Indfrielse. Ekspeditionstid. Rådgivning.
| Sagsnummer: | 20911129/2009 |
| Dato: | 31-03-2010 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Maria Hyldahl (2 stemmer, jf. nævnsvedtægternes § 14, stk. 1), Jes Zander Brinch og Lars K. Madsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - øvrige spørgsmål
Indfrielse - frist Ekspedition - tidsforløb |
| Ledetekst: | Indfrielse. Ekspeditionstid. Rådgivning. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Klageren havde i sin ejendom et lån til det indklagede realkreditinstitut på oprindelig 621.000 kr. Instituttet fremsendte den 23. juli 2009 tilbud til klageren om delvis obligationsindfrielse beregnet ud fra et kontant indfrielsesbeløb på 300.000 kr. Af indfrielsestilbuddet fremgik det, at obligationsrestgælden efter nedbringelsen var beregnet til 319.302 kr. Tilbuddet var gyldigt fra den 23. juli til den 31. juli 2009. Det fremgik endvidere af det fremsendte, klageren skulle udfylde og returnere et meddelelsesbrev om indfrielsen, som inden for tilbudsfristen skulle være instituttet i hænde sammen med indfrielsesbeløbet. Instituttet fremsendte den 7. august 2009 en kvittering til klageren på den delvise indfrielse. Heraf fremgik det, at obligationsrestgælden efter nedbringelsen udgjorde 325.947 kr. Klageren protesterede både over for realkreditinstituttet og sit pengeinstitut over resultatet af lånenedbringelsen. Begge institutter afviste at have begået fejl – realkreditinstituttet med henvisning til, at der ikke var modtaget meddelelse om indfrielsen inden for tilbudsfristen, og at indfrielsesbeløbet først var modtaget den 3. august 2009. Da kurserne var steget, var indfrielsen blev lidt dyrere, hvilket betød, at restgælden efter nedbringelsen af lånet var større end anslået i det oprindelige tilbud.
.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle beregne restgælden på hendes lån i overensstemmelse med indfrielsestilbuddet af 23. juli 2009. Instituttet påstod frifindelse.
Som sagen var oplyst, lagde Nævnet til grund, at instituttet ikke havde modtaget meddelelse om indfrielsen inden for tilbudsfristen. Instituttet havde således ikke været forpligtet til at indfri i overensstemmelse med tilbuddet af 23. juli 2009. Nævnet frifandt derfor instituttet.