Afgørelse

Ændring i størrelse af lånebehov, omkostninger.

Medhold klager


I juni måned 1992 modtog klageren fra Kreditforeningen Danmark en orientering om da gennemførte ændringer af realkreditlovgivningen, som gav mulighed for omlægning af boliglån til realkreditlån. I kreditforeningens blad var nævnt, at låntagere, som ønskede en omlægning, kunne henvende sig til en række pengeinstitutter, heriblandt indklagede. "Prisen for dette servicetilbud hos sparekasserne er 1.500 kr." Klageren, der indtil da var kunde i andet pengeinstitut, rettede herefter henvendelse til indklagedes Viby afdeling.

Klagerens faste ejendom var efter det oplyste prioriteret således:

Ved skrivelse af 13. juli 1992 fra afdelingen til klageren redegjordes for mulighederne for omprioritering af klagerens ejendom. Af skrivelsen fremgår:

"Følgende forudsætninger er lagt til grund for beregningerne:

Følgende omprioritering skulle være mulig:

Beregning af månedlig besparelse efter skat:

Nuværende situation:

Efter omprioritering / låneomlægning:

Den 17. juli 1992 ydede indklagede klageren en kassekredit med et maksimum på 140.000 kr. gældende indtil videre. Under "særlige bestemmelser" var anført, at kreditten etableredes til overtagelse af eksisterende boliglån og forbrugslån i bank B oplyst til i alt 322.174 kr. Det forudsattes endvidere, at der inden tre måneder fra overførselsdagen foretoges omprioritering af klagerens ejendom ved hjemtagelse af størst muligt kreditforeningslån, og at restfinansieringen beregnet til 140.000 kr. skulle omlægges til boliglån hos indklagede med en løbetid over 20 år.

Den 29. juli 1992 meddelte afdelingen klageren, at man havde forhøjet klagerens kassekredit til 322.000 kr. i forbindelse med overførsel af klagerens engagement fra bank B.

Ved lånetilbud af 5. oktober 1992 tilbød Kreditforeningen Danmark et 30-årigt mix-lån 9% nominelt 280.000 kr. samt et 20-årigt mix-lån 9% 360.000 kr. Lånenes provenu var beregnet til henholdsvis 248.521 kr. og 322.650 kr.

Den 22. oktober 1992 forhøjedes klagerens kassekredit til 400.000 kr. Samme dag underskrev klageren udbetalingsanmodning vedrørende kreditforeningslånene, som herefter udbetaltes den 2. og 3. november 1992 med henholdsvis 258.079,03 kr. og 336.010,32 kr.; beløbene indsattes på en samtidig oprettet sikringskonto.

Den 28. oktober 1992 indfriede indklagede lån til finansieringsselskabet med i alt 125.555,45 kr. Den 29. oktober 1992 indfriedes pantebrevet til bank A med 162.163,59 kr., og den 3. november 1992 indfriedes pensionskasselånet med 99.881,91 kr. Indfrielsesbeløbene debiteredes en oprettet omprioriteringskredit, som ligeledes debiteredes 4.800 kr. i garantiprovision vedrørende hjemtagelsen af de to kreditforeningslån, samt 5.000 kr. for sagens ekspedition.

Den 22. december 1992 modtog klageren kontoudskrift for sikringskontoen, hvorefter klageren den 30. samme måned forespurgte om baggrunden for, at låneprovenuet ikke var anvendt til udligning af omprioriteringskontoen.

Efter at der den 14. januar 1993 havde været afholdt med klageren, foretog afdelingen den 21. januar 1993 en rentekorrektion af klagerens sikringskonto, idet kontoen krediteredes en rentegodtgørelse på 10.642,37 kr. begrundet i, at kontoen ikke havde været opgjort pr. 1. december 1992. Det var anført, at kontoens saldo pr. denne dag skulle have været overført til henholdsvis omprioriteringskontoen og klagerens kassekredit.

Den 25. januar 1993 refunderede afdelingen 4.300 kr. af den debiterede garantiprovision med henvisning til, at garantierne overfor kreditforeningen ville have kunne været frigivet omkring årsskiftet 1992/93.

I perioden august - december 1992 indbetalte klageren månedligt 4.500 kr. på kassekreditten, i alt 22.500 kr.

Pr. den 21. januar 1993 opgjordes sikringskontoen, og af provenuet anvendtes 421.229,80 til udligning af omprioriteringskontoen, medens 186.715 kr. overførtes til klagerens kassekredit, hvis saldo herefter pr. den 26. januar 1993 var 132.131,51 kr.

Der fandt herefter en korrespondance sted mellem klageren og indklagede, idet klageren anmodede om indklagedes forklaring på, hvorfor hans lånebehov, der er juli 1992 af indklagede blev opgjort til 745.000 kr., i januar 1993 viste sig at være steget til 795.000 kr. Indklagede besvarede forespørgslen ved skrivelse af 28. juni 1993. Det anføres, at det endelige lånebehov blev 782.000 kr., og at differencen i forhold til det oprindeligt anslåede lånebehov på 745.000 kr. skyldtes kursudviklingen, diverse omkostninger samt påløbne renter.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at redegøre for baggrunden for, at klagerens lånebehov er steget, og at regulere omkostningerne ved låneekspeditionen.

Indklagede har under sagens forberedelse i fortsættelse af den rentegodtgørelse, der blev ydet den 21. januar 1993 vedrørende sikringskontoen, ydet klageren en yderligere rentegodtgørelse på i alt 3.285,89 kr. for perioden 15. november - 1. december 1992 på 13% p.a. af 594.089,35 kr. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at det af Kreditforeningen Danmarks medlemsblad fremgik, at indklagede kunne foretage omlægningen for 1.500 kr., hvorfor han finder, at han ikke er pligtig at betale et højere gebyr. Med hensyn til omprioriteringens gennemførelse finder klageren ikke, at indklagede har redegjort for baggrunden for udviklingen i klagerens lånebehov.

Indklagede har anført, at den udregning, man foretog i juli 1992, ikke var et lånetilbud, men en foreløbig udregning. Det var heller ikke på basis af denne udregning, at klageren accepterede omprioriteringen, men på basis af de oplysninger, der forelå i oktober 1992 efter modtagelsen af lånetilbudet fra kreditforeningen. Klageren er gjort bekendt med samtlige relevante dokumenter og har fået oplysning om omkostningerne forbundet med omprioriteringen, da han underskrev lånetilbudet i oktober 1992. På dette tidspunkt var kassekreditten på 140.000 kr. - som skulle udgøre det endelige boliglån - allerede oprettet, og klageren var således bekendt med det endelige lånebehov.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagedes beregninger af juli 1992 vedrørende den påtænkte omprioritering var alene af foreløbig karakter, og Ankenævnet finder, at indklagede i sin skrivelse af 28. juni 1993 på fyldestgørende måde har redegjort for årsagerne til, at det endelige lånebehov blev noget større end oprindeligt anslået.

Det må lægges til grund, at klageren blev gjort bekendt med og accepterede, at indklagede ville forlange et gebyr på 5.000 kr. for behandlingen af omprioriteringssagen, og klageren kan allerede af denne grund ikke påberåbe sig oplysningen i kreditforeningens brochure om et gebyr på 1.500 kr. Efter det oplyste om omprioriteringssagens omfang findes der ikke at være grundlag for at fastslå, at det opkrævede gebyr overstiger det rimelige.

Indklagede har refunderet klageren størstedelen af garantiprovisionen og har vedrørende sikringskontoen ydet klageren en rentegodtgørelse, der er blevet forhøjet under sagens behandling for Ankenævnet. Efter de således foretagne korrektioner findes klageren ikke at kunne gøre krav på yderligere reduktion af omkostningerne ved omprioriteringens gennemførelse.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.