Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger.

Sagsnummer: 323/1996
Dato: 06-12-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann
Klageemne: Udlån - løbetid
Ledetekst: Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I juli 1990 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et billån. Lånets hovedstol var på 138.262 kr., hvoraf 10.373 kr. udgjorde de samlede etableringsomkostninger i forbindelse med låneoptagelsen. Ydelsen blev beregnet til 2.755 kr. pr. måned, hvorefter lånet, såfremt renten forblev uændret, ifølge det oplyste ville være afviklet over ca. 72 måneder. Lånet blev forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 15,8% p.a., og indklagede forbeholdt sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af rentesatsen at ændre ydelsen tilsvarende. Ifølge låneaftalen forfaldt første ydelse til betaling den 1. maj 1990.

I maj 1996 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende størrelsen af restgælden.

På baggrund af henvendelsen meddelte indklagede ved skrivelse af 5. juli 1996, at ydelsen på etableringstidspunktet var beregnet forkert, idet lånets løbetid med den fastsatte ydelse på 2.755 kr. og ved uændret rente var på 82,65 måneder. Indklagede fandt det sandsynligt, at der ved beregningen af ydelsen ikke var taget højde for lånets etableringsomkostninger på 10.373 kr. Også renteudviklingen havde medvirket til en forlængelse af løbetiden. Indklagede oplyste, at restgælden pr. 1. juni 1996 udgjorde 42.689,66 kr., og at restløbetiden ved uændret rente var ca. 17 måneder.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at som følge af, at lånetilbuddet fra starten var forkert, havde han ikke nogen reel mulighed for at sammenligne indklagedes tilbud med andre långiveres. Som følge af lånets længere løbetid kommer han til at betale mere i rente, end hvis lånet alene havde løbet over de 6 år. Indklagede påstår, at der foreligger en fejlberegning. Dette kan han ikke kontrollere. Fra hans synspunkt kan det ligeså godt være med fuldt overlæg for på papiret at kunne give det bedste lånetilbud i forhold til andre.

Indklagede har anført, at fejlberegningen af lånets ydelse ikke har medført et tab for klageren. Klageren er ved låneaftalen pålagt den sædvanlige forpligtelse til at tilbagebetale lånet med tillæg af den til enhver tid værende rente. Den fejlagtige angivelse i lånetilbudet af løbetiden kan ikke ændre denne grundlæggende forpligtelse, jf. herved Højesterets dom i U 1996/200 H.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har ikke påtaget sig en forpligtelse til at regulere lånets ydelse med henblik på at fastholde en bestemt løbetid, og klageren måtte derfor påregne, at løbetiden kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelser.

Det må - også på baggrund af Ankenævnets kendskab til en række tidligere sager vedrørende tilsvarende lån ydet af indklagede - lægges til grund, at den af indklagede begåede fejl bestod i, at man ved fastsættelsen af ydelsen på 2.755 kr. månedligt undlod at tage hensyn til de samlede etableringsomkostninger på 10.373 kr.

Ved Højesterets dom gengivet i U 1996/200 er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst af pengeinstituttet, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede økonomiske forventninger.

3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Niels Bolt Jørgensen og Ole Reinholdt - udtaler herefter:

Den fejl, som er begået af indklagede i det foreliggende tilfælde, er - set i lyset af den række af tilsvarende sager, som tidligere har været forelagt for Ankenævnet - af klar og generel karakter. Vi finder imidlertid, at hverken dette forhold eller andre omstændigheder kan føre til et andet resultat end det, der er fastslået ved Højesterets dom. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.

2 medlemmer - Niels Busk og Mette Reissmann - udtaler:

Ved Højesterets dom er det bl.a. fastslået, at en fejlagtig angivelse af et låns løbetid ikke ud fra aftaleretlige synspunktet har betydning for låntagerens grundlæggende pligt til at tilbagebetale lånet med renter. Efter vores opfattelse må dommens præmisser på dette punkt forstås således, at flertallet i Højesteret har statueret, at et pengeinstituts løbetidsangivelse i almindelighed må anses for en "serviceoplysning" uden selvstændig aftaleretlig betydning eller betydning for aftalens fortolkning i øvrigt. Dette udelukker selvsagt ikke, at løbetidsangivelser under omstændigheder, der adskiller sig væsentligt fra dem, der forelå i sagen for Højesteret, kan have en sådan aftaleretlig relevans.

Det forholdsvis store antal sager ved Ankenævnet om indklagedes og andre finansieringsselskabers markedsføring af udlån svarende til det foreliggende viser efter vores opfattelse, at løbetidsangivelser i disse forhold har eller i hvert fald havde en væsentlig mere fremskudt placering og tillægges eller i hvert fald blev tillagt tilsvarende central betydning af både låntager og långiver forud for og ved aftalens indgåelse, end hvad der i almindelighed gør sig gældende ved lån i pengeinstitutter.

I hvert fald i relation til indklagedes billån, hvis løbetid i et stort antal tilfælde konsekvent er angivet uden hensyntagen til, at stiftelsesomkostningerne skulle betales af låntageren, finder vi derfor tilstrækkeligt grundlag for at anse løbstidsangivelsen for en bestanddel af parternes aftale og ikke blot en "serviceoplysning" uden aftaleretlig relevans.

Idet vi efter det foreliggende lægger til grund, at klageren, da lånet blev stiftet, hverken indså eller burde indse, at stiftelsesomkostningerne ikke var omfattet af det beløb, der udgjorde produktet af henholdsvis det af indklagede angivne månedlige beløb og det angivne antal måneder, finder vi, at indklagede som den, der har udformet vilkårene for billånet, i overensstemmelse med almindelige principper om fortolkning af aftaler (som nu har fundet udtryk i aftalelovens § 38 b) må bære risikoen for, at de angivne vilkår om klagerens betaling af på den ene side lånets hovedstol med tillæg af renter og på den anden side en angiven månedlig ydelse i det angivne antal måneder har vist sig at være indbyrdes uforenelige.

Vi stemmer herefter for, at klageren stilles, som om stiftelsesomkostningerne ikke skulle være betalt af klageren.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.