Spørgsmål om ansvar i forbindelse med ændring af kontohaver på erhvervskonto og efterfølgende udbetalinger fra kontoen.
| Sagsnummer: | 2/2004 |
| Dato: | 06-04-2004 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Anne Dehn Jeppesen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Passivitet - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar i forbindelse med ændring af kontohaver på erhvervskonto og efterfølgende udbetalinger fra kontoen. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et ansvar over for klageren i forbindelse med ændring af kontohaver på en erhvervskonto og efterfølgende udbetalinger fra kontoen.
Sagens omstændigheder.
I sommeren 2001 etablerede klageren en personligt ejet virksomhed, A.
Den 23. juli 2001 etablerede klageren en driftskonto hos indklagede med A v/klageren som kontohaver.
I august 2001 blev der udstedt et VisaDankort til kontoen med klageren som kortholder. Ligeledes i august 2001 modtog indklagede et stiftelsesdokument vedrørende stiftelsen af et anpartsselskab, A ApS. Stifterne var klageren og B ApS v/direktør C.
Klageren har oplyst, at A ApS ikke blev stiftet. Da den endelige godkendelse skulle ske omkring nytår 2001/2002 krævede Told og Skat, at der skulle ske en reetablering af anpartskapitalen, hvilket aldrig skete. Derfor blev den endelige bekræftelse omkring anpartsselskabets etablering aldrig realiseret.
I begyndelsen af 2002 modtog indklagede oplysning om, at kontohaver på driftskontoen skulle ændres til A v/C. Ændringen blev registreret på kontoen den 4. februar 2002. Samme dag blev VisaDankortet afmeldt. Indklagede fik oplyst, at alle checks tilhørende A var overdraget til C.
I februar 2002 ophørte samarbejdet mellem klageren og C, og aktiviteterne i A ophørte.
Den 12. og 15. februar 2002 indbetalte klageren henholdsvis 6.270 kr. og 38.000 kr. på driftskontoen. Af indbetalingskvitteringerne fremgår, at kontohaveren var A v/C.
Den 19. februar 2002 udstedte indklagede på foranledning af A v/C en check på 48.600 kr. fra kontoen til Told og Skat til dækning af "A-skat, + bidrag, + særlig pensionsbidrag".
Den 28. februar 2002 indsatte klageren 22.000 kr. på kontoen. Som ved indbetalingerne den 12. og 15. februar 2002 fremgik A v/C som kontohaver.
Den 5. marts 2002 blev der ved check udstedt af A den 4. marts 2002 betalt 22.875 kr. til firmaet D.
Klageren har oplyst, at B ApS efterfølgende gik konkurs, og at konkursboet rejste krav mod ham om betaling af 65.000 kr., som han havde lånt af B ApS til dækning af sin del af anpartskapitalen i forbindelse med etableringen af A ApS. Sagen blev behandlet i skifteretten i oktober 2003.
Ved skrivelse af 15. oktober 2003 rettede klageren henvendelse til indklagede om driftskontoen.
Ved skrivelse af 3. november 2003 rejste klageren krav om erstatning. Indklagede afviste kravet.
Parternes påstande.
Den 5. januar 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 60.000 kr. med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han i forbindelse med virksomhedsophøret ifølge aftale med C "deponerede" 60.000 kr. på driftskontoen til dækning af sin andel af anpartskapitalen, indtil regnskabet var gjort op. De resterende checks blev liggende i virksomheden, da de var uanvendelige. Aftalen var baggrunden for indbetalingerne på henholdsvis 38.000 kr. og 22.000 kr., som blev foretaget i tillid til, at det kun var ham, der kunne disponere over kontoen. Indbetalingen på 6.270 kr. skete efter anmodning fra indklagede til inddækning af overtræk. Efterfølgende har han konstateret, at kontoen ikke var i overtræk.
I forbindelse med indbetalingerne bemærkede han ikke, at C nu var anført som kontohaver, idet han alene hæftede sig ved, at A var anført.
På grund af virksomhedsophøret var han såvel personligt som økonomisk i en kaotisk situation, og han var derfor ikke opmærksom på, at han efter udgangen af januar 2002 ikke modtog kontoudskrifter for driftskontoen.
Han rykkede gentagne gange forgæves B ApS og C's advokat for en afslutning på sagen. Først i forbindelse med konkursboets krav om betaling af 65.000 kr. blev han opmærksom på, at indklagede uberettiget havde registreret C som kontohaver og havde tilladt denne at disponere over driftskontoen.
Han har aldrig, hverken mundtligt eller skriftligt, anmodet indklagede om nogen ændring af kontoforholdet, og han har ikke givet C fuldmagt til at disponere på kontoen.
Indklagede bærer ansvaret for udbetalingerne fra kontoen og bør erstatte hans tab herved, som endeligt kan opgøres til 60.000 kr. med tillæg af renter.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen primært angår ind klagedes erhvervsengagement med virksomheden A, og at sagen derfor bør afvises under henvisning til Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at ændringen af kontohaveren på driftskontoen skete i henhold til anmodning herom. Indklagede er ikke i besiddelse af skriftlig dokumentation herfor.
Det fremgår tydeligt af de indbetalingskvitteringer, som klageren fik udleveret i forbindelse med indbetalingerne i februar 2003, at kontohaver var A v/C. Det må derfor have stået klageren klart, at C havde uhindret adgang til at disponere over kontoen. Klageren burde derfor have reageret, såfremt han anså dette for en fejl.
Klageren burde endvidere have reageret på den manglende modtagelse af kontoudskrifter efter den 31. januar 2002.
Såfremt klageren havde gjort opmærksom på, at det efter hans opfattelse var en fejl, at kontoen lød på navnet A v/C, kunne checkudstedelserne den 19. februar og 4. marts 2002 have været forhindret. Ved først at henvende sig mere end halvandet år efter checkudstedelserne har klageren forhindret indklagede i at bringe forholdene vedrørende kontohaver i orden, således at checkudstedelserne kunne have været undgået. Klagerens passivitet har endvidere medført, at indklagedes mulighed for at søge checkbeløbene tilbage fra checkmodtagerne er blevet væsentligt forringet.
Checkudbetalingerne skete til dækning af A's forpligtelser, som dermed er blevet tilsvarende formindsket. Såfremt klageren er eneejer af A og dermed hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser, har klageren ikke krav på erstatning for disse betalinger.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagen angår et erhvervsmæssigt kundeforhold, og Ankenævnet finder, at den ikke kan sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af nævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.