Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om henstand med betaling af lån var aftalt.

Sagsnummer: 147 /2017
Dato: 19-12-2017
Ankenævn: John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Kristian Ingemann Petersen, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn
Klageemne: Modregning - trangsbeneficium
Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om henstand med betaling af lån var aftalt.
Indklagede: Nordfyns Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører om der var indgået aftale om henstand vedrørende klagerens engagement samt spørgsmål om modregning.

Sagens omstændigheder

Klageren havde en personligt ejet erhvervsvirksomhed.

Den 18. februar 2014 underskrev klageren et gældsbrev til Nordfyns Bank vedrørende et erhvervslån på 185.000 kr. til virksomheden. Lånet skulle afvikles med månedlige ydelser på 2.250 kr. Ydelserne skulle hæves på virksomhedens driftskredit i banken (kontonummer -598).

Den 27. marts 2014 underskrev klageren en kreditaftale med Nordfyns Bank om driftskreditten (kontonummer -598) med et maksimum på 25.000 kr.

Klageren havde endvidere en lønkonto i banken. Det er uoplyst, om der var knyttet en kredit til lønkontoen.

Omkring 2016/2017 lukkede erhvervsvirksomheden. Klageren startede på en uddannelse og modtog i den forbindelse SU (Statens Uddannelsesstøtte).

I begyndelsen af 2017 opstod der overtræk på kreditten, hvorpå der uændret blev hævet 2.250 kr. om måneden til ydelserne på erhvervslånet.

Den 31. marts 2017 blev der indsat SU på 8.288 kr. lønkontoen, som herefter havde en saldo på -16.632,62 kr. Samme dag overførte banken 5.000 kr. fra lønkontoen til indfrielse af overtræk på kreditten.

Den 5. april 2017 blev der indsat 4.763,50 kr. på lønkontoen, som herefter havde en saldo på -21.639,28 kr. Samme dag overførte banken 1.400 kr. fra lønkontoen til nedbringelse af kreditten, som herefter havde en saldo på -26.205 kr.

Den 6. april 2017 tilbageførte banken 500 kr. fra kreditten til lønkontoen

Den 4. maj 2017 indgav klageren en klage over Nordfyns Bank til Ankenævnet. Klageren nedlagde påstand om, at banken skulle tilbageføre overførslerne fra lønkontoen til kreditten og anerkende, at det var indgået aftale om henstand på engagementet.

Den 23. juni 2017 tilbageførte banken yderligere 5.900 kr. fra kreditten til lønkontoen.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Nordfyns Bank skal tilbageføre overførslerne fra lønkontoen til kreditten og anerkende, at der består en aftale om henstand på engagementet.

Nordfyns Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken uberettiget overførte penge fra hendes lønkonto til kreditten.

Overførslerne var i strid med en indgået aftale om henstand. Overførslerne medførte endvidere, at der ikke var penge til familiens leveomkostninger.

Erhvervsvirksomheden gik ikke efter planen. Hun tog derfor en snak med den daværende erhvervskundechef om at lukke virksomheden for i stedet at starte på en uddannelse. I den forbindelse blev der indgået en mundtlig aftale om henstand i den periode, hvor hun var på SU. Afviklingen skulle genoptages, når hun kom i lære. Hun blev derfor overrasket, da banken pludselig overførte i alt 6.400 kr. fra lønkontoen til kreditten.

Hun startede på uddannelsen i tillid til aftalen om henstand. Hendes SU, som udgjorde 6.015 kr. pr. måned, gav ikke mulighed for at betale ydelsen på 2.250 kr. pr. måned på erhvervslånet.

Overførslerne blev iværksat af en ny erhvervskundechef i banken, idet den tidligere erhvervskundechef tilsyneladende ikke havde sat tingene i bero som lovet.

En mundligt aftale er lige så bindende som en skriftlig.

Det bør ikke komme hende til skade, at banken har fået ny erhvervskundechef.

Hun har altid overholdt sine forpligtelser over for både banken og andre kreditorer.

Nordfyns Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ikke har henvendt sig til bankens klageansvarlige inden indgivelsen af klagen til Ankenævnet. På bankens hjemmeside er anført bankens klageansvarlige i overensstemmelse med lovgivningen. Ankenævnet kan ifølge vedtægterne § 5, stk. 3, nr. 1 afvise at behandle en klage, hvis klageren ikke forudgående har klaget til den person eller afdeling, der i pengeinstituttet er ansvarlig for behandlingen af klagesager.

En stillingtagen til om der som hævdet af klageren blev indgået en mundtlig aftale om henstand på erhvervslånet ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Sagen bør derfor afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Klagen vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold, der falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Nordfyns Bank anført, at banken bestrider, at der skulle have været indgået en mundtlig aftale om henstand på klagerens erhvervslån. Der er ingen bevis for, at en sådan aftale blev indgået.

Den omhandlede erhvervskundechef er ikke længere ansat i banken. Det er ikke muligt at kontakte vedkommende vedrørende den af klageren hævdede mundtlige aftale om henstand.

Ingen i den pågældende afdeling er bekendt med en eventuel aftale med klageren om henstand. Den daværende erhvervskundechef har intet sted i en intern redegørelse oplyst bankens kreditafdeling om, at der skulle være indgået en mundtlig aftale om henstand på klagerens erhvervslån

Der er klare procedurer i banken for indgåelse af aftaler med kunder. Alle aftaler skal indgås skriftligt i bankens dokumenter, som kunden skal underskrive.

Klagerens krav er opfyldt, idet banken har tilbageført de omtvistede overførsler på i alt 6.400 kr. Klageren har ikke lidt noget rentetab.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises på baggrund af det oplyste om, at klageren ikke har henvendt sig til Nordfyns Banks klageansvarlige inden indgivelsen af klagen til Ankenævnet.

Ankenævnet finder heller ikke, at klagen bør afvises som erhvervsmæssig. Ifølge Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4 behandler Ankenævnet klager vedrørende private kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende falder i øvrigt uden for Ankenævnets kompetence.

Klageren havde en mindre personligt ejet erhvervsvirksomhed, som havde et lån og en kredit hos Nordfyns Bank. Virksomheden lukkede omkring 2016/2017 og klagen vedrører blandt andet, om der i den forbindelse blev indgået en aftale mellem klageren og banken om henstand med ydelserne på lånet. Da virksomheden er ophørt, og da det spørgsmål, som klagen angår, ikke adskiller sig fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, finder Ankenævnet derfor ikke, at klagen bør afvises som erhvervsmæssig. Sagen vedrører i øvrigt spørgsmål om modregning i et privat kundeforhold.

Efter parternes forklaring og den fremlagte dokumentation finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at banken bevilgede klageren henstand med afviklingen af hendes erhvervsgæld fra 2017, hvor klageren havde lukket sin erhvervsvirksomhed og startede på en uddannelse.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkordering eller en bestemt afvikling af kreditten.

I 2017 blev klagerens indtægt, der bestod af Statens Uddannelsesstøtte (SU), løbende indsat på klagerens lønkonto i Nordfyns Bank.

I marts/april 2017 overførte banken uden forudgående samtykke fra klageren i alt 6.400 kr. fra klagerens lønkonto til inddækning af overtræk på klagerens kredit.

Ankenævnet finder, at det som anført af klageren må lægges til grund, at banken herved uberettiget afskar klageren fra at råde over sin SU, der var nødvendig til dækning af leveomkostninger for klageren og hendes husstand. Ankenævnet finder endvidere, at lønkontoen, hvorpå saldoen til stadighed var negativ, ikke udgjorde et aktiv, som kunne gøres til genstand for modregning. Dette gælder uanset, om der måtte have været en uudnyttet kredit på kontoen.

Det kan ikke lægges til grund, at klageren har lidt et rentetab som følge af overførslerne.

Banken har før klagen til Ankenævnet tilbageført 500 kr., og banken har under sagen tilbageført yderligere 5.900 kr. Banken har således tilbageført de to overførsler på i alt 6.400 kr., som klageren har gjort indsigelse mod.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.