Indsigelse om manglende lukning af investering.
| Sagsnummer: | 647/2009 |
| Dato: | 19-04-2010 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Karin Ladegaard og Astrid Thomas. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
|
| Ledetekst: | Indsigelse om manglende lukning af investering. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens deltagelse i en investeringspakke.
Sagens omstændigheder.
Klageren blev i starten af 2005 kunde i Sydbank.
Medio 2005 indgik klageren aftale med Sydbank om deltagelse i en investeringspakke, hvor klageren indskød 500.000 kr. samtidig med, at der blev optaget et lån i CHF svarende til modværdien af 1 mio. kr. For det samlede beløb blev der købt værdipapirer.
Inden etableringen af arrangementet blev klagerens deltagelse i investeringspakken drøftet på et møde i banken. På dette møde modtog klager et forslag til investeringspakke. Pakken indeholdt følgende forslag til porteføljefordeling:
"…
20,00% | Sydinvest Højrentelande Valuta | 300.000 | 9,00% | 27.000 |
25,00% | Sydinvest Virksomhedsobl. | 375.000 | 8,00% | 30.000 |
30,00% | Bankinvest Højrentelande | 450.000 | 8,50% | 38.250 |
25,00% | Bankinvest Virksomhedsobl. | 375.000 | 6,50% | 24.375 |
100,00% | ||||
100.00% | 119.625 |
…"
Vedrørende afkast er det i forslaget bl.a. anført:
"…
Afkast ved uændrede valutakurser
| Forventet afkast p.a. | Forventet afkast |
Forventet afkast | 98.625,00 | 19,73% |
Best case | 380.250,00 | 76,05% |
Worst case | -201.000,00 | -40,20% |
…"
Klageren har anført, at han havde to krav for at deltage i investeringspakken. Det ene krav var, at han til enhver tid og uden varsel kunne stoppe sin deltagelse samt, at det ikke måtte koste ham en krone. Begge krav blev anerkendt af bankens medarbejdere uden indsigelse. Sydbank har anført, at klageren blev grundigt orienteret om risici forbundet med investeringspakken, ligesom de værdipapirer, som investeringerne skulle omfatte blev gennemgået nøje. Det bestrides at, klageren blev stillet i udsigt, at der ikke var risiko forbundet med investeringen eller, at klageren angav en forudsætning om, at det ikke måtte koste ham noget.
Sydbank har anført, at fra tidspunktet for opstarten af investeringspakken og frem til efteråret 2008 var der et positivt afkast, dog undtaget marts måned 2008. Klageren modtog månedlige oversigter over udviklingen. Banken har fremlagt en oversigt over investeringspakkens forløb med angivelse af månedlige afkast.
I oktober 2008 var der flere telefoniske drøftelser mellem klageren og banken om investeringspakken. Baggrunden var investeringspakkens negative udvikling.
Sydbank har anført, at man har en række båndoptagelser vedrørende de samtaler, der er ført mellem Sydbank og klageren i perioden fra november 2007 til oktober 2008. Banken har refereret en række samtaler fra oktober 2008, hvor udviklingen i markedet ifølge Sydbank blev drøftet med klageren, herunder klagerens aktuelle tab samt en eventuel nedlukning af engagementet. Ifølge banken gav klageren under en telefonsamtale den 24. oktober 2008 ordre om, at størstedelen af værdipapirerne skulle sælges.
Ved brev af 7. marts 2009 rettede klageren henvendelse til Sydbanks direktion med krav om, at banken godtgjorde hans tab ved deltagelse i investeringen. Han anslog tabet til ca. 450.000 kr.
Ved brev af 27. marts 2009 redegjorde Sydbank for forløbet af investeringspakken og henviste til, at klageren flere gange havde drøftet investeringspakkens forløb, men besluttet at fortsætte sin deltagelse. Banken bestred endvidere, at klageren havde modtaget garanti for ikke at tabe ved sin deltagelse i investeringspakken.
Efter at klageren ved brev af 13. april 2009 havde kommenteret bankens svar samt anmodet om kopi af samtlige samtaler ført med bankens medarbejdere, tilbød Sydbank ved et brev af 22. samme måned klageren, at han i en af bankens filialer kunne lytte til de båndede samtaler.
Ved brev af 11. juni 2009 fastholdt klageren, at han adskillige gange havde anmodet om at engagementet blev stoppet, mens tid var. Da han ikke havde nogen tiltro til hverken banken eller dens rådgivere, havde han heller ingen tiltro til båndede samtaler, idet formentlig de afgørende samtaler manglede, mens resten måtte formodes at være redigerede.
Afskrift af de omhandlede telefonsamtaler er ikke fremlagt under sagen.
Parternes påstande.
Klageren har den 19. juni 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank tilpligtes at betale 481.800,48 kr.
Sydbank har nedlagt påstand om principal afvisning subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ved sin deltagelse i engagementet stillede krav om, at det til enhver tid skulle kunne stoppes uden varsel, ligesom det ikke skulle koste ham en krone at deltage. Begge dele blev anerkendt uden indsigelse.
Da udviklingen fra sidste halvdel af 2007 havde en nedadgående tendens, havde han adskillige telefoniske drøftelser med banken. Han lagde hver gang vægt på sit krav om ikke at ville tabe penge.
I marts og september 2008, hvor den investerede kapital balancerede på kanten af et tab, blev han forvisset om, at udviklingen ville vende.
Der var tale om bankrådgivning, når den er værst. Det var bankens ansvar, at han ikke kom ud af investeringspakken i tide som aftalt.
I forbindelse med at han modtog afkastopgørelser, rettede han henvendelse til banken, og hver gang foreholdt han parternes aftale. Han stiller sig uforstående over for, at banken ikke lukkede engagementet i forbindelse med de telefoniske drøftelser. Der var jo en stående ordre herom.
Han bestrider, at han skulle have et indgående kendskab til investering i værdipapirer. I så fald havde hans formue i virkeligheden nok ikke set ud, som den gør.
Hans stiller spørgsmålstegn ved, om dele af telefonsamtalerne mangler, fordi han igen og igen forlangte at komme ud af investeringspakken. Der er formentlig tale om de passager, hvor han forlangte at komme ud af investeringspakken. Han mener, at der er fiflet med optagelserne, idet nogle helt mangler.
Sydbank har anført, at klageren i forbindelse med etableringen af kundeforholdet overførte værdipapirdepoter til banken med en samlet aktiebeholdning til en værdi af ca. 2,5 mio. kr., heraf ca. 1,150 mio. kr. i pensionsdepot.
I forbindelse med drøftelsen af klagerens deltagelse i investeringspakken fik klageren udleveret et forslag, hvori pakken blev beskrevet, ligesom der var oplysninger om størrelsen af beløb, som klageren kunne risikere at miste.
Klageren blev orienteret om risikoen ved deltagelsen i investeringspakken.
Det bestrides, at klageren på noget tidspunkt blev stillet i udsigt, at der ikke var risiko forbundet med investeringen, ligesom det bestrides, at klageren angav en forudsætning om, at hans deltagelse i engagementet ikke måtte koste ham en krone.
Klageren havde på tidspunktet for investeringspakkens etablering et indgående kendskab til investering i værdipapirer og kunne ikke være i tvivl om den hermed forbundne risiko.
Det bestrides, at klageren på noget tidspunkt før oktober 2008 anmodede om at komme ud af investeringen uden, at dette ønske er blevet efterkommet. Havde han udtrykt et sådan ønske, ville banken have lukket investeringen med det samme.
De båndoptagelser, som banken er i besiddelse af vedrørende førte telefonsamtaler, giver på ingen måde indtryk af, at klageren ikke var bekendt med, at der var en risiko forbundet med investeringspakken og støtter heller ikke klagerens påstand om, at han bad om at komme ud af investeringspakken uden, at ønsket blev imødekommet.
Under telefonsamtalerne i oktober måned blev det drøftet, om pakken skulle lukkes ned, men klageren besluttede hver gang frem til den 24. oktober 2008 at undlade dette.
Banken bestrider, at banken har fiflet med lydfilerne.
Til støtte for afvisningspåstanden har Sydbank anført, at afgørelsen af vil forudsætte en bevisførelse, som gør sagen uegnet til behandling ved Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerens investering skete i overensstemmelse med bankens forslag til investeringspakke, der også indeholdt oplysning om, at klager i "worst case" kunne forvente et negativt afkast af indskuddet.
Det er ikke godtgjort, at klageren som betingelse for deltagelse i Sydbanks investeringspakke stillede krav om, at han når som helst kunne komme ud af pakken uden et tab.
Der er i øvrigt ikke godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at Sydbank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.