Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav som følge af fejlagtig angivelse af afgift ved ophævelse af ratepension. Tab. Skuffede forventninger. Krav om dækning af advokatomkostninger.

Sagsnummer: 266 /2017
Dato: 19-12-2017
Ankenævn: John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Kristian Ingemann Petersen, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn
Klageemne: Ratepension - skattemæssige forhold
Omkostninger - advokatbistand
Ledetekst: Krav som følge af fejlagtig angivelse af afgift ved ophævelse af ratepension. Tab. Skuffede forventninger. Krav om dækning af advokatomkostninger.
Indklagede: Hvidbjerg Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klager medhold

Indledning

Sagen vedrører krav som følge af fejlagtig angivelse af afgift ved ophævelse af ratepension. Krav om dækning af advokatomkostninger.

Sagens omstændigheder

I 1999 oprettede klageren, der er født i 1968, en ratepension i Hvidbjerg Bank.

Banken har oplyst, at den ved flere lejligheder drøftede muligheden for at ophæve pensionsordningen med klageren. Banken har fremlagt en e-mail af 30. november 2015 fra klageren til en advokat, hvori klageren bl.a. oplyste:

”… Men jeg har brug for at få at vide om jeg kan hæve min privat tegnet kapital pension og evt min rate pension. Jeg har fået info fra banken om at jeg kun skal betale 50 % i afgift i år, men 60 % til næste år.”

I efteråret 2016 ønskede klageren at ophæve og få udbetalt ratepensionen. Banken udarbejdede en erklæring om udbetaling pr. 1. november 2016, hvoraf fremgik, at der skulle betales afgift til staten på 52 %. Klageren har oplyst, at han underskrev erklæringen den 1. november 2016.

I en opgørelse af pensionsordningen af 4. november 2016 beregnede banken en afgift til staten på 60 % af pensionens afgiftspligtige værdi, som udgjorde 176.997,12 kr. Banken har oplyst, at pensionen blev ophævet den 4. november 2016, men at banken genetablerede pensionen på uændrede vilkår den samme dag.

Klageren rejste via sin advokat, A, krav mod banken om betaling af 8 % af pensionsordningens værdi, svarende differencen mellem 60 % og 52 %. I et brev af 11. januar 2017 til A afviste banken kravet og anførte, at banken uden omkostninger havde genetableret pensionsordningen på uændrede vilkår til klageren. A bestred, at banken havde hjemmel til at genetablere pensionsordningen og efterlyste dokumentation fra Skat om, at Skat havde tilladt genetablering. A meddelte endvidere, at han ville indbringe sagen for Skat for at få oplyst, om en ophævet pension kunne genetableres. I et brev af 2. februar 2017 til banken anførte A, at banken ikke havde dokumenteret, at Skat havde givet tilladelse til genetablering af pensionen. A bemærkede endvidere, at banken havde oplyst, at den ”ikke ønsker videre korrespondance i sagen”.

Den 20. marts 2017 anmodede A Skat om at meddele, om pensionen kunne genetableres på uændrede vilkår uden skattemæssige konsekvenser. I en e-mail af 23. marts 2017 meddelte Skat, at Skat kunne tillade korrektion af åbenbare fejl, men at en vurdering heraf krævede, at Skat modtog kopi af dokumenterne, der lå forud for udbetaling af pensionen. I et brev af 26. april 2017 anmodede A Skat om at indhente dokumenterne hos banken og anførte, at banken ikke havde ønsket at besvare hans henvendelser.

I et brev til klageren af 19. juni 2017 meddelte Skat, at Skat i det konkrete tilfælde ville træffe afgørelse om, at genetableringen ikke ville have skattemæssige konsekvenser for klageren. Af brevet fremgik, at der ikke kunne ske genetablering af en ratepension uden tilladelse fra Skat, og at banken ikke havde søgt tilladelse hos Skat til at genetablere klagerens ratepension.

Parternes påstande

Den 24. august 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Hvidbjerg Bank skal betale 8 % af pensionens værdi samt omkostninger til advokat, ca. 7.500 kr. med tillæg af moms.

Hvidbjerg Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at bankens rådgivning var fejlagtig. Det fremgik af erklæringen, som han underskrev, at afgiften udgjorde 52 %. Banken trak efterfølgende en afgift på 60%. Han har krav på erstatning for differencen på 8 % af pensionens værdi.

Banken oplyste efterfølgende, at den havde genetableret pensionen ved at tilbageføre beløbet. Banken havde ikke hjemmel til at gøre dette uden tilladelse fra Skat. Banken havde ikke indhentet en sådan tilladelse fra Skat.

A anmodede banken om dokumentation for, at der var hjemmel til at genetablere pensionen. Banken undlod at besvare A’s henvendelser. A rettede derefter henvendelse til Skat, der den 23. marts 2017 meddelte, at han ikke kunne forvente at få godkendt genetablering af pensionen. A havde tidligere anmodet banken om at sende de af Skat efterspurgte dokumenter, men banken ville kun sende dokumenterne til A mod betaling af et gebyr. Det fremgik af Skats afgørelse af 19. juni 2017, at Skat efter omstændighederne ville tillade genetablering. Skat gjorde det samtidig klart, at banken under ingen omstændigheder måtte genetablere en pension uden tilladelse fra Skat.

Banken har søgt at besværliggøre sagen mest muligt. Banken nægtede at medvirke til at oplyse sagen. Tilladelsen fra Skat skyldtes ikke banken, men alene A’s aktive indsats. Uden A’s indsats var pensionen ikke blevet genetableret uden skattemæssige konsekvenser for ham.

Hvidbjerg Bank har anført, at klageren telefonisk anmodede om ophævelse af pensionen. Klageren fik i den forbindelse at vide, at afgiften for ophævelse af pensionen i utide var 60 %. I flere telefoniske drøftelser med banken ved andre lejligheder, hvor klageren overvejede at ophæve pensionen, fik klageren ligeledes at vide, at afgiften for ophævelse af pensionen i utide var 60 %. Dette understøttes af mailkorrespondancen fra november 2015, hvor klageren anførte, at banken havde oplyst, at afgiften fra 2016 var 60 %.

Pensionen blev ophævet den 4. november 2016 og blev samme dag genetableret på uændrede vilkår.

Skat har den 19. juni 2017 givet tilladelse til genetablering af kontoen uden skattemæssige konsekvenser. Det står herefter klageren frit for, om han ønsker at bibeholde ratepensionen uændret, eller om han vil ophæve den i utide.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende. Klageren har ikke lidt et tab, og pensionen er genetableret uden skattemæssige konsekvenser.

Da banken har ikke handlet ansvarspådragende, er der ikke grundlag for at pålægge banken at betale et beløb til dækning af advokatomkostninger. Klageren har ikke lidt et tab, og pensionen er genetableret uden skattemæssige konsekvenser

Ankenævnets bemærkninger

Klageren underskrev en erklæring af 1. november 2016 om udbetaling af sin ratepension, hvori Hvidbjerg Bank fejlagtigt havde angivet afgiften ved ophævelse af ratepensionen til 52 %. I bankens efterfølgende beregning af 4. november 2016 var afgiften korrekt angivet til 60 %. Banken har oplyst, at pensionen blev ophævet den 4. november 2016, og at banken genetablerede pensionen på uændrede vilkår den samme dag. Efter henvendelse fra klagerens advokat meddelte Skat tilladelse til, at genetableringen kunne ske uden skattemæssige konsekvenser for klageren.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Jesper Claus Christensen og Kristian Ingemann Petersen – udtaler:

Vi finder ikke, at bankens fejlagtige angivelse af afgiftssatsen har medført, at klageren blev påført et erstatningsberettiget tab på 8 % af den afgiftspligtige værdi. Der er alene tale om skuffede forventninger. Vi stemmer derfor for, at der ikke gives klageren medhold i dette krav.

To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn – udtaler:

Vi finder, at banken ved indhentelse af klagerens underskrift på erklæringen af 1. november 2016 tilsikrede klageren, at pensionen ville blive udbetalt med fradrag af en afgift på 52 %. Vi lægger vægt på, at dette fremgik utvetydigt af aftalen, og at der var tale om en meget simpel oplysning, hvor der ikke var undskyldelige grunde til fejl. Vi ser desuden fejlen i sammenhæng med, at banken i øvrigt foretog en mangelfuld behandling af sagen. Vi stemmer derfor for, at der gives klageren medhold i kravet om erstatning på 8 % af den afgiftspligtige værdi.

Der træffes om dette spørgsmål afgørelse efter stemmeflertallet.

Retablering af pensionen uden skattemæssige konsekvenser for klageren krævede tilladelse fra Skat. Det påhvilede banken at indhente Skats tilladelse til genetablering af pensionen. Skats tilladelse blev først meddelt efter, at klagerens advokat havde rettet henvendelse til Skat. Henvendelsen fra klagerens advokat skete, fordi banken ikke ønskede at medvirke til en nødvendig lovliggørelse af den skete fejl. Under disse særlige omstændigheder finder Ankenævnet, at banken skal dække klagerens rimelige advokatomkostninger. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte advokatens salærkrav som urimeligt og anerkender derfor et beløb på 7.500 kr. med tillæg af moms. 

Ankenævnets afgørelse

Hvidbjerg Bank skal inden 30 dage efter betale 7.500 kr. med tillæg af moms til klageren.

Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.