Afgørelse

Finansiering af ejendomskøb. Opsigelse af kassekredit. Modregning. Spærring af Visa/dankort.

Sagsnummer:	432 /1999
Dato:	21-12-2000
Ankenævn:	Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:	Fuldmagt - øvrige spørgsmål Udlån - øvrige spørgsmål Kassekredit - opsigelse
Ledetekst:	Finansiering af ejendomskøb. Opsigelse af kassekredit. Modregning. Spærring af Visa/dankort.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører en række dispositioner i forbindelse med klagernes engagement, herunder bl.a. spørgsmål vedrørende finansiering af et ejendomskøb, opsigelse af en kassekredit, modregning og spærring af betalingskort.

Indledende sagsfremstilling.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H, der er født i henholdsvis 1941 og 1942 og deres døtre A og B, der er født i henholdsvis 1977 og 1969.

I 1996 var B kunde i indklagedes Birkerød afdeling. Engagementet bestod bl.a. af en lønkonto (-9599), et værdipapirdepot (-4722) og en konto (-4913), der fungerede som afkastkonto for depotet. M fik fuldmagt til afkastkontoen ved fuldmagtserklæring underskrevet af B den 10. april 1996.

B er ejer af en fast ejendom, der tjener som bopæl for M og H.

M, H og A blev kunder i indklagedes Holte afdeling i 1997. M's og H's engagement bestod af en kapitalpension for hver, og A's engagement bestod af en lønkonto og en indlånskonto. M og H var i 1994 gået konkurs, hvilket indklagede var bekendt med ved etableringen af engagementet.

I august 1997 udstedte indklagede til M et MasterCard tilknyttet en MasterCardkonto (-0959) med et kreditmaksimum på 30.000 kr. Trækket på MasterCardkontoen skulle inddækkes ved overførsler fra afkastkontoen (-4913), hvorpå B var kontohaver. Til sikkerhed for kreditten fik indklagede pant i B's værdipapirdepot (-4722). Pantet bortfaldt den 26. oktober 1998, hvor depotet udgik, og provenuet blev stillet til B's fri disposition.

I 1998 købte A og dennes daværende samlever, S, en fast ejendom (rækkehus), som blev finansieret ved et boliglån ydet af indklagede og et realkreditlån ydet af Danske Kredit, der er koncernforbundet med indklagede. Til sikkerhed for boliglånet fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 150.000 kr. i ejendommen. Senere samme år blev samlivet ophævet, og det blev derfor besluttet at sælge rækkehuset. Den 15. november 1998 underskrev A og S en aftale om deling af deres fælles ejendele. Af aftalen fremgår bl.a.:

"Dags dato er det aftalt mellem parterne, at bofællesskabet ophører.

Den i lige sameje ejede ejendom, beliggende [adresse] overdrages til A mod at [S's] kontante indskud kr. 43.500,- refunderes.

................

Til brug for salget underskriver [S] uigenkaldelig fuldmagt, således at salg kan ske i fri handel ..................

....

..............

Straks efter at underskrift på nærværende aftale samt fuldmagten, kan refunderingen af beløbet kr. 43.500,- finde sted, hvilket sker gennem [indklagede] i Holte, att. [navn]. [A] er indforstået med, at refunderingen straks foretages eller såfremt [indklagede] måtte ønske det, i forbindelse med salget.

.............

Parterne har herefter ikke nogen form for krav på hinanden, dog er det aftalt, at havemøbler afhændes til købspris og det derved indkomne beløb deles ligeligt."

Ved skrivelse af 17. november 1998 fremsendte M en kopi af aftalen mellem A og S og en fuldmagt underskrevet af S til indklagede. Af skrivelsen fremgår:

"Jeg vedlægger yderligere én fuldmagt som [S] skal underskrive hos jer, således at denne kan forsynes med korrekte vitterlighedspåtegninger.

Det juridiske herefter er, at begge ejer hæfter indtil ejendommen er videresolgt som om intet var sket.

Der er alene sikret, at ejendommen kan afhændes uden [S's] yderligere indblanding og der er aftalt det økonomiske mellem parterne, herunder at [S] skal betale korrekt indtil hans fraflytning.

I alt tror jeg, at [S] skal betale omkring 18.000 ind på byggekontoen."

Den 19. november 1998 underskrev S hos indklagede en uigenkaldelig fuldmagt, hvorefter han gav A fuldmagt til på hans vegne at underskrive alle dokumenter vedrørende rækkehuset og til at modtage og kvittere for et ethvert provenu, som et salg måtte indbringe, "idet bemærkes, at et sådant provenu ubeskåret tilfalder: (A) eller ordre".

Ved skrivelse af 19. november 1998 meddelte indklagede M, at samleveren havde underskrevet den uigenkaldelige fuldmagt. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:

"[S] er indforstået med, at han først får sit tilgodehavende, når huset er solgt. [S] har indsat diverse beløb på budgetkontoen - og vi har herefter slettet hans overførsel til budgetkontoen. [S] er ligeledes bekendt med, at han stadig hæfter over for banken på boliglån og DanskeKreditlån indtil huset er solgt."

Rækkehuset blev solgt med overtagelse den 1. maj 1999.

Ved skrivelse af 31. december 1998 rettede M henvendelse til indklagede med anmodning om en kredit til betaling af bl.a. terminsydelse og ejendomsskat. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"Den primære grund hertil er, at jeg er så langt med mine økonomiske problemer, at der må komme en afslutning her i de første måneder af det nye år.

Herudover får vi tilført penge når [rækkehuset] er solgt, vi har en bil vi ikke har brug for det skal sælges, ligeso vi har aktier nok til at klare os for i 1999 uden at skulle tage af kapitalpensionen.

Vi vil derfor meget gerne låne det nødvendige - også til betaling af vedlagte ejendomsskat - således at problemet udskydes indtil f.eks. 1.5.

Måtte du ønske sikkerhed kan du få [B's ejendom/M og H's bopæl], der alene er belånt med RD-lån."

Primo 1999 bevilgede indklagede M og H en kassekredit på 170.000 kr. Kreditten var gældende "indtil videre". B påtog sig selvskyldnerkaution for kreditten.

Parternes påstande.

Den 29. oktober 1999 har klagerne indbragt følgende tre forhold (I, II og III) for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Klagerne har endvidere stillet 19 spørgsmål til Ankenævnet, bl.a. om indklagedes handlemåde i forbindelse med nærmere angivne forhold har været i overensstemmelse med god og redelig pengeinstitutpraksis.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens omstændigheder og parternes argumenter opdelt i I, II og III:

I

Den 23. april 1999 deponerede køberen af rækkehuset 380.553 kr., som blev indsat på en skødedeponeringskonto (-9116) i A's navn. Af deponeringen blev 195.850,34 kr. samme dag anvendt til indfrielse af A's og S's boliglån hos indklagede. Endvidere kvitterede indklagede ejerpantebrevet på 150.000 kr. til aflysning af tingbogen.

Ved telefaxskrivelse af 26. april 1999 anmodede M om kreditgodkendelse i Danske Kredit for A med henblik på dennes køb af en ejerlejlighed. Salgsopstillingen for ejerlejligheden var vedlagt telefaxskrivelsen.

På baggrund af en telefonsamtale samme dag mellem M og en medarbejder hos indklagede, der ikke var familiens sædvanlige rådgiver, fremsendte indklagede et betinget lånetilbud på et lån i DanskeKredit på 353.000 kr., pantebrev til DanskeKredit og en økonomiberegning baseret på oplysningerne i salgsopstillingen. Af økonomiberegningen fremgik, at A's rådighedsbeløb pr. måned det første år ville blive 3.288 kr. Af indklagedes fremsendelsesskrivelse til M fremgår bl.a.:

"For at vi kan komme videre med sagen, skal vi bruge årsopgørelse fra 1998 fra skattevæsenet, underskrevet købsaftale, restgældsoplysninger samt tingbogsattest."

Klagerne har anført, at indklagede under telefonsamtalen kreditgodkendte A og tilbød en boligvedligeholdelseskredit til indfrielse af sælgerpantebrevet. Da boligvedligeholdelseskreditten kunne henstå i 5 år uden afdrag, ville rådighedsbeløbet blive forbedret en smule. I tillid til finansieringstilsagnet, herunder indklagedes ønske om at få indleveret den endelige købsaftale i underskrevet stand, meddelte M ejendomsmægleren, at A kunne og ville købe lejligheden. Det bestrides, at det blev nævnt, at DanskeKredit muligvis ville kræve kaution fra M. Konkursramte accepteres sædvanligvis ikke som kautionister.

Indklagede har anført, at det bestrides, at man gav tilsagn om finansiering af handlen. Under samtalen gennemgik man de mulige finansieringsmodeller, herunder muligheden for en boligvedligeholdelseskredit. Da rådighedsbeløbet var forholdsvis beskedent, blev M gjort opmærksom på, at DanskeKredit muligvis ville kræve kaution fra M på DanskeKreditlånet. Da medarbejderen ikke var M's sædvanlige rådgiver, var hun ikke bekendt med dennes økonomiske situation.

Ved købsaftale underskrevet af A den 27. april 1999 og af sælger den 28. april 1999 købte A ejerlejligheden. Ved allonge af 9. maj 1999 accepterede A at overtagelsesdagen blev rykket fra den 1. til den 14. juni 1999.

Ved skrivelse af 9. maj 1999 fremsendte M købsaftalen til indklagede. M fremsendte endvidere den seneste lønopgørelse for A med forespørgsel om, hvorvidt dette var tilstrækkeligt, idet årsopgørelsen befandt sig i en flyttekasse. M oplyste endvidere bl.a., at Danske Kredit kunne besigtige lejligheden efter aftale med ejendomsmægleren.

Den 26. maj 1999 blev der afholdt et møde mellem M og indklagede, hvor der blev drøftet flere forhold. Indklagede har oplyst, at M til mødet medbragte en kopi af A's årsopgørelse, og at man den 31. maj 1999 fremsendte kreditindstillingen til DanskeKredit.

Ejendomsmægleren i ejerlejlighedshandlen har i en skrivelse af 1. juli 1999 til M anført, at han den 27. maj 1999 kontaktede indklagedes Holte afdeling, hvor han fik bekræftet, at alle forbehold i lånetilbuddet var slettet. Indklagede har bestridt, at man over for ejendomsmægleren har tilkendegivet, at forbeholdene var slettede.

Den 31. maj 1999 overførte indklagede 29.140,91 kr. og 15.000 kr. fra skødedeponeringskontoen til henholdsvis A's budgetkonto og A's lønkonto. Endvidere blev der overført 96.691,75 kr. til M's og H's kassekredit, hvorfor saldoen på skødedeponeringskontoen var 43.500 kr.

Den 2. juni 1999 afslog Danske Kredit at yde lån.

Ved skrivelse af 8. juni 1999 til M bekræftede indklagede "tidligere telefonisk meddelt afslag" på ansøgningen om ejerskiftelån i Danske Kredit.

Ved telefaxskrivelse af 11. juni 1999 meddelte M, at Realkredit Danmark havde givet tilsagn om et ejerskiftelån. M anmodede derfor indklagede om straks at foranledige "den tilbudte boligvedligeholdelseskredit" etableret.

Klagerne har anført, at indklagede samme dag telefonisk meddelte, at skrivelsen af 8. juni 1999 også var at betragte som en tilbagekaldelse af den tidligere tilbudte boligvedligeholdelseskredit. Indklagede har bestridt, at man på noget tidspunkt har givet tilsagn om en boligvedligeholdelseskredit og har anført, at man den 11. juni 1999 afslog at etablere kreditten i konsekvens af, at Danske Kredit ikke skulle finansiere købet af lejligheden.

Det lykkedes A at finansiere restkøbesummen i ejerlejlighedskøbet bl.a. ved optagelse af et lån på 75.305 kr. i et andet pengeinstitut. Til sikkerhed for lånet blev der etableret et ejerpantebrev i lejligheden på 75.000 kr.

Ved skrivelse af 17. juni 1999 til indklagede gjorde A gældende, at indklagede havde bragt hende i en uoverskuelig situation ved uberettiget at tilbagekalde den tilbudte finansiering og ved at have overført 96.691,75 kr. fra skødedeponeringskontoen til M's og H's kassekredit. A anførte endvidere, at der i henhold til en refusionsopgørelse udarbejdet af M skulle fremsendes 16.259,35 kr. til S til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet mellem dem. A bad endvidere indklagede om at fremsende 821 kr. til køberen af rækkehuset i henhold til refusionsopgørelse.

Ved skrivelse af 2. juli 1999 meddelte indklagede A, at hendes krav om tilbageførsel af de 96.691,75 kr. ikke kunne imødekommes "da vi har haft en helt klar aftale med din far, som jo har fuldmagt til dine konti og som vi hele tiden har været bekendt med skulle have overført "overskud" fra handlen". Afdelingen afventede fortsat en afklaring vedrørende saldoen på skødekontoen, som udgjorde 43.500 kr. A's lønkonto og budgetkonto var i overtræk med henholdsvis 308,94 kr. og 248,19 kr. Til delvis inddækning af overtrækket modregnede indklagede i indeståendet på A's indlånskonto, der udgjorde 483,64 kr. På baggrund af overtrækket, og idet A's løn ikke var indgået på lønkontoen, spærrede indklagede A's Visa/dankort.

Den 7. juli 1999 udbetalte indklagede indeståendet på skødedeponeringskontoen på 43.500 kr. til S.

Den 26. juli 1999 blev der afholdt et møde mellem M og indklagede vedrørende primært M og H's kassekredit. Samme dag overførte indklagede 96.691,75 kr. fra kassekreditten til A's lønkonto.

Klagerne har anført, at indklagede uberettiget tilbagekaldte tilsagnet om at finansiere A's lejlighedskøb. Indklagede burde i hvert fald have meddelt afslaget på et langt tidligere tidspunkt, således at hun havde haft mulighed for at træde tilbage fra handlen uden at pådrage sig ansvar over for sælger. Som følge af tilbagekaldelsen af finansieringen og overførslen af de 96.691,75 kr. til M og H's kassekredit blev A påført unødige finansieringsomkostninger i forbindelse med købet af ejerlejligheden. Indklagede bør erstatte disse omkostninger.

Indklagede bør endvidere erstatte A's tab som følge af, at ejerpantebrevet, som lå til sikkerhed for boliglånet, blev aflyst i forbindelse med salget af rækkehuset. Aflysningen skete uden hendes accept.

Vedrørende de 96.691,75 kr. har A lidt et rentetab i perioden 31. maj - 26. juli 1999, idet indklagede ved tilbageførslen ikke lod rente af beløbet følge med. Indklagede bør erstatte dette rentetab.

A alene var berettiget til at disponere over provenuet ved salget af rækkehuset. Hun var derfor også berettiget til at modregne sit tilgodehavende hos S i forbindelse med udbetalingen af de 43.500 kr. Indklagede blev allerede ved skrivelsen af 17. november 1998 gjort opmærksom på, at der skulle modregnes i de 43.500 kr. i det omfang S ikke indbetalte, hvad han skulle, på budgetkontoen. Ved skrivelsen af 17. juni 1999 fik indklagede ordre om at begrænse udbetalingen til S til 16.259,35 kr. Da indklagede trods denne ordre overførte 43.500 kr., har hun lidt et tab på 27.240,65 kr. (43.500 kr. - 16.259,35 kr.), hvilket beløb indklagede bør erstatte. Indklagede burde i hvert fald have ladet beløbet deponere, indtil en eventuel retslig afklaring havde fundet sted.

Spærringen af Visa/dankortet den 2. juli 1999 var uberettiget. A var ikke bekendt med, at hendes løn ikke indgik på kontoen, og hun havde ikke modtaget kontoudskrifter, der udviste overtræk. Tværtimod havde hun to uger forinden anmodet om overførsel af de 96.691,75 kr. til kontoen. Indklagede bør godtgøre hende omkostningen ved udstedelsen af Visa/dankortet, som hun nu ikke har mulighed for at anvende.

Indklagede har anført, at man ikke på noget tidspunkt har givet tilsagn om finansiering af ejerlejlighedskøbet. Den ekspederende medarbejder erindrer ikke klart de samtaler, der var mellem M og medarbejderen i perioden 10. maj - 4. juni 1999, men medarbejderen er af den overbevisning, at hun over for M tilkendegav, at man ikke var i stand til at komme videre med sagen, før man havde modtaget årsopgørelsen for 1998. Denne blev først modtaget i forbindelse med mødet den 26. maj 1999. Der er ikke grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre eventuelle prisdifferencer som følge af, at A, efter at have fået afslag på boligfinansiering hos indklagede, søgte finansiering andet steds.

Overførselen af de 96.691,75 kr. skete på baggrund af, at M adskillige gange havde orienteret om, at han skulle honoreres for sin arbejdsindsats i forbindelse med en renovering af rækkehuset i form af udbetaling af provenuet fra ejendomshandlen. Man var af den opfattelse, at A var indforstået hermed. Al kommunikation mellem A og indklagede foregik gennem M.

Under mødet den 26. juli 1999 blev der indgået aftale med M om, at der skulle tilbageføres 96.691,75 kr. til A. Beløbets forrentning er et mellemværende mellem A og M.

På grundlag af aftalen mellem A og S af 15. november 1998, der var overgivet til indklagede med henblik på gennemførelse, var det berettiget at udbetale beløbet på 43.500 kr. fra skødedeponeringskontoen til S. Aftalen gjorde op med såvel eksisterende som fremtidige krav. S's tilgodehavende på 43.500 kr. forfaldt til betaling på tidspunktet for aftalens indgåelse. S var imidlertid indforstået med først at modtage tilgodehavendet, når rækkehuset var solgt.

Det beklages, at A ikke blev rykket skriftligt, før Visa/dankortet blev spærret. Spærringen var imidlertid berettiget, idet der var et overtræk på den tilknyttede konto, og idet klagerens løn ikke indgik.

II

Som følge af overførslerne fra B's afkastkonto (-4913) til M's MasterCardkonto opstod der overtræk på afkastkontoen. Kontoudskrifterne, hvoraf overtrækket fremgik, blev løbende fremsendt til M.

Den 29. juni 1999, hvor saldoen på afkastkontoen var 16.448,23 kr. (negativ), overførte indklagede 17.000 kr. fra B's lønkonto, hvortil der var knyttet en kredit på 22.000 kr., til afkastkontoen. Saldoen på lønkontoen, hvorpå der samme dag var indgået løn på 24.712,57 kr., var efter overførselen 16.914,21 kr. (negativ). Samtidig blev B's dankort spærret.

Ved skrivelse af 13. juli 1999 protesterede B over overførslen af de 17.000 kr. og forlangte beløbet tilbageført. Samtidig anmodede B om annullation af fuldmagter af enhver art.

Indklagedes Birkerød afdeling forhøjede efterfølgende kreditten tilknyttet B's lønkonto med 17.000 kr.

I efteråret 1999 opsagde indklagede M og H's kassekredit og M's MasterCardkonto.

Via indklagedes advokat blev B som kautionist anmodet om at underskrive en skylderklæring vedrørende gælden i henhold til kassekreditten, som inkl. inkassoomkostninger og renter til den 28. september 1999 blev opgjort til 330.986,07 kr.

Under sagen er der fremlagt et salgsbudget udarbejdet af en ejendomsmægler den 5. juli 1999 vedrørende B's ejendom. I salgsbudgettet er provenuet ved et eventuelt salg af ejendommen beregnet til ca. 2.309.000 kr.

Klagerne har anført, at indklagede ikke var berettiget til at modregne i B's lønkonto til inddækning af overtrækket på afkastkontoen. Indklagede bør derfor tilbageføre 17.000 kr. For at gennemføre en modregning skal der være noget at modregne i. I den konkrete sag henstod der ikke 17.000 kr. på kontoen, som der kunne modregnes i. Som følge af overførslen og den deraf følgende spærring af dankortet blev B afskåret fra at hæve beløb til daglige fornødenheder.

Kravet om B's underskrift på en skylderklæring vedrørende hele gælden på kassekreditten var uberettiget, idet kautionen var begrænset til 170.000 kr.

Indklagede bør frafalde kautionen, idet B ikke blev orienteret om de risici, hun påtog sig, da hun accepterede at kautionere, og da kautionens størrelse står i misforhold til hendes indtægt.

Indklagede har anført, at der var dækning for overførselen fra B's lønkonto til afkastkontoen, idet der var tilknyttet en kredit på 22.000 kr. til lønkontoen. Det var berettiget at modregne mellem B's to konti, således at gælden blev udlignet.

Kontoudskrifterne for afkastkontoen blev efter aftale med B fremsendt til M. Via kontoudskrifterne blev B anmodet om at rette henvendelse med henblik på at træffe aftale om afvikling af overtrækket på kontoen. Såfremt M har undladt at orientere B om overtrækket, er indklagede uden ansvar herfor.

Da B efterfølgende fik en aftale med Birkerød afdeling om forhøjelse af sit kreditmaksimum med 17.000 kr., foreligger der ikke en økonomisk tvist.

Det beklages, at advokaten, der fik overdraget sagen til inkasso, ved fremsendelsen af skylderklæringen fejlagtigt ikke begrænsede B's hæftelse til 170.000 kr.

Kautionen står ikke i misforhold til B's økonomi, idet B ejer ejendommen, der bebos af M og H, og som på tidspunktet for indgåelsen af kautionen efter det oplyste havde en friværdi på mindst 1.500.000 kr.

III

Den 17. juni 1999 fremsendte indklagede en kontoudskrift vedrørende kassekreditten til M og H. Kontoen udviste et overtræk på 33.362 kr., som M og H blev anmodet om at inddække.

Ved skrivelse af 22. juni 1999 meddelte indklagede, at M og H's Visa/dankort, der var tilknyttet kreditten, var spærret som følge af overtrækket.

Primo juli 1999 tilbageførte indklagede M og H's betalinger, der var foretaget ved træk på kreditten.

Ved skrivelse af 14. juli 1999 anmodede indklagede M om at indlevere sit MasterCard, idet der "ikke har været dækning for de månedlig træk på konto [-4913] tilhørende [B], hvorfra De på Deres ansøgning om MasterCard (kopi vedlægges) har ønsket, at de månedlige træk skulle finde sted". Indklagede oplyste endvidere, at B havde tilbagekaldt fuldmagten til M vedrørende kontoen.

Efterfølgende blev der forhandlet om yderligere kredit til M og H til dækning af deres likviditetsbehov. Der blev ikke opnået enighed mellem parterne herom.

Af den under sagen fremlagte korrespondance fremgår bl.a., at M og H ønskede oprettet en ny kredit til inddækning af deres likviditetsbehov, herunder til dækning af overførselen på 17.000 kr. fra B's konto, indtil M's kapitalpension kunne ophæves i april 2001, hvor M fyldte 60 år. Indklagede var alene indstillet på en forhøjelse af den eksisterende kredit til 334.000 kr., hvilket ikke indebar en finansiering af overførselen på 17.000 kr. fra B's konto.

I efteråret 1999 opsagde indklagede såvel kassekreditten som MasterCard kontoen. Gælden blev opgjort til 340.232,27 kr. inkl. renter til den 28. september 1999 for så vidt angår kassekreditten og renter til den 17. september 1999 for så vidt angår MasterCard kontoen.

Den 12. maj 2000 anmodede H om deludbetaling i utide fra sin kapitalpension.

Ved skrivelse af 17. maj 2000 meddelte indklagede, at der ved udbetaling i utide skulle svares 60% i afgift, mens afgiften ved udbetaling, når H i november 2002 fyldte 60 år, ville udgør 40%. Indklagede oplyste endvidere, at man ved deludbetaling i utide ville modregne opgørelsesprovenuet i gælden i henhold til kassekreditten.

Klagerne har anført, at formålet med etableringen af kassekreditten var at udskyde et salg af ejendommen og ophævelse af M's og H's kapitalpensioner, hvilket indklagede var indforstået med. Engagementet blev derfor etableret som løbende indtil videre, nemlig mindst indtil M og H kunne ophæve deres kapitalpensioner med laveste beskatning.

Under mødet den 26. maj 1999 blev M's og H's økonomi gennemgået uden bemærkninger fra indklagedes side.

Det var derfor uberettiget, at indklagede kort tid efter spærrede deres Visa/dankort og M's MasterCard. MasterCard kontoen var end ikke trukket op til maksimum.

I juli 1999 gav indklagede tilsagn om yderligere kredit. Det var uberettiget af indklagede at forlange, at den yderligere kredit skulle ydes som en forhøjelse af den eksisterende kredit. M og H ønskede den eksisterende "indtil videre", mens den nye kredit kunne indfries ved udløbet af M's kapitalpension i april 2001.

Indklagede tilbagekaldte endvidere uberettiget et tilsagn om at finansiere de 17.000 kr., der var hævet på B's konto.

Indklagede er ikke berettiget til at modregne i H's kapitalpensionskonto ved udbetaling af denne i utide.

I det omfang M og H som følge af opsigelsen af kreditten bliver nødsaget til at ophæve deres kapitalpensioner i utide, bør indklagede erstatte tabet herved, som kan opgøres til 283.005 kr.

Indklagede bør endvidere refundere deres omkostninger til udstedelse af Visa/dankortene og MasterCard'et, som uberettiget blev spærret.

Indklagede har anført, at kreditten blev oprettet til afhjælpning af forbigående likviditetsproblemer. Det bestrides, at kreditten skulle løbe mindst ind til M og H's kapitalpensionsordninger kunne realiseres med laveste beskatning.

Under mødet den 26. maj 1999 blev det gjort klart for M, at der hurtigt måtte findes en løsning på ægtefællernes økonomiske situation. M oplyste, at han ville modtage en del penge i forbindelse med salget af rækkehuset, at en økonomisk bedring var nært forestående, og at de havde nogle aktiver, herunder en bil, der kunne realiseres. Det bestrides, at man gav tilsagn om, at overtrækkene på kassekreditten kunne fortsætte ud over det aftalte kreditmaksimum på 170.000 kr. Da M og H fortsatte med at overtrække kreditten, var det berettiget at spærre Visa/dankortene. PBS betalingerne blev tilbageført, idet der ikke var dækning herfor, og MasterCard kontoen blev spærret, idet der ikke var dækning for trækkene på den anviste konto, som M efter B's tilbagekaldelse af fuldmagten heller ikke var berettiget til at disponere over. Spærringen af kortene og kontiene var således berettiget.

Det var endvidere berettiget at opsige engagementet, da der ikke kunne opnås enighed om en ny aftale.

Det er berettiget at modregne i pensionsmidler ved udbetaling i utide.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet behandler alene tvister af formueretlig karakter. De af klagerne stillede spørgsmål besvares derfor ikke.

I

Ankenævnet finder ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med telefonsamtalen den 26. april 1999 eller på et senere tidspunkt har givet endeligt tilsagn om, at Danske Kredit og indklagede ville finansiere A's køb af ejerlejligheden. Hertil kommer, at det ikke er godtgjort, at A har lidt tab ved, at finansieringen måtte gennemføres på anden måde.

Som udgangspunkt påhviler det et pengeinstitut forinden aflysning af et ejerpantebrev i forbindelse med en ejendomshandel at forespørge sælger, om ejerpantebrevet ønskes overført til en anden ejendom. I den konkrete sag finder Ankenævnet imidlertid ikke, at der kan pålægges indklagede erstatningsansvar for aflysningen af ejerpantebrevet på 150.000 kr. den 23. april 1999. Det bemærkes herved, at det på dette tidspunkt endnu ikke var på tale, at A skulle erhverve en anden fast ejendom.

På baggrund af den klare aftale, der blev indgået mellem A og S den 15. november 1998, finder Ankenævnet, at indklagede den 7. juli 1999 var berettiget til at udbetale de 43.500 kr. til S, uanset A's og M's tilkendegivelser om A's yderligere eventuelle krav i mellemværendet med den tidligere samlever.

Uanset M's eventuelle tilkendegivelse om, at han skulle modtage provenuet ved salget af rækkehuset, finder Ankenævnet, at indklagede ikke var berettiget til uden A's samtykke at overføre beløbet på 96.691,75 kr. fra skødedeponeringskontoen til M's og H's kassekredit. Klagernes påstand om, at indklagede skal stille A, som om tilbageførslen den 26. juli 1999 var sket med tillæg af renter af beløbet fra den 31. maj 1999, tages derfor til følge.

Under hensyn til det beskedne overtræk på A's løbende konti den 2. juli 1999 og det forhold, at A's manglende likviditet hovedsagelig skyldtes den uberettigede overførsel til kassekreditten, finder Ankenævnet, at det var uberettiget at spærre A's Visa/dankort uden forudgående advisering. Klagernes påstand om, at indklagede skal godtgøre A omkostningerne ved udstedelsen af Visa/dankortet tages herefter til følge.

II

På grundlag af fuldmagten fra B vedrørende dennes afkastkonto (-4913) var M berettiget til at foranledige trækkene på MasterCard kontoen inddækket ved overførsler fra afkastkontoen. Ankenævnet finder imidlertid, at fuldmagten ikke omfattede en adgang for M til at stifte gæld på B's vegne. Indklagede skal derfor anerkende, at B ikke hæfter for overtrækket på konto (-4913), og allerede som følge heraf skal indklagede indsætte 17.000 kr. på B's lønkonto (-9599) med valør den 29. juni 1999.

Ankenævnet finder, at B ikke har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at hun ikke hæfter i henhold til kautionen for kassekreditten til M og H.

III

Det findes ikke godtgjort, at det i forbindelse med etableringen af kassekreditten til M og H blev aftalt, at denne skulle løbe, indtil M's og/eller H's kapitalpension kunne ophæves til den lave afgiftssats, og det findes heller ikke godtgjort, at indklagede under mødet den 26. maj 1999 accepterede det aktuelle overtræk på kreditten. Da overtrækket ikke blev inddækket, og da dækningen for MasterCard kreditten bortfaldt, var indklagede berettiget til at anse engagementet for misligholdt og til at spærre M's og H's Visa/dankort og M's MasterCard.

Indklagede var ikke forpligtet til at yde M og H yderligere kredit, og da det ikke lykkedes at opnå enighed herom, var indklagede berettiget til at opsige engagementet til indfrielse.

Indklagede er endvidere berettiget til at forbeholde sig modregningsadgang, såfremt H ophæver sin kapitalpension i utide, idet opsparingen herefter ikke er bundet til pensionsformål.

Som følge af det anførte

Klagernes påstande tages til følge for så vidt angår forrentning af det til A tilbageførte beløb på 96.691,75 kr., omkostningen ved udstedelsen af Visa/dankort til A og hævningen af beløbet på 17.000 kr. på B's lønkonto, jf. det foran anførte. De øvrige klagepunkter tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.