Afgørelse

Ekspeditionstid ved låneomlægning. Rådgivning om kurssikring

I juni 1993 gav klageren salgsfuldmagt til det indklagede realkreditinstitut. I juli 1993 protesterede klageren over, at instituttet ikke alternativt til salg havde foreslået en låneomlægning. Klagerens pengeinstitut forespurgte i august 1993 om låneomlægning, idet klageren ønskede at overtage ejendommen alene. Realkreditinstituttet gav i september 1993 et betinget tilsagn om låneomlægning. Klageren fik i oktober 1993 et lånetilbud, der beskrev muligheden for fastkursaftale. Klageren rykkede i november for sagen og modtog herefter pantebreve, herunder for et reservefondslån til dækning af restancer m.v. samt udgifter til ejendomsmægler. I december 1993 rykkede klageren for godkendelse som eneejer. I januar 1994 meddelte instituttet, at låneomlægning og godkendelse som enedebitor kun kunne ske, hvis ægtefællen selvskyldnerkautionerede. Klageren bad instituttet om hurtigst muligt at fremsende tidsbegrænset kautionserklæring m.v. Ultimo januar 1994 fremsendte instituttet nye pantebreve samt en ikke tidsbegrænset kautionserklæring. I januar og februar 1994 protesterede klageren på ny over ekspeditionsforløbet. Instituttet meddelte i februar 1994 klageren, at kautionen ville blive revurderet pr. 1. januar 1999. Klageren meddelte i marts 1994 instituttet, at pantebrevene var under tinglysning. P.g.a. flere forhold blev pantebrevene dog først tinglyst i maj 1994, og omlægningen blev gennemført pr. 1. juni 1994. I eftersommeren 1994 protesterede klageren forgæves over ekspeditionsforløbet, som havde ført til en stigning i de forventede terminsydelser, over de fremsendte opgørelser for reservefondslånet, der indeholdt en post til ejendomsmægleromkostninger, samt over, at instituttet ikke havde svaret på en henvendelse fra ham om kurssikring. Klagerens påstand var, at ekspeditionstiden var ansvarspådragende for instituttet, at instituttet ikke havde ydet tilstrækkelig rådgivning om kurssikring og derfor var erstatningsansvarlig for de forøgede terminsydelser, samt at instituttet uberettiget havde opkrævet mægleromkostninger. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet fandt det betænkeligt at fastslå erstatningsansvar for ekspeditionstiden, da omlægningen skete i et tidsrum med usædvanligt mange lånesager og deraf følgende forlængede ekspeditionstider, og da der ikke kunne bortses fra, at en ikke uvæsentlig del af ekspeditionstiden kunne henføres til forhold hos klageren. Mindretallet fandt, at ekspeditionsforløbet var så fejlbehæftet og utilfredsstillende fra instituttets side, at vederlagskravet burde fortabes. Nævnet fandt det ikke bevist, at klageren ikke på forsvarlig måde var orienteret om muligheden for kurssikring. Nævnet fandt endvidere ikke, at det anførte gav grundlag for at fritage klageren, der havde givet instituttet salgsfuldmagt, for at betale udgifter til ejendomsmægleren. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.