Afgørelse

Indsigelse mod pantsætning, j. § 18 i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Klageren og hans tidligere ægtefælle blev skilt i 2000, men genoptog kort efter skilsmissen samlivet. Den tidligere ægtefælle erhvervede i 2002 den ejendom, som klagesagen vedrører. Parret indgik på ny ægteskab i 2007. I 2008 ophævede parret atter samlivet, og klageren fraflyttede ejendommen. Klagerens tidligere ægtefælle fik i december 2008 udbetalt et lån hos det indklagede realkreditinstitut med et overskydende provenu på 128.730 kr. Pantebrevet for lånet var i december 2008 underskrevet alene af den tidligere ægtefælle, der ved sin underskrift erklærede, at ejendommen ikke var omfattet af § 18 i lov om ægteskabets retsvirkninger. I januar 2009 begærede klagerens advokat parrets vielsesattest tinglyst på ejendommen som rådighedsindskrænkning. Tinglysningen skete den 16. januar 2009. I marts 2009 blev parret separeret ved dom. Det fremgik af dommen, at fællesboet ikke var delt, og at der på grundlag af en ejendomsmæglervurdering forventeligt ville være et rådighedsbeløb ved salg på 51.254 kr.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at pantsætningen for lånet på 882.000 kr. var sket i strid med § 18 i lov om ægteskabets retsvirkninger og derfor skulle ophæves, subsidiært at instituttet gennem en for høj belåning havde umuliggjort, at klageren kunne udnytte sin ret til at udtage ejendommen ved deling af fællesboet. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet anså sig for kompetent til at afgøre, om pantsætningen var sket i strid med § 18 i lov om ægteskabets retsvirkninger, idet Nævnet bemærkede, at afgørelsen ikke var bindende for parterne, men kunne indbringes for domstolene til efterprøvelse. Nævnets behandling var betinget af, at sagen blev indbragt for Nævnet inden 3 måneder, efter at klageren havde fået kendskab til pantsætningen. Ud fra sagens oplysninger lagde Nævnet til grund, at sagen var indbragt rettidigt. Klagerens ægtefælle havde i forbindelse med sin underskrift på pantebrevet til instituttet erklæret, at ejendommen ikke var omfattet af lov om ægteskabets retsvirkninger § 18. Med henvisning hertil og under hensyn til sagens øvrige oplysninger, fandt Nævnet det ikke bevist, at instituttet indså eller burde indse, at klagerens ægtefælle var uberettiget til at råde over ejendommen. Nævnet frifandt derfor instituttet.