumenternes udfærdigelse var hun dybt ulykkelig og alvorligt syg som følge af skilsmissen. Hun var nok ikke i stand til at bedømme, hvad hun skrev under på, men stolede på, hvad den daværende direktør hos indklagede forklarede om papirerne. Hun mener klart, at denne nævnte, at kautionen ville være helt udløbet om 10 år også for kassekreditten.

Havde hun været ved sine fulde fem eller omhyggeligt fået forklaret, at sikkerhedsstillelsen løb for livstid, ville hun ikke være indgået herpå.

Hun finder det rimeligt, at indklagede frigiver den aktuelle sikkerhed mod at modtage pant i hendes private ejendom, ligesom indklagede bør foranledige, at der indgås aftale om afvikling af kassekreditten.

Hun rettede i 1997 henvendelse til sin advokat med henblik på at komme ud af sikkerhedsstillelsen. Advokaten henledte opmærksomheden på, at hun kunne opsige sin sikkerhedsstillelse, men frarådede dette.

Indklagede har anført, at klageren på oprettelsestidspunktet var bekendt med, at driftskreditten ikke havde en afviklingsordning.

Man har ikke anset de af klageren forslåede sikkerhedsstillelser henholdsvis pant i sommerhus/bankgaranti for tilfredsstillende sammenlignet med den nuværende sikkerhedstillelses betingelser.

Indklagede kan ikke disponere eller afvikle driftsgarantikreditten uden M's accept, og derfor fastholdes de nuværende betingelser for sikkerhedsstillelsen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at klageren ikke er bundet af aftalen om sikkerhedsstillelse for M's kassekredit. Det bemærkes herved, at klageren i 1997 underskrev fornyet dokument om sikkerstillelsen.

Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at acceptere en ombytning af den nuværende sikkerhedstillelse med et ejerpantebrev i klagerens faste ejendom. Ankenævnet kan heller ikke pålægge indklagede at fastsætte en afviklingsordning for M's kassekredit, således at dennes maksimum nedskrives.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.