Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om kredit til indfrielse af lån i andet pengeinstitut sikret ved ejerpantebrev.

Sagsnummer: 385/1994
Dato: 07-04-1995
Ankenævn: Peter Blok, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jens Ole Stahl
Klageemne: Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om kredit til indfrielse af lån i andet pengeinstitut sikret ved ejerpantebrev.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Med henblik på omprioritering af klagerens ejendom blev der den 16. september 1993 oprettet en omprioriteringskonto hos indklagede, hvorpå et omprioriteringsgebyr på 2.100 kr. straks blev debiteret. Samtidig indhentede indklagede lånetilbud hos Realkredit Danmark på et 30-årigt kontantlån på 824.000 kr. baseret på 6%-obligationer til indfrielse af et eksisterende 10%-obligationslån i samme realkreditinstitut med restgæld pr. 1. oktober 1993 på ca. 800.000 kr. og med en restløbetid på ca. 13 år.

Et efterstående ejerpantebrev på 150.000 kr. lå til sikkerhed for et lån på ca. 400.000 kr. i Interbank.

Dokumenterne til brug for omprioriteringen blev underskrevet i december 1993, og det nye pantebrev til Realkredit Danmark blev tinglyst den 17. januar 1994 med anmærkning om det eksisterende kreditforeningslån og ejerpantebrevet.

Da Interbank ikke ville lade ejerpantebrevet rykke for omprioriteringslånet, og da indklagede ikke ville overtage klagerens engagement med Interbank, blev omprioriteringen indstillet.

Af indklagedes interne notater af 14. januar 1994 fremgår, at klageren er informeret om, at omprioriteringen ikke kan gennemføres, da Interbank ikke vil rykke, med mindre gælden på ca. 400.000 kr. indfries, og at der derfor afventes udspil fra klageren.

Af en skrivelse af 24. januar 1994 fra Interbank til bankens advokat fremgår bl.a.:

"Det skal nævnes, at vi den 12. januar 1994 telefonisk bliver kontaktet af [medarbejder hos indklagede], som meddeler, at lån nr. [...] bliver indfriet mod udlevering af ejerpantebreve. En time senere ringer [medarbejder hos indklagede] igen og beklager, at hans chef og kreditkontoret ikke ville bevilge lånet."

Indklagede har under sagens forberedelse tilbudt pr. kulance at godtgøre klageren de omkostninger, der er påført ham i forbindelse med lånesagens behandling.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at gennemføre omprioriteringen og erstatte det tab, han har lidt som følge af, at omprioriteringen ikke blev gennemført den 17. januar 1994.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede indvilgede i at omprioritere ejendommen og i denne forbindelse indfri engagementet med Interbank, hvilket også fremgår af Interbanks skrivelse af 24. januar 1994. Da den nødvendige kredit var bevilget den 12. januar 1994, var der den 17. januar 1994, hvor pantebrevet blev tinglyst, ingen hindring for gennemførelse af omprioriteringen, hvorfor indklagede bør være erstatningsansvarlig for hans tab ved, at omprioriteringen ikke blev gennemført som forudsat.

Indklagede har anført, at Interbank i oktober/november 1993 meddelte, at man ikke ønskede at rykke for omprioriteringslånet, hvorfor afdelingen lovede at undersøge, hvilket beløb en eventuel indfrielse ville omfatte, og herefter tage stilling til, hvorvidt afdelingen ville overtage engagementet i Interbank. Efter en kreditmæssig gennemgang af klagerens engagement sammenholdt med størrelsen af engagementet med Interbank fandt afdelingen ikke, at der kunne ydes klageren et lån i denne størrelsesorden. Det blev herefter aftalt, at klageren skulle vende tilbage med et løsningsforslag. Da klageren så positivt på muligheden for en løsning, anmodede han den 14. januar 1994 afdelingen om at fremsende pantebrevet til tinglysning. Den manglende omprioritering beror på klagerens egne forhold, idet han ikke har været i stand til at indfri engagementet i Interbank, som ikke var forpligtet til at rykke for omprioriteringslånet.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at Interbank ikke var forpligtet til at lade ejerpantebrevet på 150.000 kr. rykke for det nye realkreditlån, som klageren påtænkte at optage.

Det er endvidere ikke godtgjort, at indklagede har givet klageren bindende tilsagn om at ville overtage klagerens engagement med Interbank på ca. 400.000 kr. med henblik på herefter at lade ejerpantebrevet rykke for det nye realkreditlån.

Der er herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede at gennemføre omprioriteringen eller for at pålægge indklagede erstatningsansvar som følge af, at omprioriteringen ikke er blevet gennemført, og klagerens påstande kan således ikke tages til følge.

Det bemærkes, at indklagede under sagens forberedelse har erklæret pr. kulance at ville godtgøre klageren de påførte omkostninger.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.