Afgørelse

Beregning af bidrag

I den omhandlede ejerlejlighed indestod to kontantlån til det indklagede realkreditinstitut. Lånene blev optaget i 1979. Det ene af lånene var ydet i almindelig realkredit, mens det andet var ydet i særlig realkredit. Af serievilkårene for begge lån fremgik, at beregning af reservefondsbidrag var foretaget på grundlag af restgælden. Af ”Realkredithåndbogen” fremgik pr. februar 1978, at for obligationslån og fastforrentede kontantlån i almindelig realkredit betaler låntager et reservefondsbidrag af obligationslånets restgæld, mens låntager for lån i særlig realkredit betaler reservefondsbidrag beregnet på grundlag af henholdsvis obligationslånets restgæld og kontantlånets restgæld. Klageren overtog i juli 1979 gældsansvaret for de omhandlede lån. Klageren rettede fra november 1998 til februar 2000 flere gange henvendelse til instituttet vedrørende beregningen af bidrag for lånet i almindelig realkredit, idet det var klagerens opfattelse, at bidraget skulle beregnes på samme måde som lånet i særlig realkredit, på baggrund af kontantrestgælden. Klageren henviste til, at der ikke i formuleringen af vilkårene for de to lån var grundlag for den forskellige bidragsberegning. Instituttet fastholdt, at bidragsberegningen ikke alene havde hjemmel i formuleringen af vilkårene for lånet i almindelig realkredit, men at bidragsberegningen var en udmøntning af en bestyrelsesbeslutning i forbindelse med åbningen af serien.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at bidragsberegningen på lånet i almindelig realkredit skulle ske på grundlag af kontantrestgælden, og at instituttet derfor skulle tilbagebetale ham for meget betalt bidrag tilbage fra juni 1979. Instituttet påstod frifindelse.

Et flertal i Nævnet fandt, at instituttet havde hjemmel i aftalegrundlaget til at træffe beslutning om ændring af reservefondsbidraget, samt fandt det ubetænkeligt at læggge til grund, at den tidligere ejer, som optog lånene i almindelig og særlig realkredit, havde modtaget en meddelelse om rente- og ydelsesmæssige vilkår for kontantlån, hvoraf fremgik, at bidraget blev beregnet af obligationsrestgælden. Klageren havde ved sin gældsovertagelse af det omhandlede lån forpligtet sig i overensstemmelse med lånevilkårene for dette. Et mindretal fandt, at tvivl om forståelsen af bidragsreglerne i aftalegrundlaget burde føre til, at reglerne blev fortolket til ugunst for instituttet, der havde udformet reglerne. Referencen i serievilkårene til ”restgælden” måtte i øvrigt forstås som restgælden på lånet, det vil sige for kontantlåns vedkommende som kontantrestgælden. Mindretallet stemte derfor for at give klageren medhold i klagen. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.