Spørgsmål om bortfald af ægtefælles kautionsforpligtelse i forbindelse med gennemførelse af tvangsakkord for skyldneren.
| Sagsnummer: | 424/1995 |
| Dato: | 04-07-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - akkord
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om bortfald af ægtefælles kautionsforpligtelse i forbindelse med gennemførelse af tvangsakkord for skyldneren. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Primo 1988 ydede indklagedes Frederikssund afdeling en erhvervskassekredit på 200.000 kr. og et boliglån på 228.000 kr. til klagerens ægtefælle, der driver virksomhed som VVS-installatør. Ved underskrivelse af kassekreditkontrakten og gældsbrevet henholdsvis den 29. februar og 10. marts 1988 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for kreditten og lånet.
Engagementet blev endvidere sikret ved håndpant i to ejerpantebreve på i alt 319.000 kr. i ægtefællens ejendom, to løsøreejerpantebreve på henholdsvis 90.000 kr. og 80.000 kr. med pant i to biler og en ophørende livspolice på 500.000 kr.
Klageren forestod kontorarbejde og bogholderi i ægtefællens virksomhed.
På grund af økonomiske vanskeligheder i virksomheden forsøgte ægtefællen i foråret 1992 forgæves at opnå en frivillig akkord med virksomhedens største kreditorer. Den 13. og 19. marts 1992 deltog klageren i møder hos indklagede, hvor bl.a. mulighederne for en frivillig akkord blev drøftet.
Den 12. august 1992 indgav ægtefællen anmeldelse om betalingsstandsning til skifteretten.
Den 25. august 1992 anmeldte indklagede sit krav mod ægtefællen, opgjort til 298.815,98 kr. pr. 12. august 1992, til klagerens og ægtefællens advokat, som af skifteretten var beskikket som tilsynsførende i betalingsstandsningsboet. I anmeldelsen var ejerpantebrevene og livspolicen anført som sikkerhed for indklagedes tilgodehavende, hvorimod klagerens kaution ikke var nævnt. Kopi af kassekreditkontrakten og gældsbrevet, hvoraf kautionen fremgik, var vedlagt anmeldelsen.
I september 1992 afholdtes et møde med deltagelse af advokaten, ægtefællen og indklagede. På mødet drøftedes de økonomiske muligheder for en akkord samt oprettelse af en modregningsfri konto. Det blev under mødet oplyst, at klageren havde overtaget en mindre del af ægtefællens virksomhed, som hun drev videre som en enkeltmandsvirksomhed. Indtægterne herfra skulle sammen med indtægterne fra ægtefællens virksomhed efter gennemførelsen af en tvangsakkord indgå i ægtefællernes fælles økonomi. Klageren har anført, at det under mødet blev meddelt indklagede, at opfyldelsen af ægtefællens tvangsakkord delvis skulle finansieres af hende. Indklagede har anført, at man blev bekendt med, at indtægterne fra klagerens enkeltmandsvirksomhed ville udgøre et supplement til ægtefællernes fælles økonomi, og at klageren derved indirekte og i begrænset omfang var medvirkende til at finansiere ægtefællens tvangsakkord.
På baggrund af en henvendelse fra advokaten tilbageførte indklagede den 24. november 1992 en lønudbetaling på 12.915,07 kr. til klagerens konto hos indklagede. Beløbet var primo august 1992, hvor indklagede var blevet bekendt med, at ægtefællen ville indgive anmeldelse om betalingsstandsning, blevet overført fra klagerens lønkonto til ægtefællens kassekredit.
Ved skrivelse af 27. november 1992 til advokaten korrigerede indklagede sin anmeldelse i betalingsstandsningsboet på baggrund af tilbageførslen af lønnen til klagerens konto og salg af de to pantsatte biler for i alt 58.000 kr. Indklagede opgjorde herefter sit krav pr. 4. november 1992 til 264.172,29 kr.
Ultimo december 1992 overførtes klagerens engagement med et positivt indestående på ca. 34.000 kr. til et andet pengeinstitut.
Ved advokatens skrivelse af 13. maj 1993 blev indklagede anmodet om at tiltræde et tvangsakkordforslag på 25%. Skrivelsen var vedlagt akkordbalance pr. 12. august 1992 og beretning udarbejdet af tillidsmændene, jf. konkurslovens § 165. Det fremgår heraf, at salg af ægtefællens ejendom ifølge en ejendomsmæglervurdering af april 1992 ville medføre et underskud på 106.400 kr., og at det på baggrund af den efterfølgende udvikling på ejendomsmarkedet måtte anses for sandsynligt, at salg ville medføre et større underskud end ved vurderingen pr. april 1992. Af tillidsmændenes beretning fremgår i øvrigt bl.a.:
"Akkordforslaget er sikret ved virksomhedens nuværende likviditet, samt tilsagn fra tredjemand om yderligere likviditet til at gennemføre akkorden, under betingelse af, at akkorden stadfæstet."
Indklagede tiltrådte akkordforslaget, som blev stadfæstet af skifteretten den 13. juli 1993.
Med henblik på opfyldelse af akkorden indbetalte klageren den 16. juli 1993 220.884,84 kr. til advokaten, som den 20. juli 1993 udbetalte dividende på 71.003,64 kr. til indklagede.
Ved skrivelse af 22. juli 1993 til klageren rejste indklagede krav om betaling af 182.723,07 kr. med tillæg af renter og provision fra den 4. november 1992 til indfrielse af klagerens kaution. Beløbet udgjorde indklagedes restengagement med ægtefællen efter akkordens gennemførelse.
Den 6. august 1993 fremsendte indklagede de to ejerpantebreve i ægtefællens ejendom til advokaten.
Ved advokatens skrivelse af 1. september 1993 indledtes forhandlinger med afdelingen om en akkordordning for klageren.
I april 1994 rettede klageren henvendelse til en anden advokat vedrørende indklagedes krav mod hende i henhold til kautionen. Ved denne advokats skrivelse af 26. april 1994 blev det gjort gældende, at kautionsforpligtelsen var bortfaldet, hvilket indklagede bestred.
I juli 1995 modtog klageren indkaldelse til fogedretten og stævning i sagen med krav om betaling af kautionsforpligtelsen. Sagen er af retten i Frederikssund henvist til behandling ved Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.
Klageren har overfor Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun er frigjort for sine kautionsforpligtelser.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ikke på noget tidspunkt gjorde hende opmærksom på, at kautionsforpligtelserne ville blive gjort gældende. Hun ville i så fald ikke have finansieret opfyldelsen af akkorden med de 220.000 kr., som bl.a. kom indklagede til gode. Indklagede var i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 forpligtet til at give meddelelse om misligholdelsen af engagementet til hende som kautionist. Det var endvidere nærliggende for indklagede at gøre opmærksom på kautionen i forbindelse med anmeldelsen i betalingsstandsningsboet, på mødet i september 1992, hvor advokaten meddelte, at akkorden delvist ville blive finansieret af hende, i forbindelse med indklagedes uberettigede modregning på hendes konto, ved overførslen af hendes engagement i december 1992, ved salget og frigivelsen af de pantsatte aktiver og i forbindelse med tiltrædelsen af akkorden. I hvert fald på mødet i september 1992 var indklagede fuldt ud bekendt med, at akkorden delvist skulle finansieres af hende. Hun er uforstående over for, at indklagede ikke har udarbejdet referat fra netop dette møde, som var væsentlig for akkordens gennemførelse. Hun deltog ikke i møderne vedrørende akkorden, efter at betalingsstandsningen var anmeldt.
Indklagede har anført, at klageren var fuldt ud bekendt med udviklingen i engagementet med ægtefællens virksomhed og betalingsstandsningen, hvorfor man ikke fandt anledning til at fremsende en egentlig skriftlig meddelelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Engagementet blev drøftet med klageren og dennes ægtefælle både før og efter betalingsstandsningen. Ved disse drøftelser blev klagerens kaution nævnt flere gange. Ved anmeldelsen i betalingsstandsningsboet anførtes alene de af ægtefællen overfor banken stillede sikkerheder, idet selvskyldnerkautionen som en tredjemandssikkerhed var betalingsstandsningen uvedkommende. Det bestrides, at det under mødet i september 1992 blev oplyst, at klageren skulle finansiere sin ægtefælles tvangsakkord. Da mødet primært vedrørte oprettelse af en modregningsfri konto, skønnede afdelingen, at det ikke var nødvendigt at udfærdige et egentligt mødereferat. Klagerens finansiering af akkorden fremgår heller ikke af akkordforslaget. Indklagede har hverken direkte eller stiltiende givet tilsagn om, at klagerens kautionsforpligtelse var bortfaldet, hvorfor denne fortsat består, jf. konkurslovens § 191. Efter stadfæstelsen af tvangsakkorden har klageren forhandlet med afdelingen om afvikling af kautionsforpligtelsen og har derved anerkendt denne.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Peter Blok, Lars Pedersen og Mette Reissmann - udtaler:
Efter at klagerens ægtefælle havde anmeldt betalingsstandsning den 12. august 1992, anmeldte indklagede sit krav uden at gøre opmærksom på klagerens kautionsforpligtelser. I september 1992 afholdtes med deltagelse af indklagede, klagerens ægtefælle og den tilsynsførende advokat et møde, på hvilket man bl.a. drøftede de økonomiske muligheder for at gennemføre en akkord. Det blev på mødet nævnt, at klageren og dennes ægtefælle havde fælles økonomi, og det blev i hvert fald oplyst, at klageren i et vist omfang skulle bidrage til finansieringen af en eventuel akkord. Vi finder, at indklagede under denne drøftelse burde have præciseret, at man havde til hensigt efter en eventuel akkord at gøre klagerens kautionsforpligtelser gældende. Det er heller ikke godtgjort, at indklagede på noget senere tidspunkt inden akkordforslagets stadfæstelse har gjort klageren, dennes ægtefælle eller den tilsynsførende advokat opmærksom på, at klagerens kautionsforpligtelser ville blive gjort gældende. Det bemærkes herved, at indklagede undlod at give klageren meddelelse som foreskrevet i bank- og sparekasselovens § 41.
Vi finder, at klageren under disse omstændigheder med føje har fået den opfattelse, at indklagedes tiltræden af akkordforslaget samtidig indebar, at hendes kautionsforpligtelser ikke ville blive gjort gældende. Det forhold, at klageren og dennes daværende advokat efterfølgende har ført forhandlinger med indklagede om en akkordordning vedrørende kautionsforpligtelserne findes ikke at indebære, at klageren på bindende måde har anerkendt, at disse forpligtelser fortsat kunne gøres gældende mod hende.
Vi stemmer herefter for at tage klagerens påstand til følge.
To medlemmer - Bjarne Lau Pedersen og Ole Simonsen - udtaler:
Det følger af konkurslovens § 191, at den for klagerens ægtefælle gennemførte akkord ikke i sig selv afskærer indklagede fra at gøre klagerens kautionsforpligtelser for gælden i henhold til kassekreditkontrakten af 29. februar 1988 og boliglånet af 10. marts 1988 gældende mod klageren. Indklagede gjorde ikke i forbindelse med anmeldelsen af sit krav til den tilsynsførende advokat udtrykkeligt opmærksom på klagerens kautionsforpligtelser, og det må lægges til grund, at indklagede heller ikke på anden måde tog forbehold om, at man efter akkorden ville gøre kautionsforpligtelserne gældende. Dette forhold kunne imidlertid ikke af klageren, der var repræsenteret ved advokat, med føje opfattes således, at indklagede havde givet afkald på dette. Da klageren var bekendt med ægtefællens akkord, kan der heller ikke lægges vægt på, at indklagede ikke fremsendte en formel meddelelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Hertil kommer, at klageren under de efterfølgende forhandlinger med indklagede om en akkordordning vedrørende kautionsforpligtelserne må anses at have anerkendt disse. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf