Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om banken var berettiget til at opkræve garantiprovision i forbindelse med aftale om garantistillelse

Sagsnummer: 272/2012
Dato: 06-11-2012
Ankenævn: Eva Hammerum, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, George Wenning
Klageemne: Garanti - provision
Ledetekst: Spørgsmål om banken var berettiget til at opkræve garantiprovision i forbindelse med aftale om garantistillelse
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod bankens opkrævning af garantiprovision i forbindelse med aftale om garantistillelse i medfør af lov om aktiv socialpolitik og lov om integration af udlændinge § 9.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nordea Bank Danmark.

Banken har oplyst, at klagerens ægtefælle, K, i 2006 flyttede til Danmark. Klageren skulle stille sikkerhed i form af en anfordringsgaranti for dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp til K, jf. lov om aktiv socialpolitik og lov om integration af udlændinge i Danmark.

Den 28. juli 2006 udfyldte og underskrev klageren et oplysningsskema, hvorefter han som garantirekvirent anmodede banken om at stille en anfordringsgaranti på 55.241 kr.

Den 23. august 2006 underskrev klageren bankens standardgarantibegæring. Samtidig overførte klageren 55.241 kr., der svarede til garantisummen, til en spærret konto (-202) som han pantsatte til banken. Af garantibegæringen fremgår:

"…

Generelt

I øvrigt gælder Nordea Bank Danmarks almindelige betingelser for garantistillelse samt generelle vilkår for erhvervskunder, der betragtes som en del af denne begæring. Disse, der er udleveret af banken, er jeg/vi bekendt med.

…"

Den 25. august 2006 underskrev banken oplysningsskemaet som garant for et beløb på 55.241 kr. Garantiperioden var 27. august 2006 - 27. august 2013.

Den 27. august 2006 underskrev og stillede banken anfordringsgarantien over for beneficianten, en kommune. Af garantianfordringen fremgår:

"…

Beløbet vedrører sikkerhed efter udlændingelovens § 9, stk. 4, eller § 9c, stk. 1, 2.pkt., jf. § 9, stk. 4, til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, og som udbetales til

Udgifter til gebyrer m.v. vedrørende denne garanti, herunder udgifter forbundet med oprettelse, transport og inddrivelse, betales af garantirekvirenten og dermed uden udgift for den kommunalbestyrelse over for hvem garantien er stillet, eller til hvem rettighederne efter garantien er transporteret.

…"

Klageren har oplyst, at banken i hele garantiperioden har opkrævet garantiprovision på kr. 275 kr. kvartalsvis.

Af posteringsoversigt for konto (-202) fremgår den 27. februar og den 25. maj 2012 to hævninger på 275,00 kr. med teksten "Garanti".

Ved brev af 9. april 2012 rykkede klageren banken for nedskrivning af garantien. Samtidig anmodede han banken om ikke at opkræve garantiprovision af den nedskrevne garanti samt tilbagebetale den allerede opkrævede garantiprovision. Af brevet fremgår:

"…

Garantien er et lovfæstet krav, iht. Udlændingeloven, § 9 stk. 4. Idet jeg i 2006 har indbetalt den fulde garantisum til sikkerhed, mener jeg, at banken absolut INGEN risiko har ved denne garanti.

Da banken – så vidt jeg kan se – heller intet administrativt arbejde har med denne garanti – ikke engang indberetning til skattevæsenet, - skal jeg påpege, at opkrævning af provision for denne garanti må anses [for] at være uberettiget.

Jeg skal derfor hermed bede om, at den ændrede garanti friholdes fra provision. Ligeledes skal jeg bede om, at den allerede opkrævede provision tilbagebetales.

…"

Ved brev af 12. april 2012 meddelte banken klageren, at garantien var nedskrevet til 27.620,50 kr., og at et tilsvarende beløb var frigivet på den spærrede konto (-202). Endvidere oplyste banken, at garantiprovision fortsat er 275,00 kr. pr. kvartal.

Af "Nordea Bank Danmarks almindelige bestemmelser for garantistillelse" fremgår:

"…

Garantiprovision

Garantiprovisionssatser er variable og kan til enhver tid ændres af banken uden varsel.

Garantiprovision trækkes på kundens konto forud for hver påbegyndt periode, indtil garantien er ophørt.

…"

Parternes påstande

Den 18. juli 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal anerkende, at han ikke skal betale garantiprovision og tilbagebetale den opkrævede garantiprovision med tillæg af procesrente.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke er berettiget til at opkræve garantiprovision.

Banken har ingen risiko med garantien, da han allerede har betalt garantisummen, ligesom der ikke er noget arbejde forbundet med garantien. Banken har omkostningsfri rådighed over beløbet, der er spærret i resten af garantiperioden på grund af lovkrav herom.

Nordea Bank Danmark har anført, at klageren underskrev garantibegæringen og indgik dermed en aftale med banken om, at han skal betale garantiprovision, indtil garantien er ophørt, og at garantiprovisionen kan hæves på klagerens daværende konto (-583).

Banken er berettiget til at opkræve garantiprovisionen, jf. garantibegæringen med tilhørende almindelige bestemmelser for garantistillelse. Garantiprovisionen er 275 kr. pr. påbegyndt kvartal og svarer til bankens minimumsprovision. Banken opkræver garantiprovisionen uafhængigt af, om garantien er dækket af sikkerheder. Provisionen dækker bankens udgifter ved udstedelse og administration af garantien.

Da klageren i 2006 anmodede banken om at stille garantien, var den eneste sikkerhed, der kunne stilles, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4, en anfordringsgaranti fra et pengeinstitut.

Det påhviler ikke banken at kontakte klageren og foreslå et andet produkt, fordi lovgivningen bliver lavet om. Klageren har derfor ikke krav på tilbagebetaling af garantiprovision.

Klagerens eventuelle krav på tilbagebetaling af garantiprovision, der er debiteret før den 18. juli 2009 er forældet, jf. forældelseslovens § 3.

Banken tilbyder at ændre bankgarantien til en deponeringskonto som blev muliggjort ved en lovændring pr. 1. oktober 2006 mod et engangsgebyr på 375 kr., hvis klageren ønsker det. Hvis garantien ændres til en deponeringskonto, refunderer banken klageren den garantiprovision, der er debiteret klagerens konto efter den 9. april 2012.

Ankenævnets bemærkninger

Den 23. august 2006 underskrev klageren en garantibegæring, hvorefter han anmodede Nordea Bank Danmark om at stille en anfordringsgaranti over for en kommune i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 4.

Af garantibegæringen med bankens tilhørende almindelige bestemmelser for garantistillelse fremgår, at banken opkræver garantiprovision.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte vilkåret om betaling af garantiprovision.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.