Omlægning af realkreditlån og billån til 30-årigt lån med særlige indfrielsesvilkår.
| Sagsnummer: | 38/1999 |
| Dato: | 07-09-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Ole Reinholdt, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - særlige indfrielsesvilkår
Rådgivning - lån med særlige indfrielsesvilkår |
| Ledetekst: | Omlægning af realkreditlån og billån til 30-årigt lån med særlige indfrielsesvilkår. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klagerne i forbindelse med en låneomlægning, hvor to realkreditlån og et billån blev erstattet af et 30-årigt lån ydet af indklagede.
Sagens omstændigheder.
Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H, født i henholdsvis 1931 og 1927.
Den 3. juni 1996 underskrev klagerne gældsbrev, hvorefter indklagede ydede et boliglån på 229.000 kr., der skulle afvikles over 30 år. Af gældsbrevet fremgår:
"Forrentning:
Det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen og i en periode på 5 år frem (rentesikringsperioden) med en fast rente på 8,500% om året. ..........
Efter 5 års periodens udløb overgår lånet til variable rente med en rentesats svarende til den af .......
Opsigelse/indfrielse
.........
Der gælder dog følgende særlige vilkår ved indfrielser i rentesikringsperioden:
Indfrielsesbeløbet beregnes ved at tilbagediskontere lånets årlige betalinger i den resterende del af rentesikringsperioden. Betalingerne tilbagediskonteres til indfrielsesdagen med en referencerente der er summen af den effektive rente før skat gældende på indfrielsesdagen på 8% Dansk Stat stående lån 2001 (fondskode 991872), plus et tillæg på 1,25% point.
Er renteniveauet faldet fra oprettelsen til indfrielsen, skal lånet indfries til overkurs således, at der skal betales mere end den aktuelle restgæld. Er renteniveauet steget fra oprettelsen til indfrielsen, kan lånet indfries til underkurs således, at der skal betales mindre end lånets aktuelle restgæld.
Eksempler på indfrielseskurser ved forskellige renteniveauer og restløbetider, fremgår af bilag til nærværende gældsbrev.
Efter udløb af rentesikringsperioden kan restgælden indfries til kurs 100."
Den 3. juni 1996 indfriede indklagede M's billån med ca. 69.000 kr.
Den 10. juni 1996 indfriede indklagede to realkreditlån ydet af Realkredit Danmark. Lånene blev straksindfriet; ved indfrielsen betaltes differencerenter med ca. 5.600 kr. Det ene realkreditlån var et 10% obligationslån med en restgæld på ca. 30.000 kr. og restløbetid ca. 8 år. Det andet lån var et kontantlån med en obligationsrestgæld på ca. 106.000 kr. baseret på 10% obligationer og med en restløbetid på ca. 19 år.
Låneomlægningen medførte en årlig ydelsesbesparelse for klagerne på ca. 21.000 kr.
På låneomlægningstidspunktet havde M hos indklagede en kapitalpensionskonto med et indestående på ca. 169.000 kr.
I november 1998 rettede klagerne henvendelse om boliglånet, som klagerne ønskede at omlægge til et lån med lavere rente. Indklagede beregnede lånets indfrielseskurs til 106,96.
Parternes påstande.
Klagerne har den 25. februar 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning svarende til, at boliglånet kunne indfries til kurs 100. Herudover skal indklagede refundere afholdte omkostninger og dække tab som følge af etablering af fastrentelånet, merudgifter ved optagelsen af nyt lån i Realkredit Danmark og kompensation for merydelser.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de i 1996 i forbindelse med udskiftning af deres bil rettede henvendelse med forespørgsel om renten på et billån. De ønskede endvidere billånets ydelse på 2.000 kr. forhøjet. På denne baggrund indledte indklagedes medarbejder drøftelser med dem om deres låneforhold. Uden at de forstod sammenhængen, blev lånene i Realkredit Danmark ændret til et lån ydet af indklagede. De blev ikke orienteret om den renterisiko, som de påtog sig ved, at realkreditlånene blev omlagt til et lån, der efter 5 år overgik til variabel rente. De to realkreditlån blev straksindfriet, men burde have været opsagt til indfrielse ved termin. Hertil kommer, at omlægningen af disse lån burde være sket til et 8% 30-årigt obligationslån. Besparelsen herved kunne have været anvendt til en hurtigere afvikling af billånet. En sådan låneomlægning ville have sparet omkostninger. Indklagedes rådgivning har været ufuldstændig, og det er ikke dokumenteret, at indklagede har foretaget rådgivning. Indklagede undlod at foretage eller gennemgå konsekvensberegninger, hvorved et kreditforeningslån i forhold til et boliglån fra indklagede blev sammenlignet. De kan ikke genkende det hændelsesforløb, som indklagede under klagesagen har redegjort for.
Indklagede har anført, at klagerne i foråret 1996 forespurgte om muligheden for at opgøre M's kapitalpension, da M på dette tidspunkt var arbejdsløs. Klagerne havde flere gange givet udtryk for, at det eksisterende billån tyngede økonomien. På et møde blev der forskellige muligheder for omlægning gennemgået, herunder muligheden for optagelse af et nyt boliglån hos indklagede. Klagerne ønskede en så lav ydelse som muligt. En sammenligning mellem det ydede boliglån og et 30-årigt 8% obligationslån på 244.000 kr. viste, at ydelserne på boliglånet fra indklagede var de laveste. Indklagede er ikke længere i besiddelse af de originale beregninger herfor, men har under klagesagen fremlagt ny beregning. Obligationslånets hovedstol oversteg boliglånet med nominelt 15.000 kr., da obligationskursen på det omhandlede tidspunkt var omkring 94. Klagerne besluttede at optage boliglånet til indfrielse af realkreditlånene og billånet. Ved etablering af boliglånet blev dette gennemgået nøje, og de særlige indfrielsesvilkår blev præciseret. Klagerne udtrykte stor tilfredshed med den lettelse af deres økonomi, som blev opnået ved omlægningen. Bl.a. på baggrund af, at M først ønskede kapitalpensionen udbetalt ved det fyldte 70. år i år 2001, blev fastrenteperioden fastsat, således at provenuet fra kapitalpensionen i år 2001 kunne anvendes til afvikling af boliglånet. Realkreditlånene blev ikke opsagt til indfrielse, men straksindfriet. Var lånene blevet opsagt til indfrielse pr. 31. december 1996, ville klagerne løbe en renterisiko, da renten for boliglånet kunne være ændret, idet denne fastsættes dag for dag. Klagerne blev rådgivet herom og valgte på denne baggrund at straksindfri realkreditlånene.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Uanset hvad der var baggrunden for, at klagerne henvendte sig til indklagede i 1996, findes det ikke sandsynliggjort, at indklagedes rådgivning, der førte til, at klagerne opnåede en årlig ydelsesbesparelse på ca. 21.000 kr., har medført noget tab for klagerne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.