Kaution for kassekredit oprettet efter samlivsophævelse. Indsigelse om ugyldighed p.g.a. manglende rådgivning.
| Sagsnummer: | 62/1997 |
| Dato: | 25-08-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kaution for kassekredit oprettet efter samlivsophævelse. Indsigelse om ugyldighed p.g.a. manglende rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved kassekreditkontrakt af 23. november 1994 ydede indklagede klagerens tidligere samlever A en kassekredit på 38.500 kr., som skulle nedbringes med 1.500 kr. månedligt over 26 måneder, første gang den 30. november 1994. Ifølge en særskilt kautionserklæring underskrevet af klageren samme dato påtog klageren sig selvskyldnerkaution for kassekreditten. Klageren og A havde på tidspunktet for dokumenternes underskrivelse netop ophævet samlivet. Kassekreditten blev den 12. december 1994 anvendt til indfrielse af klagerens og A's fælles kassekredit, ifølge hvilken der skyldtes ca. 40.000 kr.
Ved skrivelse af 12. september 1995 opsagde indklagede kreditten over for A på grund af misligholdelse. Klageren fik ved skrivelse af samme dato meddelelse herom. Det blev i skrivelsen anført, at kautionen ville blive gjort gældende, såfremt A ikke havde indfriet kreditten inden 2 uger. Af fremlagte kontoudskrifter fremgår, at kassekredittens maksimum i tiden fra december 1994 til april 1995 periodevis var overtrukket, og at der fra den 1. maj 1995 var tale om et permanent overtræk.
Kautionen blev gjort gældende over for klageren ved indklagedes skrivelse af 27. februar 1996. Indklagedes tilgodehavende i henhold til kreditten blev pr. 23. samme måned opgjort til 44.882,12 kr.
Ved skrivelse af 20. marts 1996 rykkede indklagede klageren for indfrielse af kautionen eller et frivilligt forlig om afvikling med 500 kr. månedligt.
Ved indklagedes skrivelse af 10. april 1996 fik klageren meddelelse om, at der var indgået frivilligt forlig med A om betaling af 500 kr. månedligt. Klageren blev anmodet om skriftligt at godkende forliget.
Ved stævning indgivet til retten i Sønderborg den 26. november 1996 blev klageren sagsøgt af indklagede til betaling af indklagedes tilgodehavende i henhold til kassekreditten på 47.523,61 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.
I et retsmøde den 21. februar 1997 blev sagen af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet i henhold til kautionen.
Indklagede har under sagen nedsat sit krav mod klageren til 23.500 kr. svarende til det beløb, som kassekredittens maksimum var nedskrevet til den 12. september 1995, da klageren fik meddelelse om misligholdelsen. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun er australsk statsborger, og at hun ikke er 100% dus med det danske sprog. Under et kort møde hos indklagede i forbindelse med samlivsophævelsen blev hun anmodet om at underskrive et dokument. Indklagede vejledte ikke om dokumentets indhold, og hun var ikke bekendt med, at hun påtog sig kaution for A's kassekredit, men var derimod af den opfattelse, at hun blev løst fra sine forpligtelser over for indklagede. Først da indklagede udtog stævning mod hende, forstod hun, at indklagede ikke anså hende for frigjort. A har løbende oplyst, at det alene var ham, der skulle betale indklagede. Indklagede har ikke opfyldt sin oplysningspligt i forbindelse med kautionens indgåelse og har forsømt sin pligt til at give meddelelse om A's misligholdelse.
Indklagede har anført, at kautionen afløste klagerens hæftelse for en tilsvarende kredit, og at klagerens forpligtelser over for indklagede således ikke blev udvidet ved kautionen. I forbindelse med underskrivelsen af kautionserklæringen blev klageren informeret om, hvilke konsekvenser påtagelsen af kautionen medførte for hende, herunder at hæftelsen for kassekreditten reelt var den samme, som da hun hæftede som meddebitor for den hidtidige fælles kassekredit. Klageren fik på sædvanlig vis udleveret en kopi af kautionserklæringen. Det er indklagedes opfattelse, at klageren fuldt ud forstår og taler det danske sprog og således fuldt ud har forstået forløbet i sagen. Klageren har ikke fået meddelelse om misligholdelse af kassekreditten inden for den i bank- og sparekasselovens § 41 foreskrevne frist på 6 måneder. Der er imidlertid ikke påvist omstændigheder, der viser, at klagerens regreskrav mod A er blevet forringet som følge heraf.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ikke godtgjort, at klageren ved underskrivelsen af kautionserklæringen af 23. november 1994 ikke forstod erklæringens karakter, og at indklagede vidste eller burde vide dette. Ankenævnet finder, at der heller ikke er oplyst andre omstændigheder, som kan medføre, at klageren ikke er bundet af den afgivne erklæring.
6-måneders fristen efter bank- og sparekasselovens § 41 vedrørende underretning af kautionisten om debitors misligholdelse må i det foreliggende tilfælde regnes fra den 1. maj 1995. Indklagedes underretning af klageren den 12. september 1995 var således rettidig.
Det bemærkes, at indklagede under klagesagen har nedsat sit krav mod klageren til 23.500 kr. svarende til kassekredittens maksimum i september 1995.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.