Spørgsmål om bortfald af kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 353/1999 |
| Dato: | 16-12-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Villy Dyhr, Inge Frølich, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - hæftelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om bortfald af kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører om klagerens kautionsforpligtelse for en kassekredit er bortfaldet i henhold til særlig aftale.
Sagens omstændigheder.
I september 1996 ydede indklagedes Ringsted afdeling klageren og dennes daværende ægtefælle M en kassekredit på 200.000 kr.
I oktober 1997 blev ægtefællerne separeret.
Af bodelingsoverenskomst af 29. september 1998 fremgår, at kassekreditten, der var overtrukket med ca. 40.000 kr., skulle overtages af M, idet klageren skulle hæfte som kautionist for 120.000 kr. indtil 1. januar 1999, hvorefter kautionen skulle nedsættes til 100.000 kr. ifølge aftale med indklagede.
Den 30. september 1998 underskrev M kreditaftale med indklagede vedrørende en totalkonto på 240.000 kr. Samme dag underskrev klageren særskilt kautionserklæring, hvorefter hun til sikkerhed for M's betaling af gælden i henhold til kassekreditten afgav kautionserklæring. Af erklæringen fremgår:
"Kautionistens forpligtelse er begrænset til kr. 120.000,00 af det til enhver tid skyldige beløb. Nedskrivning af kautionsforpligtelsen påbegyndes uanset nedenstående først, når restgælden er afviklet til kr. 120.000,00. Kontoen er med variabel udnyttelse. ........... Kontoen afvikles med en fast månedlig ydelse på kr. 5.000,00, første gang den 01.11.98. Kautionsforpligtelsen nedskrives med den del af ydelsen, der ikke forlods anvendes til betaling af tilskrevne og skyldige renter. Undertegnede er gjort bekendt med og erklærer sig indforstået med, at kautionsforpligtelsen omfatter såvel den forhøjelse af lånet/kreditten, som er etableret samtidig med kautionsforpligtelsen som allerede etableret gæld."
Ved skrivelse af 30. september 1998 til klageren, meddelte indklagede, at man var indstillet på at revurdere hendes kautionsforpligtelse, men at dette ville være betinget af, at afvikling af kassekreditten skete som forudsat.
Parternes påstande.
Klageren har den 23. august 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun "med udgangen af sept. 1999 ikke længere har kautionsforpligtelse vedrørende" M's kassekredit.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod, at kautionsforpligtelsen nedsættes til 100.000 kr., ligesom indklagede årligt vil revurdere kautionsforpligtelsen med henblik på nedsættelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at M i forbindelse med bodelingen kom til at skylde hende 100.000 kr. Da M ikke kunne betale beløbet, aftaltes det, at han skulle overtage den fælles kassekredit, hvor der skyldtes 240.000 kr.
Den 30. september 1998 var hun til møde hos indklagede, og det aftaltes, at hvis M overholdt afviklingen af kassekreditten, ville hun efter et år blive løst fra kautionsforpligtelsen. Hun anmodede om skriftlig dokumentation for det aftalte og modtog skrivelsen af 30. september 1998. Hun fandt ikke, at indholdet dækkede aftalen, men medarbejderen oplyste, at det var, hvad han kunne give hende her og nu, men at hun ikke skulle være nervøs for, at han ikke overholdt deres aftale.
Hun spurgte videre, hvad hun skulle foretage sig, hvis han rejste, hvortil svaret var, at det ikke var aktuelt, men i givet fald ville han overdrage sagen, så en ny rådgiver kendte til aftalen.
I maj 1998 erfarede hun, at medarbejderen var rejst fra afdelingen. Hun henvendte sig til den nye medarbejder, som ikke kendte til aftalen.
Indklagede har anført, at det med klageren blev aftalt, at man ville revurdere kautionsforpligtelsen. Det blev hverken skriftligt eller mundtligt aftalt, at kautionen skulle bortfalde efter et år. Af bodelingsoverenskomsten fremgår således heller ikke, at kautionen skulle bortfalde.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har ikke godtgjort, at indklagede har givet tilsagn om, at kautionsforpligtelsen for M's kassekredit skulle bortfalde et år efter etableringen af denne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.