Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9903022/1999 |
| Dato: | 08-12-1999 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Leif Nielsen, Per Englyst og Kim Steen Nielsen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Klageren ejede sammen med sin daværende samlever en ejendom, hvori der indestod tre lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet overtog i februar 1990 ejendommen på tvangsauktion for et bud på 316.000 kr. Med overtagelsesdag den 1. maj 1990 videresolgte instituttet ejendommen for en nominel pris på 395.000 kr. Købesummen blev bl.a. berigtiget ved den nye ejers overtagelse af to af lånene til instituttet. I september 1997 gjorde instituttet over for klageren en personlig fordring gældende på 148.692 kr. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. I august 1998 udtog instituttet stævning mod klageren for dette beløb, som instituttet ved et retsmøde i december 1998 nedsatte til 144.692 kr. Retten oversendte i marts 1999 sagen til Nævnet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod ham, subsidiært at instituttet alene kunne gøre halvdelen af et eventuelt krav gældende mod ham. Instituttet påstod principalt frifindelse, subsidiært at kravet kunne opgøres til 146.006 kr., mere subsidiært til 134.705 kr., og tertiært til 133.306 kr.
Nævnet fandt, at klageren hæftede fuldt ud for instituttets krav. I overensstemmelse med hidtidig nævnspraksis kunne klageren heller ikke fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet fandt det ubestridt, at instituttets krav på tvangsauktionen i februar 1990 var sammensat af restgæld og restancer, hvori indgik renter og bidrag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at instituttet havde et krav på 148.692 kr. mod klageren, og at ingen del af beløbet var forældet efter 1908-loven. Efter flertallets opfattelse måtte hertil kræves fremlæggelse af egentlige regnskabsbilag eller bogføringsmateriale, der klart og utvetydigt viste, at ingen del af det opkrævede beløb bestod af renter og bidrag. Da fremlæggelse af sådan dokumentation ikke var sket, stemte flertallet for at tage instituttets tertiære påstand til følge. Et mindretal fandt, at instituttet havde været berettiget til at vælge, hvilken del af den personlige fordring nedskrivningen i henhold til retsplejelovens § 578 skulle finde sted på. Instituttet havde tilkendegivet, at instituttet forlods anså budsummen og § 578 reguleringen for anvendt til dækning af restancer, hvilket ifølge mindretallet også fandtes sandsynliggjort af de fremlagte kontoudtog og af instituttets forretningsgang. Dette mindretal fandt, at der var et krav på 146.006 kr., som var underlagt den 20-årige forældelse, og som dermed fortsat kunne gøres gældende af instituttet. Et andet mindretal fandt som følge af de af instituttet anførte grunde, at instituttets prinicipale påstand skulle tages til følge. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet kunne derfor alene gøre en personlig fordring på 133.306,36 kr. gældende over for klageren. Kravet skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens ind-bringelse for Realkreditankenævnet og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 3. januar 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Institut ønsker ikke at være bundet af kendelsen.