Afvist for så vidt angår spørgsmål om arrest.
| Sagsnummer: | 33 /1989 |
| Dato: | 12-04-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
|
| Ledetekst: | Afvist for så vidt angår spørgsmål om arrest. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indtil foråret 1987 havde klagerne i indklagedes Rødding afdeling et engagement, som omfattede et billån, en kassekredit, yderligere et mindre lån samt diverse indlånskonti. Ved skrivelse af 17. februar 1987 anmodede afdelingen i anledning af tidligere forgæves rykkere for inddækning af overtræk på kassekreditten klagerne om at indfri denne inden 30 dage. Det anførtes i skrivelsen endvidere, at de to øvrige udlån var i restance med en måned. Dette var ifølge dokumenternes tekst misligholdelse, hvorfor gælden var forfalden til omgående betaling.
Ved skrivelse af 5. marts 1987 anmodede afdelingen klagerne om at indfri lånene og kassekreditten inden 14 dage.
Den 20. marts 1987 blev der af fogedretten i Rødding foretaget arrest for mellemværendet i aktiver tilhørende begge klagerne.
Ved skrivelse af 16. juni 1987 indbragte klagernes advokat sagen for Tilsynet med banker og sparekasser (nu Finanstilsynet), idet det gjordes gældende, at indklagede i forbindelse med afviklingen af engagementet havde handlet i strid med god sparekassepraksis, jf. bank og sparekasselovens § 1, stk. 6. Det anførtes i skrivelsen, at der på klagernes løn- og plankonti hos indklagede i februar 1987 indestod ca. 35.000 kr., at kassekreditten ikke var trukket til maksimum på det pågældende tidspunkt, og at det øvrige engagement - der udgjordes af et billån - ikke var aktuelt misligholdt. I februar 1987 foretog indklagede modregning i indeståenderne på løn- og plankonti med kassekreditsaldoen uden dog at give klagerne underretning herom. Klagerne fik først underretning om den foretagne modregning efter flere gange at have henvendt sig til indklagede. Under et møde i anledning af den af indklagede ved skrivelse af 5. marts 1987 meddelte op sigelse af klagernes engagement aftaltes det, at spørgsmålet om afvikling af klagernes engagement skulle stilles i bero, efter at klagerne havde tilbudt at lade indklagede hjemtage et om- og tilbygningslån på 52.000 kr., for hvilket der forelå lånetilbud afgivet af en kreditforening. På trods heraf blev det samlede engagement ved skrivelse af 13. marts 1987 taget til inkasso af indklagedes advokat. Inkassationen var rettet mod begge klagere for hele mellemværendet på trods af, at den ene af klagerne kun hæftede for kassekreditten, som udgjorde ca. 17.000 kr. af den samlede gæld. Det blev i klagernes skrivelse til Tilsynet gjort gældende, at indklagede intet grundlag havde for at opsige engagementet, at indklagede burde have givet meddelelse om de skete modregninger, at indklagede burde have afventet indfrielsesfristens udløb forinden sagens overgivelse til inkasso, og at indklagede i hvert fald burde have afventet hjemtagelse af kreditforeningslånet i overensstemmelse med aftalen på mødet den 12. marts 1987.
Ved skrivelse af 24. juli 1987 til tilsynet oplyste indklagede, at klagernes kassekredit ved opsigelsen den 17. februar 1987 var overtrukket, og at de to øvrige lån, for hvilket kun den ene af klagerne var debitor, på opsigelsestidspunktet var i restance. Indklagede beklagede, at man ikke havde givet underretning om den skete modregning. Med hensyn til spørgsmålet om hjemtagelse af kreditforeningslånet oplyste indklagede, at forudsætningen for, at afviklingen af klagernes engagement var stillet i bero, var, at indklagede fik bekræftet lånetilbuddet og fik meddelt fuldmagt til at hjemtage lånet. Kreditforeningen bekræftede samme dag, at der verserede en lånesag, men meddelte dagen efter telefonisk, at klageren havde tilbagekaldt lånesagen i relation til indklagede. Da der således ikke længere var grundlag for at afvente hjemtagelsen af kreditforeningslånet, overgav indklagede engagementet til inkasso.
Ved skrivelse af 7. marts 1988 udtalte Finanstilsynet, at man ikke fandt grundlag for at antage, at indklagede havde handlet i strid med god pengeinstitutpraksis, idet det dog bemærkedes, at Tilsynet var enig i, at indklagede burde have givet klagerne meddelelse om den foretagne modregning. Tilsynet bemærkede endvidere, at man ikke kunne tage stilling til spørgsmålet om omfanget af den foretagne arrest.
Ved skrivelse af 11. marts 1988 indbragte klagerne Finanstilsynets afgørelse for Industriministeriets Erhvervsankenævn, idet man oplyste, at der havde været indgået aftale med indklagede om, at der skulle overføres ydelser til de to nævnte udlånskonti, som ifølge indklagedes oplysninger var i overtræk. Såfremt denne aftale var blevet overholdt, ville lånene ikke have været i restance.
Ved skrivelse af 8. juni 1988 til Erhvervsankenævnet oplyste indklagede, at der ikke på noget tidspunkt havde været indgået aftale med klagerne om overførsel til kassekreditten. Der havde derimod været indgået aftaler med klagerne om automatisk overførsel af de månedlige ydelser på klagernes billån og det mindre udlån. Da der imidlertid på overførselstidspunktet ikke var - dækning på den konto, der skulle debiteres for. de to beløb, havde indklagede efterfølgende annulleret de indgåede overførselsaftaler, idet man mundtligt havde givet klagerne meddelelse herom.
Efter brevveksling med Erhvervsankenævnet har klagerne frafaldet indbringelsen af sagen for dette nævn og har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 25.000 kr. for tort, ulempe og tidsspilde i forbindelse med indklagedes undladelse af at overholde de indgåede aftaler og den retsforfølgning, som klagerne har været udsat for i denne anledning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har til støtte for den nedlagte påstand henvist til de synspunkter, som har været fremført i den med Tilsynet med banker og sparekasser (nu Finanstilsynet) og Industriministeriets Erhvervsankenævn førte brevveksling.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand bestridt at have udvist erstatningspådragende adfærd og har gjort gældende, at der ikke foreligger dokumentation for et tab, svarende til det fremsatte erstatningskrav. Indklagede har i øvrigt henholdt sig til de overfor Tilsynet med banker og sparekasser (nu Finanstilsynet) og Industriministeriets Erhvervsankenævn fremførte synspunkter.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet kan ikke tage stilling til spørgsmålet om lovligheden af den foretagne arrest, idet dette spørgsmål skal afgøres under arrestsagen.
For så vidt angår klagens øvrige punkter findes det ikke godtgjort, at der foreligger forhold, som kan pådrage indklagede erstatningsansvar.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle spørgsmålet om lovligheden af den af indklagede hos klagerne foretagne arrest. Den indgivne klage i øvrigt tages ikke til følge.