Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check.

Sagsnummer: 217/2006
Dato: 06-03-2007
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Poul Erik Tobiasen
Klageemne: Check - falsk check
Check - udenlandsk check
Ledetekst: Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check.
Indklagede: Roskilde Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne i forbindelse med returnering af en falsk check, som klagerne modtog som betaling ved salg af en cykeltrailer.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.

I sommeren 2006 solgte klagerne via Internettet en cykeltrailer for 450 kr. til en udlænding. Klagerne modtog fra køberen en check på 2.000 EUR, som klagerne skulle indløse og derpå returnere det overskydende beløb til køber. Checken var udstedt til H og trukket på et pengeinstitut i Irland.

Den 4. august 2006 indløste H checken i indklagedes Taastrup afdeling, hvor klagerne er kunder. Indklagede fremsendte samme dag en nota til klagerne, hvoraf fremgår:

"KØB AF UDL. CHECK(S)

Checkbeløb

EUR

2.000,00

á kurs 745,11 (kursdato 04.08.2006)

DKK

14.902,20

Provision

DKK

74,51

Gebyr

DKK

50,00

Afregningsbeløb

DKK

14.777,69

Afregningsbeløbet har vi indsat på ….

Notaoplysninger

CHECK UDSTEDT AF …

EVENTUELLE UDENLANDSKE OMKOSTNINGER VIL BLIVE HÆVET PÅ KONTOEN SENERE."

Torsdag den 17. august 2006 var klagerne i anden anledning i indklagedes afdeling og talte med deres sædvanlige medarbejder, A. Klagerne medbragte en på engelsk affattet e-mail fra køberen af cykeltraileren og fortalte A om salget af cykeltraileren. Klagerne har anført, at de oplyste, at de havde aftalt med køber, at differencen i forhold til checken skulle tilbageføres via Western Union. A kendte ikke til betaling via Western Union. Hun advarede dem ikke om fremgangsmåden. Indklagede har anført, at A ikke var bekendt med den indløste check, men oplyste, at hvis indklagede skulle være behjælpelig med overførslen, skulle der bruges kontonr. m.v. A afviste at medvirke til at oversætte e-mailen og anførte, at hun syntes sagen lød underlig og manede til forsigtighed ved handel på Internettet.

Klagerne har fremlagt en e-mail fra køberen sendt 17. august 2006 kl. 16.56 vedrørende detaljer om købet. Af en mail af 18. august 2006 kl. 9.32 til A fremgår:

"Godmorgen [A]

Jeg har modtaget dette fra køber, og det lader til at jeg bliver nødt til at hæve pengene og via posthuset overfører til via western union outlets. Dette vil jeg gøre i dag. Han forventer at kunne hente cykel vognen mandag el tirsdag."

Indklagede overførte samme dag 14.000 kr. fra klagernes budgetkonto til klagernes lønkonto og bekræftede overførslen ved mail.

Den 18. august 2006 mellem kl. 15 og 16 overførte klagerne via Western Union 1.900 EUR svarende til 14.693,80 kr. til køberen af cykeltraileren. Gebyr for overførslen udgjorde 705 kr.

Den 23. august 2006 modtog indklagede meddelelse om, at checken på 2.000 EUR var returneret på grund af falsk.

Ved e-mail af 24. august 2006 til H anførte A:

"Jeg er lige blevet ringet op af vores udlandsafdeling. Checken du har modtaget Euro 2000 er FALSK. Så I skal ikke sende penge retur til ham …. Håber ikke I har gjort det og afleveret cykelvognen til nogen."

Samme dag hævede indklagede 15.540,80 kr. på klagernes konto vedrørende tilbageførsel af checken.

Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser fremgår:

"…

7. Forbehold ved indbetaling og hævning

Alle indbetalinger på din konto der ikke sker kontant, sker med forbehold af at banken modtager beløbet. Det gælder også for checks trukket på konti i banken.

Forbeholdet gælder selvom det ikke er nævnt på en kvittering eller anden meddelelse om indbetalingen.

Hvis en check fx viser sig at være dækningsløs, hæver banken beløbet på din konto igen. Hvis vi hæver på din konto, får du besked fra os.

…"

Parternes påstande.

Klagerne har den 8. september 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre 15.540,80 kr. til deres konto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de på intet tidspunkt fik at vide, at der kunne være en risiko ved den udenlandske check. Der var ingen bemærkning om, at checken skulle kon­trolleres for at være falsk.

Heller ikke den 17. august 2006 advarede indklagedes medarbejder om risikoen ved at tilbageføre beløbet til køber uanset, at medarbejderen var blevet oplyst om baggrunden.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagerne ikke anmodede om rådgivning i forbindelse med indlevering af checken.

I indklagedes almindelige forretningsbetingelser er der taget forbehold for indbetalinger på en konto, når indbetaling ikke sker kontant, ligesom det fremgår, at forbeholdet gælder, selvom dette ikke er nævnt på kvittering eller anden meddelelse om indbetalingen. Klagerne modtog forretningsbetingelserne ved etableringen af kundeforholdet i december 2005.

Der er ikke godtgjort sådanne omstændigheder vedrørende indklagedes ekspedition, at indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne for deres tab.

Klagerne bærer selv risikoen for, at checken kom retur, hvorved klagerne handlede letsindigt.

Klagerne har endosseret checken og indestår som sådan for checkens betaling, jf. checklovens § 18.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at en nærmere afklaring af hændelsesforløbet i forbindelse med indløsning af checken den 14. august 2006 og mødet hos indklagede den 17. august 2006 vil kunne have betydning for sagen, hvorfor Ankenævnet bør afvise den efter sine vedtægters § 7, idet en sådan afklaring forudsætter en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at det ikke generelt kan påhvile en ekspederende medarbejder i et pengeinstitut at gøre en kunde, der henvender sig for at indløse en udenlandsk check, opmærksom på, at der består en risiko for, at checken er falsk, og at der vil være en risiko forbundet med at returnere en del af checkbeløbet, uden at checken har været gennem en inkassoprocedure. En pligt hertil kan dog følge af de konkrete omstændigheder ved ekspeditionen.

Ankenævnet lægger til grund, at H, da hun henvendte sig i indklagedes Frederikssund afdeling for at indløse checken på 2.000 EUR, ikke oplyste indklagedes medarbejder om de nærmere omstændigheder ved sin modtagelse af checken, herunder at den klagerne ubekendte udenlandske køber havde fremsendt den til udligning af en købesum på 450 kr., og at det var aftalt, at klagerne skulle returnere det overskydende beløb til køberen. Ankenævnet finder, at der under disse omstændigheder ikke påhvilede indklagedes medarbejder pligt til at rådgive H særskilt om den ovenfor beskrevne risiko.

Uanset de modstridende forklaringer om, hvad der skete på mødet den 17. august 2006 mellem klagerne og A, kan det konstateres, at indklagede samme dag overførte 14.000 kr. fra klagernes budgetkonto til deres lønkonto, og at A i en mail den 24. august 2006, efter at det havde vist sig, at den modtagne check var falsk, udtrykte håb om, at klagerne ikke havde returneret noget beløb til køberen. Ankenævnet lægger herefter til grund, at klagerne på mødet den 17. august 2006 orienterede A om sagens sammenhæng, herunder at de stod i begreb med at returnere et beløb til den udenlandske køber.

Ankenævnet finder, at A under disse omstændigheder burde have rådgivet klagerne om, at de udsatte sig for en ikke ubetydelig risiko for tab ved at gennemføre returneringen af beløbet. Ankenævnet lægger herved vægt på, at der er tale om et forbrugerforhold, samt til indklagedes kendskab til baggrunden for transaktionen og den almindelige omtale af transaktioner af denne karakter.

Ankenævnet tager derfor klagernes påstand til følge som nedenfor bestemt.

Som følge heraf

Indklagede skal inden fire uger indsætte 15.398,75 kr. på klagernes konto med rente efter renteloven fra den 8. september 2006. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.