Indsigelse om gammel gæld.
| Sagsnummer: | 421 /1996 |
| Dato: | 14-10-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse om gammel gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 28. juli 1989 gav indklagedes Hobro afdeling tilsagn om finansiering af A og B's køb og drift af et bageri mod kaution og under forudsætning af, at der blev fundet en løsning vedrørende afhændelse af A og B's ejendom.
Den 24. august 1989 blev der etableret en kassekredit på 75.000 kr. og to lån på henholdsvis 68.500 kr. (lån I) og 74.100 kr. (lån II) med A som debitor. Klageren, der er B's far, underskrev kassekreditkontrakten og gældsbrevet vedrørende lån II som selvskyldnerkautionist sammen med B og en trejde person C. Af dokumenterne fremgår, at indklagede til yderligere sikkerhed fik håndpant i et sikkerhedsdepot. Klageren underskrev samme dag en separat kautionserklæring, hvorefter han påtog sig selvskyldnerkaution for enhver forpligtelse over for indklagede, som A "har og senere måtte få, indtil et beløb af kr. 100.000,00".
Lån I blev udbetalt kontant, mens lån II blev indsat på kassekreditten og videredisponeret derfra.
Den 17. november 1989 underskrev klageren en ny separat kautionserklæring, hvorefter han påtog sig selvskyldnerkaution for enhver forpligtelse over for indklagede, som A "har og senere måtte få, indtil et beløb af kr. 175.000".
Ved gældsbrev underskrevet af A den 30. november 1989 ydede indklagede A et nyt lån på 75.119,94 kr. (lån III). Låneprovenuet på 72.516,94 kr. blev indsat på kassekreditten ved underskrivelsen og blev videredisponeret samme dag. Kassekreditten var på dette tidspunkt udnyttet med ca. 36.000 kr.
Ved gældsbrev underskrevet af A den 24. januar 1991 blev lån I, der var nedbragt til 55.525,18 kr. forhøjet med 33.474,82 kr. til 89.000 kr. Af gældsbrevet fremgår, at lånet blev ydet til køb af en bil. Forhøjelsesbeløbet blev indsat på kassekreditten den 25. januar 1991 og blev videredisponeret samme dag. Kassekredittens saldo var herefter ca. 134.000 kr. (negativ).
Ved ny kassekreditkontrakt underskrevet af A som debitor den 1. marts 1991 og af klageren, B og C som selvskyldnerkautionister den 22. februar 1991 blev kassekreditten forhøjet med 75.000 kr. til 150.000 kr. Kassekreditten var ultimo februar 1991 udnyttet med ca. 150.000 kr. Ud over kassekreditkontrakten underskrev klageren samme dag en ny separat kautionserklæring, hvorefter han påtog sig at indestå som selvskyldnerkautionist for enhver forpligtelse over for indklagede, som A "har og senere måtte få, indtil et beløb af 175.000,00."
Ved skrivelse af 21. september 1992 til klageren forbeholdt indklagede sig at gøre kautionen gældende, idet kassekreditten var overtrukket med 12.834,58 kr.
Ifølge et mødereferat udarbejdet af indklagede den 10. november 1992 deltog A, B, klageren og C i et møde med indklagede den 6. november 1992. Under mødet drøftedes afviklingen i engagementet, idet A og B havde besluttet at lukke bageriet og fraflytte den ejendom, hvorfra bageriet blev drevet. Indklagede opgjorde engagementet til i alt 370.000 kr., og C tilbød at nedbringe dette med 40.000 kr. Der opnåedes enighed om, at restengagementet skulle indfries med et nyt lån på 328.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.500 kr.
Lånet på 328.000 kr. blev etableret ved gældsbrev underskrevet af A og B som debitorer. Dette skete på mødet den 6. november 1992. Klageren og C underskrev på samme møde en separat kautionserklæring vedrørende lånet. Af kautionserklæringen fremgår bl.a.:
"Iøvrigt erklærer begge selvskyldnerkautionister, at have modtaget kopi af samtlige dokumenter, ligesom begge erklærer sig indforstået med konklusioner truffet på møde i [indklagede], den 6. november 1992."
Af lånebeløbet blev ca. 56.000 kr. anvendt til indfrielse af lån I, ca. 70.000 kr. blev anvendt til indfrielse af lån II og ca. 37.000 kr. blev anvendt til indfrielse af lån III. Restbeløbet blev anvendt til indfrielse af kassekreditten.
Den 19. maj 1994 underskrev A og B et nyt gældsbrev vedrørende lånet, som nu var nedbragt til 309.420,53 kr., idet den månedlige ydelse blev nedsat til 3.100 kr. Klageren og C underskrev samme dag en ny kautionserklæring vedrørende lånet.
Ved indklagedes skrivelse af 16. februar 1996 fik klageren meddelelse om, at låntagerne havde meddelt, at de ikke så sig i stand til at afvikle lånet, hvorfor dette var opsagt til indfrielse inden 14 dage.
Ved skrivelser af 22. april 1996 blev klageren og medkautionisten anmodet om at indfri lånet.
Ved klageskema af 11. november 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at fritage ham for kautionen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det ved kautionens stiftelse blev oplyst, at låntagerne havde en væsentlig friværdi i deres daværende ejendom, og at friværdien efter salg af ejendommen skulle indgå på kassekreditten. Efterfølgende viste det sig, at ejendommen blev solgt på tvangsauktion, og at indklagede ikke opnåede dækning for sit engagement. Låntagerne modtog endvidere ikke som forudsat iværksætterydelse, og endelig er driftsinventaret i bageriet ikke som aftalt blevet afhændet. Indklagede har på intet tidspunkt stillet yderligere midler til rådighed for debitor, men har blot fået ham til at underskrive kautionserklæringer vedrørende forpligtelser, som allerede bestod. For så vidt angår lån III har indklagede ikke dokumenteret, hvad det lånte beløb blev anvendt til, og kassekreditten blev forhøjet til inddækning af et allerede opstået overtræk. Ved kautionen for gældsbrevet på 328.000 kr. var der på ny tale om en væsentlig forhøjelse af kautionen til sikkerhed for allerede påtaget gæld. Det er i strid med god pengeinstitutskik at modtage kaution for gammel gæld, og indklagede bør anerkende, at han ikke hæfter herfor.
Indklagede har anført, at hverken A eller B havde været kunde hos indklagede før den 28. juli 1989, hvor den omhandlede finansiering blev tilbudt. Man var ikke bekendt med en eventuel friværdi i låntagernes ejendom. Af et håndskrevet notat fremgår, at ejendommen skulle sælges til B og derefter søges afhændet. Det bestrides, at klageren før november 1992 påtog sig kaution for gammel gæld. Engagementet var misligholdt i efteråret 1992, hvor indklagede forbeholdt sig at gøre kautionen gældende. På mødet den 6. november 1992 erklærede klageren sig indforstået med at kautionere for det samlede engagement, uanset at hans kaution indtil da havde været begrænset til 175.000 kr. Klageren valgte denne løsning, idet der på daværende tidspunkt var udsigt til, at låntagerne kunne afdrage gælden, og at kautionsforpligtelsen derfor ikke ville blive aktuel.
Ankenævnets bemærkninger:
Den 24. august 1989 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for en nyetableret kassekredit til A på 75.000 kr. og et nyetableret lån (lån II) på 74.100 kr., som blev stillet til A's rådighed ved overførsel til kontoen vedrørende kassekreditten. Kautionen var begrænset til 100.000 kr.
Ankenævnet finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren den 17. november 1989 påtog sig at forhøje den samlede kaution til 175.000 kr. i forbindelse med etableringen af det nye lån på 75.119,94 kr., som blev ydet A den 30. november 1989 (lån III). Af kontoudskrifterne, der er fremlagt under sagen, fremgår, at låneprovenuet på 72.516,94 kr. blev stillet til rådighed for A.
Det må endvidere lægges til grund, at klagerens risiko ikke blev forøget ved forhøjelsen af kassekreditten den 22. februar 1991 til inddækning af et allerede eksisterende overtræk af samme størrelse som forhøjelsen. Det bemærkes herved, at restgælden på lån II og III, som var omfattet af klagerens kaution, i november 1992 blev indfriet med i alt 107.000 kr., og at indfrielse af de kautionssikrede fordringer således ville overstige 175.000 kr., selv om det antoges, at klagerens kaution for kassekreditten højst kunne udgøre 75.000 kr.
Ved underskrivelsen af kautionen for lånet på 328.000 kr. erklærede klageren sig indforstået med konklusionerne på mødet hos indklagede den 6. november 1992. Efter det anførte i mødereferatet, som ikke er bestridt af klageren, må det lægges til grund, at klageren var bekendt med, at provenuet af lånet blev anvendt til indfrielse af eksisterende gæld, og at klageren, som af indklagede anført, valgte at kautionere for lånet på 328.000 kr. frem for at indfri den eksisterende kaution på 175.000 kr. på det pågældende tidspunkt.
Der er heller ikke godtgjort andre omstændigheder, som kan begrunde bortfald eller nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.