Spørgsmål om hvornår bortkomst af kort er kommet til kortholders kendskab.
| Sagsnummer: | 372 /1997 |
| Dato: | 23-12-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Jørn Ravn, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om hvornår bortkomst af kort er kommet til kortholders kendskab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 23. september 1997 kl. 17.18 rettede klageren henvendelse til indklagede med meddelelse om, at hans dankort var bortkommet, hvorefter dette blev spærret. Kortet var sidst anvendt af klageren den 22. september 1997.
Klageren har oplyst, at han den 23. september 1997 kørte på kundebesøg i sin varevogn. Kl. ca. 13.00 konstaterede han, at hans pung, hvori han opbevarede sit dankort, ikke var i bilen. Kortet blev spærret, da han ved hjemkomsten måtte konkludere, at pungen ikke var glemt på bopælen.
Kortet var den 23. september 1997 i tidsrummet kl. 11.48 - 16.46 blevet misbrugt ved følgende hævninger:
kl. 11.48 | Automat | 2.000 kr. |
kl. 11.49 | Automat | 2.000 kr. |
kl. 11.51 | Automat | 1.000 kr. |
kl. 12.18 | Butik | 2.297 kr. |
kl. 12.20 | Butik | 448 kr. |
kl. 12.21 | Butik | 348 kr. |
kl. 12.25 | Butik | 356 kr. |
kl. 14.52 | Butik | 3.496 kr. |
kl. 16.33 | Butik | 1.797 kr. |
kl. 16.44 | Butik | 2.000 kr. |
kl. 16.46 | Butik | 1.000 kr. |
I alt | 16.742 kr. |
Ved skrivelse af 2. oktober 1997 meddelte indklagede klageren, at han hæftede for de tre sidste hævninger på i alt 4.797 kr., idet disse hævninger var foretaget efter, at klageren burde have foranlediget kortet spærret. Hævningen på 3.496 kr. var blevet returneret til den butik, hvor betalingen var blevet foretaget, idet underskriften ikke stemte overens med dankortet.
Den 15. oktober 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han alene hæfter for 1.200 kr. af misbruget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ved kundebesøget havde låst bilen, men at låsen uden hans viden havde svigtet på bagdørene. Dankortet og den tilhørende kode i camoufleret form blev opbevaret i pungen. Da han klokken ca. 13 konstaterede, at pungen ikke var i bilen, blev han i tvivl, om han havde glemt den på sin bopæl ved dagens start. Det bør ikke bebrejdes ham, at han ventede med at spærre kortet, indtil han havde undersøgt, om pungen var glemt på bopælen. Han føler, at han bliver straffet for sin ærlighed, idet han lige så vel kunne have oplyst, at han først ved hjemkomsten den pågældende dag konstaterede, at kortet var bortkommet.
Indklagede har anført, at klageren har fået udleveret indklagedes kortindehaverregler, hvoraf det fremgår, at kortet skal spærres straks, hvis det forsvinder. Klageren måtte indse, at der var risiko for, at pungen var stjålet, hvorfor han var forpligtet til at spærre kortet inden for kort tid for at begrænse tabet. Ved at vente mere end 4 timer med at spærre kortet har klageren overskredet fristen. Tabsbegrænsningspligten må veje tungere end klagerens udtrykkelige vished for, at pungen ikke var på bopælen.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Niels Waage, Inge Frølich og Jørn Ravn - udtaler:
Vi lægger til grund, at klageren, da han den 23. september 1997 kl. ca. 13 konstaterede, at pungen indeholdende bl.a. hans dankort ikke var i bilen, havde en ikke ubegrundet formodning om, at pungen samme morgen var glemt på bopælen, men at han ved hjemkomsten ca. 4 timer senere konstaterede, at dette ikke var tilfældet, hvorpå han foranledigede kortet spærret. Efter vores opfattelse kan klageren i denne situation ikke anses at have fået "kendskab" til kortets bortkomst allerede den 23. september 1997 kl. 13, jf. herved betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3. Vi stemmer herefter for, at klageren alene skal bære 1.200 kr. af tabet, jf. § 21, stk. 1.
2 medlemmer - Ole Reinholdt og Erik Sevaldsen - udtaler:
Vi finder, at klageren måtte indse, at der var en begrundet formodning for, at hans dankort var stjålet, da han den 23. september 1997 kl. ca. 13.00 opdagede, at hans pung ikke var i bilen.
Vi lægger til grund, at klageren er bekendt med, at centrallåsen til bilen har svigtet, og at klageren selv er i tvivl om, hvorvidt pungen med dankort er glemt derhjemme og derfor først spærrer dankortet, da han kommer hjem kl. 17.18, idet han håber, at dankortet er glemt.
Under disse omstændigheder finder vi, at klageren måtte være nået til en sådan erkendelse af, at dankortet kunne være stjålet, at han var forpligtet til at spærre dette inden for kort tid, for derved at begrænse indklagedes risiko for tab. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf