Afgørelse

Forrentning af indekskonto. Højeste indlånsrente.

Indledning.

Denne sag vedrører forrentningen af indekskonti.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1938, indgik i 1962 en aftale med indklagede om oprettelse af 6 indekskontrakter. Indekskontoen skulle ifølge aftalen "forrentes med bankens højeste indlånsrente, for tiden 6% p.a., og en overrente, for tiden ½% p.a.".

Ifølge en kontooversigt pr. 30. juni 2000 udgjorde indekskontoens indestående 161.663 kr.

Klagerens ægtefælle rettede henvendelse til indklagede med krav om en højere forrentning af indeståendet på indekskontoen, hvilket indklagede afslog.

Af indklagedes oversigt over rentesatser pr. oktober 2000 fremgår, at rentesatsen på indekskonti og almindelige indlånskonti, Danske Indlån, med indestående på/over 100.000 kr. var henholdsvis 4 ¼% p.a. og 3 ¾% p.a. Klagerens konto blev forrentet med 4 ¼ % p.a.

Af bekendtgørelse nr. 960 af 25. oktober 2000 om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter fremgår bl.a.:

" §7. De under en indeksaftale foretagne indbetalinger indsættes på en indekskonto, som pengeinstituttet opretter i interessentens navn.

Stk. 2. Indekskontoen forrentes til enhver tid med den for vedkommende pengeinstitut gældende højeste indlånsrente, eventuelt med tillæg af en overrente."

Parternes påstande.

Den 13. september 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at forhøje rentesatsen på indekskonti og at yde en rentekompensation.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagedes rente på indekskonti er urimelig lav. Indklagede bør forhøje rentesatsen og udbetale en rentekompensation for i hvert fald de seneste 5 år.

Da der er tale om en opsparing over mange år, har indklagede kunnet disponere langsigtet over opsparingsbeløbet. Rentetilskrivningen burde derfor på intet tidspunkt være mindre end den bedste obligationsrente eller bedste rente på aftalekonti eller lignende. For mindre aftalelån med en løbetid på blot 6 måneder yder indklagede en forrentning på 4,6%. Indklagede bør derfor i hvert fald yde en tilsvarende rente plus overrente på indekskonti.

Med bekendtgørelsens § 7 har det været lovgivers hensigt at sikre en høj forrentning, og "højeste indlånsrente" må i overensstemmelse hermed forstås som højeste indlånsrente til enhver tid uanset indlånsform og uanset opsparingens størrelse. Indklagedes indskrænkende fortolkning af "højeste indlånsrente" er uden hjemmel i bekendtgørelsen.

Indklagede har anført, at "højeste indlånsrente" er en fast indarbejdet betegnelse for indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særlige vilkår. Man er derfor ikke forpligtet til at yde en forrentning svarende til renten på f.eks. aftalekonti, idet disse oprettes med det formål at modtage og forrente et fast aftalt beløb i en fast aftalt periode med en fast aftalt rente. Den begrænsede indskudsperiode udgør et særligt vilkår.

Hos indklagede knytter "højeste indlånsrente" sig i øjeblikket til Danske indlån. Selv om Danske indlån ikke er omfattet af et opsigelsesvarsel er kontoen den bedst forrentede indslånskonto, der ikke er oprettet på særlige vilkår.

Indekskontoen kan frit overføres til et andet pengeinstitut.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Udtrykket "højeste indlånsrente" må anses for en fast indarbejdet betegnelse for renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår. Med formuleringen i aftalen om oprettelse af indekskontoen har indklagede forpligtet sig til herudover at give en overrente, hvorimod indklagede ikke kan anses for at have forpligtet sig til at sikre, at renten på indekskontoen til enhver tid mindst skal svare til den højeste rente, der ydes for andre indlån på særvilkår.

Ifølge renteoversigten pr. oktober 2000 blev indekskonti hos indklagede med indestående på/over 100.000 forrentet med 4 ¼% p.a., mens rentesatsen for et tilsvarende almindeligt indlån uden særvilkår udgjorde 3 ¾% p.a. Indklagede har herved opfyldt sin forpligtelse til forrentning af indeståendet på klagerens indekskonto, og Ankenævnet finder efter det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at kontoen tidligere har været for lavt forrentet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.