Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ekspederende pengeinstituts afbrydelse af omprioriteringssag, gebyr.

Sagsnummer: 336/1994
Dato: 14-12-1994
Ankenævn: Peter Blok, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl
Klageemne: Gebyr - omprioritering
Ledetekst: Ekspederende pengeinstituts afbrydelse af omprioriteringssag, gebyr.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I februar 1993 rette klageren henvendelse til indklagedes Sct. Jacob afdeling vedrørende omprioritering af sin faste ejendom, idet klageren selv gennem Realkredit Danmark havde indhentet tilbud på omprioritering. Den 19. februar 1993 afholdtes møde i afdelingen med klageren og dennes revisor. På mødet drøftedes bl.a. indhentelse af rykningstilsagn fra efterstående panthaver samt spørgsmålet om indbetaling af et beløb til dækning af omkostninger ved omprioriteringen. Ifølge indklagede aftaltes det, at klageren skulle indbetale 10.000 kr., medens beløbet ifølge klagerens revisor udgjorde 8.000 kr. Revisoren har oplyst, at han foreslog, at beløbet skulle indbetales på en særlig omprioriteringskonto, hvilket bestrides af indklagede.

Rykningstilsagn fra panthaveren skulle indhentes af klagerens revisor. Det blev først opnået medio april 1993, hvilket indklagede blev bekendt med den 22. april 1993. Den 26. april 1993 anmodede indklagede klageren om en stillingtagen til en forlængelse af lånetilbudet fra kreditforeningen, da dette udløb den 10. maj 1993. Klageren accepterede, at forlængelse blev indhentet.

Ved skrivelse af 28. april 1993 anmodede indklagede panthaverens depotbank om at sørge for rykningspåtegning på de private pantebreve.

Ved skrivelse af 10. juni 1993 meddelte indklagede klageren, at man fra Realkredit Danmark havde fået oplyst, at der var restance på de eksisterende lån. Med henvisning hertil ønskede indklagede ikke at fortsætte omprioriteringssagen. Den 14. juni 1993 hævede indklagede på klagerens konto et ekspeditionsgebyr for omprioriteringssagen på klagerens konto på 2.700 kr. svarende til 6 timer á 450 kr.

Omprioriteringen af klagerens ejendom blev efterfølgende gennemført gennem andet pengeinstitut.

Indklagede har oplyst, at indklagedes gebyr for omprioritering normalt udgør et grundgebyr på 2.100 kr. med tillæg af 300 kr pr. indfriet pantebrev; i komplicerede sager tillægges timebetaling med 450 kr i timen.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre 2.700 kr. til hendes konto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at Realkredit Danmark over for hendes revisor den 11. juni 1993 oplyste, at restancen over for kreditforeningen var på 200 kr., som dækkede et henstandsgebyr, som kreditforeningen havde udskrevet få dage forinden, og som hun endnu ikke havde haft mulighed for at betale. Hun finder ikke, at indklagede har været berettiget til at hæve gebyret på 2.700 kr. uden at gennemføre omprioriteringen.

Indklagede har anført, at klageren ved sagens indledning havde haft adskillige overtræk på sin konto i Sct. Jacob afdeling, ligesom der havde været betalingsproblemer med hensyn til klagerens lån i Hundige Center afdeling. Ved omprioriteringssagens påbegyndelse havde man derfor stillet krav om indbetaling af et acontobeløb. Klageren indbetalte ad 3 gange i februar, marts og maj 20.000 kr. på sin kassekredit, men beløbet forblev ikke til rådighed på kontoen, men blev for størstedelens vedkommende anvendt til betaling af klagerens andre kreditorerrer. Størrelsen af restancen overfor Realkredit Danmark blev ikke oplyst ved indklagedes henvendelse den 10. juni 1993. Da man ikke ønskede at yde klageren yderligere kredit, valgte man at udtræde af sagen. Det debiterede arbejdsvederlag på 2.700 kr. svarende til 6 timer er i overensstemmelse med det tidsforbrug, som sagen har afstedkommet.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at indklagede, såfremt man på forhånd ønskede sikkerhed for omkostningerne ved omprioriteringssagens gennemførelse, burde have sørget for, at det nødvendige beløb blev indsat på en spærret konto. Indklagede burde endvidere ikke være udtrådt af sagen uden forinden at have indhentet klagerens bemærkninger til oplysningen om, at der var restancer på det eksisterende kreditforeningslån. På denne baggrund finder Ankenævnet, at indklagedes gebyr skønsmæssigt bør nedsættes til halvdelen, 1.350 kr.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger indsætte 1.350 kr. på klagerens konto hos indklagede med valør 14. juni 1993. Klagegebyret tilbagebetales klageren.