Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afslag på anmodning om oplysning om frasepareret ægtefælles kontoforhold til brug for ægtefælleskifte.

Sagsnummer: 374 /1995
Dato: 22-04-1996
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne: Tavshedspligt - bodeling ved separation/skilsmisse
Ledetekst: Afslag på anmodning om oplysning om frasepareret ægtefælles kontoforhold til brug for ægtefælleskifte.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I 1990 blev klageren og dennes ægtefælle G, der begge er bosat i Spanien, separeret. I efteråret 1992, hvor endelig bodeling mellem ægtefællerne endnu ikke havde fundet sted, rettede klageren henvendelse til indklagedes Ry afdeling med anmodning om oplysninger vedrørende G's pensionskonti hos indklagede. Indklagede forsøgte forgæves at indhente G's tilladelse til videregivelse af de pågældende oplysninger, hvorefter klagerens anmodning blev afvist.

Den 15. juli 1993 underskrev klageren og G en bodelingsoverenskomst. Overenskomsten blev udarbejdet på spansk og med assistance fra klagerens og G's spanske advokater. Af en af indklagede udarbejdet dansk oversættelse fremgår bl.a.:

"2) Samtlige private pantebreve, [matrikel nr. ...], der er deponeret i Jyske Bank, Danmark skal overdrages til [G], idet [klageren] forpligter sig til at rekvirere eller underskrive de nødvendige dokumenter pr. dags dato.

3) Pensionerne i [indklagede] (Danmark) skal ligeledes udelukkende overføres til [G's] ejendom."

Samme dag underskrev klageren en erklæring til indklagedes Ry afdeling vedrørende G's kapitalpension og selvpension:

"Undertegnede erklærer hermed, at min halvdel af ovennævnte pensioner overdrages til [G] på hvis navn pensionerne lyder."

Ved skrivelse af 3. august 1993 anmodede indklagede Jyske Bank om overførsel af de i bodelingsoverenskomsten pkt. 2 nævnte pantebreve. Skrivelsen var vedlagt en kopi af G's skriftlige anmodning om overførsel samt en kopi af bodelingsoverenskomsten både på spansk og i dansk oversættelse. Overførsel fandt sted den 25. s.m.

Klageren protesterede over, at indklagede frem for at kontakte ham vedrørende pantebrevene havde rettet henvendelse direkte til Jyske Bank, og over at en kopi af bodelingsoverenskomsten samtidig var videregivet. Med henvisning hertil afslog han at underskrive de allonger, som var nødvendige for, at G kunne fremstå som adkomsthaver til pantebrevene. Samtidig anmodede klageren om oplysning om størrelsen af indeståendet på G's pensionskonti, hvilket indklagede afslog.

Det er oplyst, at der af de spanske myndigheder den 1. september 1994 blev afsagt kendelse om skilsmisse og endelig bodeling mellem ægtefællerne. Ved bodelingen blev parternes aktiver opgjort til i alt 10.310.000 PTS til deling mellem parterne. G's pensioner blev vurderet til 860.000 PTS.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "differencen mellem det beløb, der er angivet i kendelsen af 01.09.1994, og det beløb plus udbetalinger, der virkelig stod på de to konti den 01.09.1994."

Klageren har endvidere påstået indklagede tilpligtet at tilkendegive over for Jyske Bank, at indklagede har begået en fejl i forbindelse med overførselen af de omhandlede pantebreve, idet han herefter vil underskrive allongerne.

Indklagede har påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har anført, at han med bodelingsoverenskomsten fra juli 1993 opnåede, at G's pensionsopsparinger blev medtaget ved ægtefælleskiftet. Selve overenskomsten er uden retsvirkning og fungerer alene som oplæg til retten, der afsiger kendelse om bodeling. Efter afsigelse af kendelse har parterne tre ugers indsigelsesfrist, og først derefter er skilsmissen og bodelingen endelig. Ved værdiansættelsen af pensionerne blev G's oplysninger lagt til grund. Som følge af, at indklagede afviste at videregive oplysninger om pensionskontiene, havde han ikke mulighed for at dokumentere, at G's værdiansættelse var for lav. Indklagede har pådraget sig erstatningsansvar ved at undlade at medvirke til, at han opnåede den ligedeling af boet, som han efter loven var berettiget til. Der burde have været rettet henvendelse til ham vedrørende udlevering af pantebrevene i depotet i Jyske Bank. Indklagede var i hvert fald uberettiget til at videregive overenskomsten fra juli 1993 til Jyske Bank. Han ønsker ikke at berigtige overdragelsen til G, før indklagede har beklaget den fejlagtige fremgangsmåde over for Jyske Bank.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en eventuel opfyldelse af klagerens krav forudsætter, at klageren har et krav mod G; en stillingtagen hertil forudsætter imidlertid afgivelse af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man på grund af tavshedspligt, jf. bank- og sparekasselovens § 54, ikke var berettiget til at videregive oplysninger om G's pensionskonti uden G's samtykke. Idet pensionskontiene ifølge overenskomsten og klagerens erklæring af 15. juli 1993 ikke skulle opsplittes i forbindelse med ægtefælleskiftet, er pensionerne efterfølgende opgjort og stillet til G's disposition. Indklagede var berettiget og forpligtet til på G's anmodning at udbetale pensionerne til G, der var kontohaver. Eventuelle krav mellem ægtefællerne i forbindelse med bodelingen er indklagede uvedkommende. Bodelingsoverenskomsten fra juli 1993 var G's dokumentation for, at pantebrevene i depotet i Jyske Bank tilhørte hende. Indklagede var berettiget til på G's vegne at fremsende overenskomsten til Jyske Bank med henblik på udlevering af pantebrevene.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at indklagede som følge af sin tavshedspligt, jf. bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2, var afskåret fra at give klageren oplysninger om hans daværende ægtefælles pensionskonti, idet videregivelse af sådanne oplysninger måtte forudsætte samtykke fra ægtefællen eller pålæg fra den domstol, som behandlede bodelingssagen. Indklagede har derfor ikke begået nogen fejl i forbindelse med klagerens henvendelser vedrørende pensionskontiene. Såfremt klageren er af den opfattelse, at disses værdi er medtaget med et for lavt beløb ved bodelingen, må han henvises til at rejse krav mod sin tidligere ægtefælle.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at indklagede efter anmodning fra klagerens tidligere ægtefælle anmodede Jyske bank om at overføre de omhandlede pantebreve til indklagede og som dokumentation for ægtefællens ret til pantebrevene fremsendte den indgåede bodelingsoverenskomst. Der er derfor heller ikke grundlag for at tage klagerens påstand vedrørende dette spørgsmål til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.