Rådgivning ved lånefinansierede investeringer.
| Sagsnummer: | 1217 /2009 |
| Dato: | 14-03-2011 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Maria Hyldahl |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
|
| Ledetekst: | Rådgivning ved lånefinansierede investeringer. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Sydbank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med rådgivningen af klagerne ved deres lånefinansierede investeringer.
Sagens omstændigheder.
I foråret 2006 deltog klagerne og deres revisor R i et møde i Sydbank. Klagerne ønskede at investere 4.000.000 kr. R havde anbefalet klagerne at etablere en investeringslåneaftale i CHF (schweizerfranc) til brug for en gearet investering. Banken har oplyst, at banken oprettede en investeringsprofil, hvoraf fremgår, at formålet med investeringen var "Spekulation" med en investeringshorisont indtil "31.12.2013" og en høj risikovillighed angivet ved tallet "83" ud for "Risikofaktor". Klagerne har anført, at hverken de eller R tidligere har set denne investeringsprofil. Den angivne risikofaktor må svare til "middel risiko", som var forudsætningen for engagementet, hvilket blev afspejlet i deres beslutning om en overvægt af obligationer på 85 % i investeringerne og 15 % aktier. Banken har anført, at klagerne er blevet rådgivet ud fra en "middel" risikovillighed.
Af et forslag til investeringspakke, som banken udarbejdede den 14. marts 2006, fremgår:
"…
Forslaget omfatter følgende:
Indskud: | 4.000.000 |
Lånebeløb: | 4.000.000 |
Investeringsbeløb: | 8.000.000 |
Indhold[s]fortegnelse
Forudsætninger, risici og rådgivning | Side 2 |
Forslag til værdipapirinvestering | Side 3 |
Finansieringsoversigt | Side 4 |
Følsomhedsberegning på investeringspakken | Side 5 |
Sikkerhedskrav | Side 6 |
…
Investeringsforslaget er baseret på følgende individuelle forudsætning:
Risikoprofilen | Middel risiko |
Tidshorisont | 2 – 5 år |
Investeringsstrategi | Spekulativ investeringsstrategi med låneoptagelse i DKK og/eller udenlandsk valuta. Investeringsforslaget bygger på Sydbanks anbefalinger for investering og finansiering for lånte midler. Investeringsstrategien er aktiv, og forudsætter at du løbende følger bankens omlægningsforslag for investerings- og finansieringsdelen. |
Investerede midler | Frie midler (ikke pensionsmidler) |
Forudsætninger risici:
Forslaget til værdipapirporteføljen samt finansieringen heraf bygger på Sydbanks forventninger til udviklingen på de finansielle markeder.
De forventede afkast, der er anvendt i analysen, er vores langsigtede forventninger til de pågældende værdipapirer, forstået som forventningerne til afkastet over en flerårig periode. Det forventede afkast på investeringspakken tager udgangspunkt i uændrede valutakurser. Der vil sædvanligvis - på kortere sigt - ske udsving i de finansielle markeder (kurser på værdipapirer valuta samt rentesatser), hvilket vil påvirke afkastet på investeringspakken.
Følsomhedsberegningerne i vedhæftede oversigt dækker en 12 måneders periode. De angivne vurderinger af best case/worst case er ikke udtryk for garanti fra bankens side.
Der er ikke taget højde for de skattemæssige konsekvenser af investeringerne. Kontakt evt. din revisor for specifik skatterådgivning.
…
Rådgivning
Værdipapirhandel og/eller omlægning af udlandslån vil alene ske efter forudgående rådgivning af dig.
Alle køb, salg og omlægninger sker med din forudgående godkendelse og for din regning og risiko.
Værdipapirhandel og omlægning af udlandslån kan ske mundtligt eller skriftligt, men bekræftes altid af Sydbank ved fremsendelse af en note/bekræftelse.
Sydbank søger at rådgive bedst muligt om køb og salg af værdipapirer og omlægninger af udlandslån. Banken påtager sig dog intet ansvar for resultaterne/afkastene eller skattemæssige konsekvenser.
…
Samtykkeerklæring
Med din underskrift accepterer du forslaget til investeringspakke og erklærer dig indforstået med at du er blevet rådgivet om risiciene ved indgåelse af investeringspakken, herunder den øgede risiko, der er forbundet med lånefinansieret investering.
…
Forslag til værdipapirinvestering
Obligationer | ||||
Fordeling | Papir | Beløb | Forventet afkast p.a. på lang sigt i % | Forventet afkast p.a. på lang sigt i kr. |
Emerging Markets obligationer | ||||
20,00% | SI Højrentelande | 1.599.971 | 7,50% | 119.998 |
20,00% | SI Højrentelande Valuta | 1.599.954 | 7.50% | 119.997 |
Virksomhedsobligationer | ||||
20,00% | BankInv. Kreditobl BIOU | 1.599.981 | 7,50% | 119.999 |
25,00% | Sydinv Virksomhedsobl ex-kup | 1.999.914 | 7,50% | 149.994 |
85,0% | 509.987 | |||
Aktier | ||||
Fordeling | Papir | Beløb | Forventet afkast p.a. på lang sigt i % | Forventet afkast p.a. på lang sigt i kr. |
Globale aktier | ||||
10,00% | ValueInvest Global | 799.987 | 8,00% | 63.999 |
5,00% | BI Basis Aktier | 399.918 | 8,00% | 31.993 |
15,0% | 95.992 | |||
100,0% | 7.999.725 | 7,57% | 605.979 | |
…
Følsomhedsberegninger på investeringspakken
CHF (100%) | ||||
Alternative | … | Best case afkast | Worst case afkast | |
CHF stigende | 505,41 | 1.529.642 | 1.529.568 | |
CHF stigende | 495,41 | 1.613.906 | 1.445.436 | |
CHF stigende | 485,41 | 1.697.906 | 1.361.304 | |
CHF uændret | 475,41 | 1.782.039 | 1.277.172 | |
CHF faldende | 465,41 | 1.866.171 | 1.193.040 | |
CHF faldende | 455,41 | 1.950.303 | 1.108.908 | |
CHF faldende | 445,41 | 2.034.435 | 1.024.776 |
Afkast ved uændrede valutakurser
Afkastsscenarie | Forventet afkast p. | Forventet afkast |
Forventet | 507.852,47 | 12,70% |
Best case | 1.782.038,57 | 44,55% |
Worst case | -1.277.171,80 | -31,93% |
…
Sikkerhedskrav
…
Samlet oversigt | ||
Overdækning i realværdier | 4.000.000 | |
Samlet overdækningskrav | 1.399.945 | |
Stop loss indtræffer ved samlet overdækning på | 839.967 | |
Forklaring
Det samlede overdækningskrav beregnes som summen af aktiernes kursværdi ganget med en af Sydbank fastlagt risikoprocent plus valutaens (finansieringsdelens) estimerede risikoprocent.
Den samlede overdækning danner herefter baggrund for beregningen af en stop-loss-værdi / (tabs-værdi). Denne indtræffer når 40% af den krævede overdækning på etableringstidspunktet er tabt - herefter tages der stilling til:
Om der skal foretages yderligere indbetalinger og/eller
Om der skal sælges værdipapirer fra investeringspakken eller
Om investeringspakken skal lukkes
Som kunde i Sydbank modtager du kvartalsvis en afkastopgørelse, der viser dig den aktuelle status på din investeringspakke.
…"
Klagerne valgte at optage et investeringslån på 835.000 CHF og at deltage i den af banken foreslåede investeringspakke.
Af klagernes brev af 16. april 2009 til banken fremgår:
"…
I april 2006 stod vi med ca. 4 mill. DKK i kontanter, der tillidsfuldt blev overgivet i SYDBANK’s varetægt.
Den 27. febr. 2009 kunne vi konstatere, at dette beløb var skrumpet ind til et samlet rest-provenu på omkring 550.000 DKK.
…
Få dage efter modtagelsen af den seneste "Opgørelse vedr. Investeringspakke" kontaktede vi Investeringsrådgiveren, da vi gerne ville høre nærmere om udviklingen generelt og måske lidt nyt om udbytter. Der blev ikke talt om specifikke dagsorden-punkter fra nogen af siderne før vi mødtes.
Vi aftalte et møde til fredag den 27.02. 09 kl. 14:00 i SYDBANK.
Vi blev modtaget af … og blev præsenteret for et stykke papir (kopi vedlagt) med nogle talkolonner og nogle begreber eller definitioner, som vi ikke rigtigt kunne forholde os til og forstå konsekvensen af.
Vi fik begreber og tallene forklaret, og det korte af det lange var, at vi kunne stoppe hele projektet NU den 27.02.09 og "redde" 600 000 DKK, eller vi kunne fortsætte med risiko for at tabe alt.
VI VAR LAMSLÅET.
Vi opfattede situationen for os som et valg mellem PEST og KOLERA. Rådgivning var der intet af !
Vi valgte at realisere hele vort projekt for i hvert fald at redde ovennævnte 600 000 DKK.
…
For os kunne tidspunktet for realiseringen ikke være valgt dårligere.
Een måned senere … kunne vi konstatere, at kurserne på alle porteføljer bortset fra SI Virksomhedsobligationer var steget, og CHF-lånet ville kunne have været afviklet til en kurs på 489,10 i forhold til 504,00 … svarende til en besparelse for os på den post på DKK 124.415
Pr. 15.04.09 var der markante stigninger over hele linjen, der ville have påvirket provenuet betydeligt, selvom CHF’en var steget lidt.
Det er uforståeligt at vi som kunder, hvis økonomi I kender, og som I altid har kendt til mindste detalje, og ydermere suppleret med den ekspertise SYDBANK råder over, landede i en situation, der gjorde det umuligt for os at manøvrere rationelt den 27. febr. 2009.
Kunne man virkelig ikke have fundet frem til en mere differentieret løsning eller ordning ???
…
Det foranstående afspejler den afmagt, som vi føler efter afslutningen på vort Investerings/Valutalån - engagement i SYDBANK.
Den tillid vi som privatpersoner har vist jer, anser vi i dag som værende fatal, idet kun en del af elendigheden ifølge det beskrevne kan føres tilbage til udefrakommende forhold.
Vi vil selvsagt gerne underbygge de hændelser, der er beskrevet og anmoder derfor om et møde i SYDBANK, hvor den ansvarlige for SYDBANK’s Investeringsaktivitet deltager.
Det er vigtigt for os at få hændelsesforløbet bekræftet hhv. få korrigeret evt. fejltolkninger af hensyn til og med henblik på evt. at indhente en "Second Opinion"
Vi ser frem til at høre fra jer.
…"
Den 4. maj 2009 deltog klagerne i et møde i banken.
Af bankens brev af 17. august 2009 til klagerne fremgår:
"…
Vi vender hermed tilbage med en besvarelse af Deres skrivelser i ovenstående sag.
…
Efterfølgende faldt værdien af investeringspakken dog igen, således at der ultimo februar 2009 var tabt ca. kr. 3.000.000,00.
I den forbindelse blev der afholdt et møde med Dem, hvori mulighederne for at lukke investeringspakken ned - enten helt eller delvist - blev drøftet.
De blev i den forbindelse orienteret om at banken - i henhold til de gældende stop loss-regler - krævede yderligere sikkerhed, såfremt investeringspakken skulle opretholdes fuldt ud.
Værdien af investeringspakken var på dette tidspunkt ca. kr. 600.000,00. Hertil kommer dog kr. 419.000,00 som De tidligere havde trukket ud af investeringspakken, hvorfor det reelle tab på dette tidspunkt udgjorde kr. ca. 3.000.000,00.
Markedet havde på det tidspunkt i en længere periode forventet kursstigninger, men havde som bekendt kunne konstatere, at kurserne tværtimod fortsatte med at falde.
Således var det umuligt at sige om kurserne ville nå et rette sig inden hele Deres investering var tabt, eller om De ville tabe den resterende del af Deres investering ved at opretholde investeringspakken.
Dette blev De udtrykkeligt informeret om under mødet med banken.
På denne baggrund besluttede De selv at lukke engagementet ned.
Det kan således på ingen måde bebrejdes Sydbank, at markedet - som anført i Deres skrivelse - efterfølgende steg, idet Sydbank naturligvis ikke har kunnet forudsige dette.
Det er således vores klare opfattelse, at vi har rådgivet Dem korrekt i forbindelse med den løbende porteføljepleje samt i forbindelse med Deres beslutning om nedlukning af engagementet.
Det bemærkes i den forbindelse i øvrigt, at banken finder Deres klage selvmodsigende, idet De på den ene side bebrejder banken, at man ikke har lukket engagementet ned i forbindelse med de faldende kurser i løbet af 2008, mens de på den anden side også bebrejder banken, at man foreslog at investeringspakken måske skulle lukkes ned i februar 2009.
Deres klage baserer sig således efter vores opfattelse på efterrationalisering, idet ingen - heller ikke på daværende tidspunkt - naturligvis kan sige noget med sikkerhed omkring den fremtidige kursudvikling.
…
Det er naturligvis med stor beklagelse, at vi kan konstatere at De har lidt et tab på Deres investeringer.
Som ovenfor anført er det det dog vores klare opfattelse, at banken ikke er ansvarlig herfor.
På denne baggrund må vi desværre afvise at yde Dem kompensation for det lidte tab.
…"
I den følgende korrespondance henholdsvis fastholdt klagerne, at banken havde ydet mangelfuld rådgivning og banken fastholdt afvisningen heraf.
Parternes påstande.
Klagerne har den 23. november 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal yde klagerne en erstatning på 1.500.000 kr.
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har bl.a. anført, at banken mistede grebet omkring håndteringen af investeringspakken.
Banken har ikke levet op til egne skriftligt formulerede målsætninger om investeringsstrategi, rådgivning og løbende aktiv porteføljepleje.
De har ikke modtaget nogen kursrelaterede omlægningsforslag fra banken.
Banken har ikke siden maj 2007 givet råd om ændringer i porteføljen.
De har ikke stået i vejen for initiativer, som banken i sagens natur kunne og burde have forslået.
Banken kan ikke med påstande om "Rådgivning" samt markedets udvikling og uforudseelighed frikendes for et medansvar for, at deres investeringspakke endte med et tab på ca. 3 millioner.
Rådgiverens passivitet og mangel på rettidig handlekraft har påført banken et medansvar for størrelsen af tabet.
Tidspunktet for nedlukningen af investeringspakke kunne ikke have været dårligere.
En rådgivning, der markerede en differentieret nedlukning, ville have været uvurderlig.
De gik også glip af udbytterne for kalenderåret 2008.
Sydbank har bl.a. anført, at klagernes beslutning om etablering af investeringspakken er sket på et fuldt informeret grundlag. Banken har således til fulde levet op til sine rådgivningsforpligtelser i forbindelse med etableringen.
Klagerne er blevet rådgivet korrekt i forbindelse med den løbende porteføljepleje samt i forbindelse med klagernes beslutning om nedlukning af engagementet.
Banken har ikke handlet erstatningspådragende og er ikke erstatningsansvarlig.
Klagernes risikoprofil er ikke blevet korrekt angivet i bankens system. Rådgivningen er givet ud fra en middel risiko som anført i forslaget til investeringspakke.
Klagerne er gennem hele forløbet blevet informeret om status på investeringerne. De har fulgt udviklingen tæt.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer – John Mosegaard, Jesper Claus Christensen og Peter Stig Hansen – udtaler:
Af forslaget til investeringspakke fremgår, at klagernes risikoprofil er "Middel risiko" og at banken foreslår en fordeling af investeringen på 85 % højrente- og virksomhedsobligationer og 15 % aktiebaserede investeringer.
Af forslaget fremgår videre bl.a., at investeringsstrategien var spekulativ med låneoptagelse i DKK og udenlandsk valuta og, at klagerne var indforstået med at være blevet rådgivet "om risiciene ved investeringspakken, herunder den øgede risiko, der er forbundet med lånefinansieret investering". Klagerne var bistået af egen revisor.
Vi finder det på den baggrund ikke godtgjort, at Sydbank begik ansvarspådragende fejl ved rådgivningen af klagerne i forbindelse med etableringen af investeringspakken, hvorved bemærkes, at klagerne ikke kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering samt om den yderligere risiko, en lånefinansiering af investeringen ville medføre.
Vi bemærker, at det ikke kan bebrejdes banken, at den ikke forudså den finansielle krise, som udløste store tab på værdipapirmarkederne.
Vi finder det ikke godtgjort, at Sydbank begik ansvarspådragende fejl i forbindelse med omlægningsforslag for pakkens investerings- og finansieringsdele.
Vi lægger til grund, at banken ultimo februar 2009 var berettiget til at kræve, at klagerne stillede yderligere sikkerhed, hvis investeringspakken skulle opretholdes fuldt ud.
Vi bemærker, at klagerne selv valgte at realisere det givne tab.
Vi finder det ikke godtgjort, at Sydbank begik ansvarspådragende fejl ved rådgivningen af klagerne i forbindelse med nedlukningen af investeringspakken.
To medlemmer – Maria Hyldahl og Hans Daugaard – udtaler:
Indklagede har angivet, at klagerne blev rådgivet ud fra et ønske om middel risiko, som afspejlet i deres beslutning om at investeringen foretages med en overvægt af obligationer på 85%og 15% i aktier. Imidlertid blev alle klagernes midler placeret i værdipapirer svarende til almindelig aktierisiko eller højere, hvilket afspejles i indklagedes afkastforventning. De 15% aktier såvel som 85% fordelt i SI Højrentelande, SI højrentelande Valuta, BankInvest Kreditobligationer BIOU og Sydinvest Virksomhedsobligationer ex-kup er alle forbundet med høj risiko, og dermed blev ingen af klagernes midler placeret med lav risiko, som kunne trække mod en samlet middel risiko i overensstemmelse med klagernes risikoprofil.
Vi finder således ikke, at den af indklagede anbefalede investeringspakke med en portefølje udelukkende bestående af investeringer i strukturerede obligationer og aktier er i overensstemmelse med den investeringsprofil, der fremgår af aftalen med hensyn til middelrisiko, en investeringshorisont på 2 – 5 år og et ønske om 15% i aktier, og 85% i obligationer.
Vi finder derfor, at banken begik en ansvarspådragende fejl i forbindelse med investeringen af klagernes midler og er erstatningsansvarlig.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.