Afgørelse

Spørgsmål om tilsagn om senere opdeling af kautionssikret engagement.

Indledning.

Klageren, der kautionerede for sin søns lån, accepterede, at kautionen blev ændret til at omfatte et fælles lån, hvori det oprindelige lån indgik. Klagen vedrører klagerens krav om, at hans kaution alene angår sønnens andel af lånet efter en opsplitning.

Sagens omstændigheder.

Den 4. august 2000 underskrev klageren en kautionserklæring, hvorefter klageren kautionerede for, hvad hans søn måtte blive indklagede skyldig "i henhold til konto [….] kr.68.500". Det fremgik, at den omhandlede konto var med variabel udnyttelse.

Klagerens søn flyttede kort tid efter sammen med J. Klageren har anført, at indklagede i denne forbindelse overtalte hans søn og J til at lade den kautionssikrede kredit sammenlægge med J's lån hos indklagede til et fælleslån på 133.000 kr. Indklagede har anført, at ønsket om sammenlægning kom fra debitorerne.

Den 22. oktober 2000 underskrev klageren selvskyldnerkautionserklæring, hvorefter han til sikkerhed for sønnens og J's forpligtelser vedrørende en kredit på 133.000 kr. indestod som kautionist. Af erklæringen fremgår endvidere:

"Kautionistens forpligtelse er begrænset til kr. 65.000,00 af det til enhver tid skyldige beløb. Nedskrivning af kautionsforpligtelsen påbegyndes uanset nedenstående først, når restgælden er afviklet til kr. 65.000,00. Kontoen er med variabel udnyttelse. Låntagers udnyttelse af kontoen forud for det tidspunkt, hvor banken eventuelt vil gøre kautionen gældende, påvirker derfor ikke den enkelte kautionist eller tredjemandspantsætters forpligtelse. Kontoen afvikles med en fast månedlig ydelse kr. 3.100,00, første gang den 01.01.01. Kautionsforpligtelsen nedskrives med den del af ydelsen, der ikke forlods anvendes til betaling af tilskrevne og skyldige renter. Undertegnede er gjort bekendt med og erklærer sig indforstået med, at kautionsforpligtelsen omfatter såvel den forhøjelse af lånet/kreditten, som er etableret samtidig med kautionsforpligtelsen som allerede etableret gæld."

I forbindelse med en efterfølgende forhøjelse af den kreditten til 149.000 kr. underskrev klageren den 26. april 2001 en ny kautionserklæring med tilsvarende indhold som den i oktober 2000 underskrevne.

Klageren har anført, at indklagede under hele forløbet meddelte såvel ham som hans søn, at det etablerede engagement til enhver tid kunne opdeles. Indklagede har anført, at klageren og debitorerne blev oplyst om, at lånet ville kunne blive opdelt igen under forudsætning af, at alle parter kunne blive enige om vilkårene herfor.

I januar 2000 rettede klagerens søn og J henvendelse til indklagede med oplysning om, at de havde ophævet samlivet og ønskede engagementet opdelt.

Indklagede har anført, at der herefter blev afholdt møder med klagerens søn og J, både sammen og hver for sig med henblik på indgåelse af en aftale om en opdeling; enighed herom blev ikke opnået.

Ved skrivelser af 1. juli 2002 til henholdsvis klagerens søn og J opsagde indklagede engagementet som misligholdt. Saldoen på den kautionssikrede kredit var på ca.130.000 kr. Klageren modtog kopi af opsigelsesskrivelserne.

Parternes påstande.

Klageren har den 19. juli 2002 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at indklagede skal tilpligtes at foretage en opdeling af den kautionssikrede kredit i det forhold, der var mellem klagerens søns kredit og J's kredit på tidspunktet for sammenlægningen i oktober 2000, ligesom indklagede skal anerkende, at kautionsforpligtelsen på 65.000 kr. alene angår hans søns kredit.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med sammenlægningen fejlinformerede ham om risikoen ved kautionsforpligtelsen samt konsekvenserne.

Han tiltrådte alene det nye kautionsdokument fra oktober 2000 som følge af, at indklagede tilkendegav, at der ikke var øget risiko ved sammenlægningen. Det blev endvidere anført, at sammenlægningen kun skete af praktiske og omkostningsmæssige grunde. og at indklagede til enhver tid var villig til at opdele lånene igen. Denne tilkendegivelse fremkom netop, fordi han alene ønskede at kautionere for sin søn.

Han fik ikke nogen grundig information om kautionsforpligtelsen og konsekvenserne, hvilket må anses for at være i strid med pengeinstitutetiske regler.

Indklagede har anført, at man, i forbindelse med at klagerens søn og J ønskede deres lån sammenlagt, oplyste, at dette var muligt. Medarbejderen forklarede om konsekvenserne af et fælles lån.

Klageren deltog i et møde, hvor kautionen blev drøftet. Man accepterede, at klageren kun ville kautionere med maksimalt 65.000 kr., og klageren blev orienteret om, at kautionen for det sammenlagte lån ville angå både hans søn og J, og at der var tale om de rangsidste 65.000 kr. af lånet. Klageren accepterede dette og underskrev kautionserklæringen.

Også ved forhøjelsen i april 2001 blev klageren orienteret om, at det var de rangsidste 65.000 kr., for hvilke han kautionerede.

Man orienterede parterne om, at lånet ville kunne blive opdelt under forudsætning af, at alle parter kunne blive enige herom, herunder indklagede. Det bestrides, at klageren blev fejlinformeret i forbindelse med underskrivelse af kautionserklæringen for det sammenlagte lån.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af kautionserklæringen, som klageren underskrev den 22. oktober 2000, fremgår, at nedskrivning af kautionsforpligtelsen først påbegyndes "når restgælden er afviklet til kr. 65.000". Klageren måtte således indse, at han herved påtog sig at kautionere med 65.000 kr. for den samlede kredit, der var på 133.000 kr.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede - uanset formuleringen af kautionserklæringen - gav tilsagn om, at kreditten efterfølgende ville kunne opdeles i det forhold, der havde været mellem klagerens søns kredit og J's kredit ved sammenlægningen, således at klagerens kaution herefter alene skulle angå hans søn del.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.