Afgørelse

Rådgivning om valg af renteprocent.

Klageren havde et 9 pct. lån hos det indklagede realkreditinstitut. Instituttet afgav i december 1995 tilbud til klageren på henholdsvis tillægslån samt omlægning af det indestående 9 pct. lån til et 7 pct. kontantlån. Lånet blev udbetalt i december 1995 ved salg af 7 pct. obligationer til kurs 88,75. Af låneinformationen fremgik det endvidere, at ved indfrielse af lånet ville den på indfrielsestidspunktet værende obligationsrestgæld blive lagt til grund. Der henvistes til punkt 8 i pantebrevet, som indeholdt en nærmere beskrivelse af indfrielsesvilkårene. Klageren klagede i februar 1998 til instituttet over den rådgivning, han havde fået i forbindelse med låneomlægningen. Klageren anførte, at han ved de omprioriteringer, han havde foretaget, havde lyttet til de professionelle råd. Ved den seneste låneomlægning havde klageren imidlertid ikke fået oplysning om, at han ved den foretagne omprioritering samtidig havde påtaget sig en ganske betydelig risiko ved et fortsat rentefald. Ved ikke at have oplyst ham om de risici, han løb ved omprioriteringen, fandt klageren, at instituttet som professionel rådgiver havde pådraget sig et ansvar. Instituttet meddelte i marts 1998 klageren, at instituttet var af den opfattelse, at de nødvendige informationer, der lå til grund for beslutningen om låneomlægning, var oplyst over for klageren, herunder forskelle i obligationsrestgæld, brutto- og nettoydelser og nutidsværdi. Klageren indfriede efterfølgende det omhandlede lån ved opsigelse af lånet til indfrielse til kurs 100 pr. 1. oktober 1998.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde ham erstatning for det tab, han havde lidt, som følge af lånelægningen. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at instituttets lånetilbud, låneinformation og pantebrev indeholder nogle overordnede beskrivelser af indfrielsesvilkårene for blandt andet kontantlån. Nævnet havde ikke mulighed for nærmere at vurdere indholdet og omfanget af den konkrete rådgivning, som klageren havde modtaget i tilslutning til oplysningerne i instituttets lånetilbud m.v. Nævnet fandt dog anledning til at bemærke, at klageren måtte forventes at have et vist kendskab til låneomlægning, herunder lånetyper, idet klageren flere gange havde omlagt lån i sin ejendom - såvel til lavere som højere rente. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at rådgivningen ud fra en generel vurdering af forholdene i 1995 havde været urigtig eller mangelfuld. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.