Indsigelse mod hæftelse for gæld etableret mens fast ejendom var til salg.
| Sagsnummer: | 451/2008 |
| Dato: | 06-04-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Bent Olufsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for gæld etableret mens fast ejendom var til salg. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod hæftelse for gæld etableret mens klagerens faste ejendom var til salg.
Sagens omstændigheder.
Den 30. april 2007 ydede Danske Bank klageren en kassekredit på 150.000 kr. (konto -222) i til knytning til klagerens lønkonto. Kreditten var gældende indtil videre.
Klageren har anført, at baggrunden for kreditten var, at han og hans daværende kæreste satte deres hus til salg. Med en salgspris på knap 2,1 mio. kr. ville der være et overskud på 500.000 kr. til deling mellem dem. Kreditten blev bevilget til færdiggørelse af huset samt til flytteomkostninger.
Danske Bank har anført, at parrets bolig på baggrund af en vurdering blev sat til salg for 2.350.000 kr., som ville medføre et provenu på ca. 650.000 kr. Som følge af flere overtræk på sin lønkonto fik klageren bevilget kassekreditten.
Den 15. juni 2007 ydede Danske Bank klageren en boligsalgskredit på 300.000 kr. (konto -085). Kredittens maksimum var gældende indtil 31. juli 2008.
Danske Bank har anført, at trækket på klagerens lønkonto pr. 31. maj 2007 var på ca. 242.000 kr. På baggrund af det forventede provenu fra ejendomssalget blev klageren bevilget en boligsalgskredit på 300.000 kr. svarende til halvdelen af det forventede provenu. Provenuet af boligsalgskreditten blev overført til lønkontoen, hvis saldo herefter var 49.897.24 kr. (positiv).
Den 24. august 2007 bevilgede Danske Bank klageren et privatlån på 230.000 kr. (konto -312), som skulle afvikles med 5.000 kr. månedligt. Lånets provenu på 224.900 kr. blev overført til klagerens lønkonto.
Danske Bank har anført, at klageren som følge af udviklingen i sit forbrug blev indkaldt til møde i afdelingen. Kassekredittens saldo var da ca. 170.000 kr.; ved mødet blev klagerens Visa/Dankort inddraget. Trækningsretten tilknyttet lønkontoen blev samtidig opsagt.
Ultimo april 2008 blev klagerens faste ejendom solgt for 1.800.000 kr.
Den 22. maj 2008 bevilgede Danske Bank klageren et lån på 680.000 kr. Lånets provenu på 665.900 kr. blev anvendt til indfrielse af privatlånet og boligsalgskreditten.. Lånet skulle afvikles som et 20-årigt lån.
Danske Bank har anført, at baggrunden for etableringen af lånet på 680.000 kr. var at samle klagerens gæld, så han nemmere kunne overskue denne.
Parternes påstande.
Klageren har den 10. november 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal nedsætte hans gæld.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse. Banken har under sagens forberedelse godtgjort en del af stiftelsesomkostningerne vedrørende lånet på 680.000 kr.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at der gik lang tid med at få huset solgt. Hans og kærestens økonomi blev lidt stram, hvorfor boligsalgskreditten blev etableret. Han var af den opfattelse, at det så var det lån han havde, og at den tidligere kredit på 150.000 kr. var væk.
Efter at ejendommen var solgt med et mindre provenu end forventet, viste det sig pludselig, at der var en gæld på 680.000 kr., og ikke som han troede 300.000 kr.
Han burde have været rådgivet bedre, og banken burde have forudset den lave salgspris og ikke ladet hans gæld vokse.
Danske Bank har anført, at salget af den faste ejendom skete efter klagerens eget valg. I forbindelse med salget blev boligen vurderet og solgt via en ejendomsmægler.
Banken havde ikke mulighed for at forudse ejendomsprisernes fald igennem den periode, hvor ejendommen var til salg.
Klageren har selv brugt alle beløb, som er lånt i banken.
Via kontoudskrifter og årsopgørelser har klageren været fuldt bekendt med sit engagement i banken.
Klageren har senest ved underskriften af gældsbrevet for lånet på 680.000 kr. anerkendt at skylde banken det lånte beløb.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende. Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at tage stilling til en eventuel akkord.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har ikke godtgjort omstændigheder i forbindelse med etableringen af de forskellige lån og kreditter, som kan føre til, at klageren ikke hæfter for sin gæld til Danske Bank. Det bemærkes, at klageren ved sin underskrift af gældsbrevet for lånet på 680.000 kr. må anses for at have anerkendt gælden.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge Danske Bank at tilbyde klageren en akkord vedrørende gælden.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.