Gammel gæld. Gældssanering for debitor.
| Sagsnummer: | 405/1999 |
| Dato: | 04-04-2000 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Gammel gæld. Gældssanering for debitor. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede som følge af sin rådgivning i forbindelse med klagerens påtagelse af kaution for et lån er forpligtet til at frafalde kautionen.
Sagens omstændigheder.
Den 24. juni 1992 underskrev klageren som kautionist et gældsbrev vedrørende en debitors (D) lån hos indklagede på 96.241,64 kr. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:
"[Indklagede] har givet mig et lån/yderligere lån på kr. 600,00.
Herefter er lånets hovedstol i alt kr. 96.241,64, som jeg erkender at skylde banken.
Jeg betaler lånet tilbage med kr. 1.300,00, første gang den 01.07.1992."
Klageren underskrev samtidig et særskilt kautionsdokument, hvorefter han påtog sig selvskyldnerkaution for D's lån på 96.241,64 kr.
Den 28. juli 1994 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist et nyt gældsbrev og et nyt kautionsdokument vedrørende lånet. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:
"[Indklagede] har givet mig/os et yderligere lån på kr. 600,00 Herefter er lånets hovedstol på i alt kr. 91.493,54 som jeg/vi erkender at skylde banken. Jeg/vi betaler lånet tilbage med kr. 1.100,00 primo hver måned."
Af opgørelsen af kreditomkostningerne fremgår, at de 600 kr. vedrørte ekspeditionsgebyr til indklagede.
Den 8. juli 1998 blev der indledt gældssaneringssag for D.
Under henvisning til gældssaneringen og til, at debitors engagement med indklagede var misligholdt, opsagde indklagede den 26. oktober 1998 lånet til fuld indfrielse. Klageren blev samtidig anmodet om at indfri lånet, hvis restgæld pr. den 26. oktober 1998 blev opgjort til 76.877,46 kr.
Den 14. april 1999 blev der afsagt kendelse om gældssanering for D, hvorefter usikret gæld stiftet af D inden den 8. juli 1998 blev nedsat til 48,01116%.
Af gældssaneringsforslaget fremgår bl.a., at D i 1984 optog et lån hos indklagede til finansiering af udbetalingen på en fast ejendom. Ejendommen blev solgt i 1985 med tab. D købte herefter en ejerlejlighed, som efter kort tids forløb blev solgt uden tab. Efterfølgende købte D en ny lejlighed og lånte i den forbindelse 30.000 kr. hos indklagede. Lejligheden blev solgt på tvangsauktion den 15. august 1994.
Ved skrivelse af 4. maj 1999 fra indklagede blev klageren anmodet om at indfri kautionen senest den 14. s.m. Kautionen blev opgjort til 82.681,64 kr. svarende til lånets restgæld inkl. renter.
Af de under sagen fremlagte dokumenter fremgår bl.a., at D's lån den 30. marts 1987 blev forhøjet med 28.000 kr. til 84.333,02 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr.
Ved gældsbrev af 27. juni 1988 blev lånet forhøjet med 3.000 kr. til 72.461,05 kr. og ydelsen blev nedsat til 1.650 kr. månedligt.
Ved gældsbrev af 24. januar 1990 blev lånet forhøjet med 4.000 kr. til 62.108,50 kr. med uændret ydelse.
Den 29. maj 1990 blev lånet forhøjet med 15.000 kr. til 73.183,13 kr., og ydelsen blev forhøjet til 2.000 kr. månedligt.
Den 1. oktober 1990 blev lånet forhøjet med 10.000 kr. til 79.059,18 kr. med uændret ydelse.
Den 30. april 1992 blev lånet forhøjet med 32.000 kr. til 94.862,51 kr. og ydelsen blev nedsat til 1.600 kr. månedligt. På bagsiden af gældsbrevet er med håndskrift noteret "køb af ejerlejl".
Parternes påstande.
Klageren har den 4. oktober 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kautionen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han kendte D som tidligere kollega og via en fælles bekendt.
Han blev først i forbindelse med gældssaneringssagen bekendt med, at kautionen vedrørte et eksisterende og formentlig misligholdt låneengagement med indklagede.
Indklagede burde have orienteret om eller sikret sig, at han havde kendskab til, at der var tale om kaution for et eksisterende lån, og at han påtog sig en særlig risiko ved at kautionere herfor.
Især oplysninger om tabet vedrørende ejendomshandelen i 1985 og tvangsauktionen i 1994 kunne have bibragt ham en sådan viden, at han ikke havde afgivet kautionsløftet.
Indklagedes oplysningsforpligtelse er ikke opfyldt med en henvisning til lånedokumentets tekst.
Som følge af den manglende opfyldelse af oplysningspligten bør indklagede frafalde kautionen.
Indklagede har anført, at det tydeligt fremgår af gældsbrevene, at D ikke fik stillet yderligere likviditet til rådighed. Lånets hovedstol var langt større end låneforhøjelsen, og af gældsbrevet underskrevet den 28. juli 1994 fremgår det direkte på side 2, at der overføres 0 kr. til debitor, ligesom det fremgår, at forhøjelsen på 600 kr. svarer til indklagedes ekspeditionsgebyr. Klageren kan således ikke have været i tvivl om, at der var tale om kaution for allerede eksisterende gæld.
Da forhøjelsen alene dækker ekspeditionsgebyret, må det antages, at lånet var i restance på kautionstidspunktet. Kravet om kaution er begrundet i ydelsesnedsættelsen.
Da der begge gange, klageren skrev under, var tale om bevilling af ydelsesnedsættelse, kan klageren ikke have været uvidende om, at D's økonomi var utilstrækkelig til at dække forpligtelserne på de oprindelige vilkår.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer - Niels Waage, Allan Pedersen og Karin Duerlund - finder, at klageren efter indholdet af gældsbrevene, som han underskrev som kautionist, måtte indse, at han påtog sig at kautionere for allerede eksisterende gæld. Disse medlemmer finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagede ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med kautionen ved fejl eller forsømmelser har pådraget sig et erstatningsansvar.
Disse medlemmer stemmer herefter for, at klagen ikke tages til følge.
To medlemmer - Jørn Ravn og Lisbeth Baastrup - finder - som sagen er oplyst - at indklagede har undladt at opfylde sin loyale oplysningspligt over for klageren ved ikke forud for kautionserklæringerne at have oplyst klageren om debitors manglende betalingsevne, der fremgår af de gentagne låneforhøjelser og forløbet af de forskellige ejendomshandler.
Med disse bemærkninger stemmer disse medlemmer for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det
Klagen tages ikke til følge.