Afgørelse

Rådgivning ved indgåelse af aftale om valutarenteswap. Spørgsmål om forældelse.

Indledning

Sagen vedrører rådgivning ved indgåelse af aftale om valutarenteswap og spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klagerne K og M har oplyst, at de medio 2008 blev kontaktet af Sparbank (nu Spar Nord Bank) vedrørende indgåelse af en valutarenteswapaftale, og at bankens daværende investeringschef, R1, præsenterede dem for et materiale om en valutarenteswapaftale i NOK (norske kroner) og CHF(schweizer franc) svarende til modværdien af 2 mio. DKK. Materialet indeholdt blandt andet en beregning af rentebesparelsen i ét, to og tre år ved uændret valutakurs og rentespænd. Materialet indeholdt endvidere følgende:

”...

• Med swapper kan man f.eks. opnå rentebesparelse eller få budgetsikkerhed i form af fast rente …
• Det er ofte en billigere måde at omlægge kundens låneportefølje på ...

Det vil sige at valutakursen skal stige med kr 7,35% for at regnestykket går i nul efter 3 år! …”

Den 22. august 2008 underskrev klagerne en rammeaftale om handel med finansielle instrumenter. Ifølge aftalen kunne banken kræve forretninger lukket eller stille krav om yderligere sikkerhed, hvis engagementsbelastningen oversteg en beløbsramme på 200.000 DKK. Rammeaftalen indeholdt endvidere blandt andet følgende:

"… Beslutning om at indgå henholdsvis undlade at indgå forretninger træffes alene af kunden for dennes regning og risiko. I den forbindelse er kunden bekendt med, at handel med finansielle instrumenter kan være forbundet med betydelig risiko.

Tab der måtte opstå som følge af sådanne dispositioner, påhviler alene kunden. …"

Den 28. august 2008 sendte banken en bekræftelse til M på en to-årig valutarenteswapforretning foretaget den 27. august 2008, hvorefter banken skulle betale en variabel rente på NOK OIBOR 3 måneder, for tiden 6,638 % p.a., af en hovedstol på 2.124.700 NOK, og klageren skulle betale en variabel rente på CHF LIBOR 3 måneder, for tiden 3,07232 % p.a., af en hovedstol på 432.906,05 CHF i aftalens løbetid. Af bekræftelsen fremgik endvidere, at der skulle ske hovedstolsudveksling ved udløb den 30. september 2010, hvor M skulle betale en hovedstol på 432.906,05 CHF, mens banken skulle betale en hovedstol på 2.124.700 NOK.

Den 2. september 2008 underskrev klagerne hver en investeringsaftale vedrørende ”formålsopsparing”, hvoraf fremgik, at klagernes risikoprofil var høj, at de hver havde en nettoformue på 600.000 DKK, og at deres samlede årlige indtægt var 635.000 DKK. Banken har oplyst, at investeringsaftalerne blev udskrevet den 27. august 2008.

Banken har oplyst, at klagerne hver måned fra den 1. september 2008 og til udløb modtog opgørelser over valutarenteswapaftalens markedsværdi. Af opgørelserne fra primo september, oktober og november 2008 fremgik, at swapaftalen havde en negativ markedsværdi på henholdsvis 14.421,46 DKK, 151.039 DKK og 338.995 DKK. Den 11. november 2008 indbetalte klagerne 145.000 DKK på en sikringskonto i banken.

Den 8. december 2008 underskrev M en investeringsaftale vedrørende ”swap”, hvoraf fremgik, at hans risikoprofil vedrørende swappen var meget høj.

Banken har fremlagt en oversigt over swappens markedsværdi og indeståendet på sikringskontoen, hvoraf fremgår, at swappen i perioden fra ultimo november 2008 til primo oktober 2011 stedse havde en negativ markedsværdi, der lå i et interval mellem 813.177 DKK og 228.406 DKK, og at klagerne løbende foretog indbetalinger på sikringskontoen, således at differencen mellem den negative markedsværdi og indeståendet på sikringskontoen i perioden fra ultimo november 2008 til primo oktober 2011 lå i intervallet mellem - 373.416 DKK (negativ) og 160.410 DKK (positiv).

Banken har oplyst, at banken i en telefonsamtale med M den 25. maj 2010 anbefalede M at ”tage risikoen ud af CHF”, og at banken mindede om, at M skulle tage stilling til NOK.

Den 1. september 2010 udgjorde swapaftalens markedsværdi 516.584,42 kr. (negativ).

Ultimo september 2010 blev swappen forlænget til udløb den 30. september 2011. Af bekræftelse af 4. oktober 2010 vedrørende forlængelsen fremgik ligeledes, at der skulle ske hovedstolsudveksling ved udløb den 30. september 2011. Endvidere fremgik blandt andet:

”… Kunden erklærer herved, at kunden af SPARBANK A/S er blevet informeret om de for handlen implicerede risici og forstår handlens vilkår …”

Den 30. september 2011 udløb swappen med et tab på 616.093,71 DKK, der blev finansieret ved indeståendet på sikringskontoen og et 10-årigt variabelt forrentet lån i banken på 350.000 DKK

Ved brev af 19. august 2013 rejste klagerne indsigelse mod bankens rådgivning om valutarenteswapaftalen.Den 23. oktober 2013 afviste banken klagernes indsigelser. Banken anførte blandt andet, at M’s far, F, der havde været ansat i banken på tidspunktet for aftalens etablering og indtil for nylig, på klagernes vegne havde varetaget dialogen mellem klagerne og banken.

Parternes påstande

Den 17. december 2013 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale 616.093,71 DKK, subsidiært et mindre beløb.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at bankens rådgivning var mangelfuld og fejlagtig. De blev kontaktet af R1, som argumenterede indgående for, at de skulle indgå en swapaftale. Af det af R1 fremlagte materiale fremgik, at der kunne opnås en ikke ubetydelig gevinst ved at indgå en forretning i netop NOK og CHF. R1 oplyste, at der ingen risiko var forbundet med en sådan forretning.

Efter effektuering af swappen blev de præsenteret for en investeringsaftale, som de absolut skulle underskrive, og hvorefter deres risikoprofil var høj. De underskrev investeringsaftalen den 2. september 2008 og dermed efter indgåelsen af swapaftalen den 22. august 2008. De fik på intet tidspunkt risikoprofilen gennemgået, men blev blot bedt om at underskrive aftalen.

I december 2008 blev de præsenteret for en ny investeringsaftale, hvor deres risikoprofil nu var ”meget høj”. De kontaktede deres daglige rådgiver i banken, som meddelte, at han ikke havde forstand på aftalen. De bad derefter om at tale med R1, men fik at vide, at han ikke længere var ansat i banken. De fik at vide, at forretningen ville blive lukket, hvis de ikke underskrev aftalen. Som anført af deres advokat underskrev de aftalen ”med en pistol for panden.”

De blev først kontaktet af en anden rådgiver, R2, i januar/februar 2009, som oplyste, at tabet var på ca. 400.000 DKK. De kunne således konstatere, at de på mindre end fem måneder havde tabt over 400.000 DKK på en forretning, som de havde fået at vide, at der ingen risiko var ved at indgå. Deres daglige rådgiver oplyste, at han flyttede et beløb over på en sikringskonto.

F har ikke handlet på deres vegne. De havde aftalt, at R1 skulle administrere swapaftalen. Da de første gang hørte fra banken, var tabet af en sådan størrelse, at de var nødt til at have en anden person at støtte sig til. R1 havde desuden efter kort tid forladt banken. Via F har de fulgt de råd, som banken gav. F har ikke noget kendskab til valutaswapområdet.

Banken har handlet uansvarligt ved at lokke dem til at indgå swapaftalen. De har to helt almindelige lønninger. På tidspunktet for indgåelse af aftalen udgjorde deres rådighedsbeløb 15.000 DKK pr. måned for to voksne og to (nu tre) børn. Efter tabet på swappen er deres rådighedsbeløb reduceret væsentligt, og de har været nødsaget til at optage et lån til finansiering af tabet samtidig med, at de har fået afdragsfrihed på deres realkreditlån.

Banken har selv tjent store beløb på aftalen.

De rejste indsigelse overfor banken i juli/august 2012 i en e-mail til bankens daværende investeringsansvarlige R3, der ikke svarede. Da de senere rykkede for svar, fandt de ud af, at R3 ikke længere var ansat i banken.

Spar Nord Bank har blandt andet anført, at valutarenteswapaftalen stemmer overens med klagernes høje risikoprofil, der blev gennemgået senest samtidig med indgåelse af swapaftalen. Klagerne underskrev både investerings- og rammeaftalen. Klagerne kunne ikke have været uvidende om risikoen ved valutarenteswappen.

Klagerne modtog den fornødne rådgivning både ved etableringen og ved forlængelsen af swappen. Det har formodningen imod sig, at R1, der er ikke længere ansat i banken, har sagt, at en valutaswap er uden risiko. Hvis klagerne som anført havde fået at vide, at der ingen risiko var ved forretningen, burde klagerne have reageret allerede ved modtagelsen af opgørelsen af 1. oktober 2008, hvor markedsværdien var negativ med 151.038 DKK.

Det måtte hurtigt have stået klagerne klart, at der var en risiko forbundet med aftalen, jf. de fremsendte opgørelser over markedsværdien.

Klagerne indbetalte endvidere løbende til sikringskontoen i hele perioden. Bankens investeringsrådgivere overvågede via et stop loss system klagernes forretninger og var løbende i kontakt med klagerne og F. Når beløbsrammen var overskredet, kontaktede rådgiverne enten F eller klagerne, som derefter stillede den fornødne sikkerhed, jf. udskriften vedrørende sikringskontoen. Klagerne reagerede således på henvendelser til F.

Af den båndede samtale den 25. maj 2010 fremgår, at M oplyste, at hans rådgiver var F, og han først ønskede at drøfte sagen med F. Klagerne drøftede således aftalen med F, der løbende drøftede udviklingen på swappen med en investeringsrådgiver på klagernes vegne. Klagerne blev opfordret til at tage tabet på swappen, men hverken klagerne eller F ønskede dette.

Efter modtagelsen af adskillige markedsværdiopgørelser med tab, indbetalinger på sikringskontoen og drøftelser om afdækning af forretningen med både F og en investeringsrådgiver i banken, måtte klagerne i hvert fald senere være blevet klar over, at der var en risiko ved den indgåede forretning. Klagerne ønskede imidlertid ikke at tage tabet, hvorfor swappen blev forlænget efter aftale med klagerne og F.

Klagerne var og er i stand til at bære tabet på den indgåede forretning. Klagerne har overholdt afviklingen af det optagne lån.

Et eventuelt krav er forældet eller bortfaldet som følge af passivitet. Rådgivningen fandt sted i august 2008. Klagerne har siden 2008/2009 haft kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning, og burde have gjort et eventuelt rådgivningsansvar gældende på et langt tidligere tidspunkt. Klagerne skulle have reageret senest i løbet af 2009 efter modtagelse af de fremsendte opgørelser over markedsværdien. I september 2010 valgte klagerne – trods tabet på forretningen – at forlænge swappen uden at foretage afdækning af valutakursrisikoen som foreslået i maj 2010. Banken har ikke længere adgang til R3’s e-mails, da R3 ikke længere er ansat i banken. Da klagerne som oplyst ikke havde fået svar, kunne klagerne have kontaktet en anden i banken for at få svar på e-mailen.

Ankenævnets bemærkninger

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet.

Efter forældelseslovens § 3, stk. 2 skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

Valutarenteswapaftalen blev indgået i august 2008. Det fremgår, at markedsværdien af swappen fra og med september 2008 var negativ, hvilket fremgik af månedlige opgørelser, som klagerne fik tilsendt. Af opgørelsen fra primo november 2008 fremgik, at swapaftalen havde en negativ markedsværdi på 338.995 DKK. Den 11. november 2008 indbetalte klagerne 145.000 DKK på en sikringskonto i banken.

Ankenævnet finder, at klagerne i hvert fald i på dette tidspunkt havde tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning til at rejse et eventuelt erstatningskrav.

Klagernes eventuelle erstatningskrav var derfor forældet den 17. december 2013, hvor sagen blev indbragt for Ankenævnet.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.