Afgørelse

Personlig fordring. Passivitet. Regulering af afdragsordning.

Klager 1’s ejendom gik i februar 1991 på tvangsauktion. Det indklagede realkreditinstituts fordring var – inklusive foranstående lån – på tvangsauktionen opgjort til i alt 420.860 kr. Ejendommen blev på tvangsauktionen overtaget af en liebhaver for et bud på 165.000 kr. Instituttets fordring forblev i sin helhed udækket. Klager 1 erhvervede i maj 1993 en ny ejendom. Instituttet gjorde i august 1995 en personlig fordring på 83.637 kr. gældende over for klager 1. I juni 1996 optog klager 1 et lån på 480.000 kr. hos instituttet. I august 1997 og igen i februar 1998 fremsendte instituttet en erindringsskrivelse til klager 1 vedrørende den personlige fordring. I januar 1999 fremsendte instituttets inkassoadvokat et tilbud til klager 1 om betaling af 1.000 kr. pr. måned i 5 år. Rentetilskrivningen ville i givet fald blive sat i bero, således at der i alt skulle betales 60.000 kr. Klager 1 tiltrådte i januar 1999 afdragsordningen. Afdragsordningen var efterfølgende flere gange til drøftelse som følge af ændrede indtægtsforhold hos klagerne, hvilket resulterede i midlertidige nedsættelser af afdragene og henstand. Klagerne anmodede i april 2002 instituttet om en permanent ændring af afviklingsaftalen, idet den ene af klagerne var blevet arbejdsløs og ikke havde udsigt til at komme i arbejde igen. Instituttet afviste at ændre på afviklingsordningen.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod dem, subsidiært at det månedlige afdrag i henhold til afviklingsordningen skulle nedsættes. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke, at instituttet under forløbet efter tvangsauktionen ved passivitet eller på anden måde havde afskåret sig fra at gøre en fordring gældende. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at den indgåede afdragsordning og administrationen heraf kunne anses for urimelig over for klagerne. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.