Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar. Personlig fordring.
| Sagsnummer: | 9807103/1998 |
| Dato: | 23-06-1999 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Bent Olufsen, Keld Christiansen og Per Englyst |
| Klageemne: |
Personlig fordring - tvangsauktion
Gældsovertagelse - betingelser Frigørelse - gældsansvar |
| Ledetekst: | Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar. Personlig fordring. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Klagerne havde solgt en ejerlejlighed, hvori der indestod lån til det indklagede realkreditinstitut. Klagernes advokat meddelte i maj 1992 instituttet, at han var bekendt med, at instituttet ikke havde kunnet godkende køberen, og at denne ikke havde betalt terminsydelsen pr. 1/3 samme år. For at begrænse klagernes tab mest muligt anmodede advokaten om, at instituttet snarest tog ejendommen til brugelig pant for at incassere lejen, da lejligheden af køberen var udlejet. Med instituttet som rekvirent blev der den 4. november 1992 afholdt tvangsauktion over ejerlejligheden. I tvangsauktionssalgsopstillingen var køberen af ejerlejligheden anført som ejer. Instituttets fordring var inklusive et foranstående ejerforeningsejerpantebrev på 10.000 kr. opgjort til i alt 354.010 kr., som fordeltes med 302.927 kr. i kolonne 2 og 51.083 kr. i kolonne 3. Af auktionsbogen fremgik det, at klagerne som tidligere ejere var mødt, at instituttets krav efter fradrag for lejeindtægter udgjorde i alt 328.050 kr., og at instituttet blev højestbydende med et bud på 150.041 kr. Instituttet videresolgte pr. 4. november 1992 ejendommen for en nominel pris på 328.000 kr., som blev berigtiget ved køberens optagelse af et mix-lån på 255.000 kr., udstedelse af sælgerpantebrev på 53.050 kr. samt erlæggelse af en kontant udbetaling på 19.950 kr. Klagernes advokat bestred ultimo 1992, at instituttet kunne gøre et krav gældende over for klagerne. Instituttet gjorde i februar 1998 en personlig fordring på 146.727 kr., svarende til instituttets endelig tab, gældende over for klagerne. Til dette beløb skulle lægges 8 pct. rente p.a. i fem år. På ny protesterede klagernes advokat forgæves over kravet.
Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod dem. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke, at klagerne kunne betragte sig som frigjorte for gældsansvar eller kunne fritages herfor ud fra en passivitetsbetragtning. Klagerne kunne heller ikke kræve den personlige fordring nedsat yderligere, jf. retsplejelovens § 578. Flertallet fandt, at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Det måtte ifølge flertallet påhvile realkreditinstituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde rådighed over budsummens fordeling, forlods havde anvendt denne og overskudet ved videresalget til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Mindretallet var enige i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet og videresalgsoverskudet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen og fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klagerne i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 8 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Realkreditankenævnet, og indtil betaling sker.
Efterfølgende forligt.