Krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i november og december 2006 og i marts 2007. Forligstilbud ikke accepteret inden frist.
| Sagsnummer: | 736/2010 |
| Dato: | 20-08-2015 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Anders Holkmann Olsen, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i november og december 2006 og i marts 2007. Forligstilbud ikke accepteret inden frist. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Sagen vedrører krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i november og december 2006 og i marts 2007. Forligstilbud ikke accepteret inden frist.
Sagens omstændigheder
Den 3. november 2006 købte klageren 30 stk. aktier i Roskilde Bank for 37.440 kr. Efter et aktiesplit i forholdet 1:2 udgjorde klagerens beholdning af Roskilde Bank aktier 60 stk.
Den 23. november 2006 fik klageren bevilget en andelsboligkredit i banken.
Den 1. december 2006 købte klageren tre stk. aktier i Roskilde Bank for 1.932 kr.
Finansiel Stabilitet har oplyst, at klageren ikke modtog et kampagnebrev fra Roskilde Bank i forbindelse med bankens forudgående aktiesalgskampagne i august-september 2006, og at aktiekøbene i november og december 2006 blev foretaget af klageren via netbank som ”execution only” handler, jf. udtræk fra Finansiel Stabilitet’s IT-system. Klageren har oplyst, at købet af aktierne skete i forbindelse med bevillingen af andelsboligkreditten.
Af klagerens årsopgørelse for 2006 fra banken fremgik blandt andet, at klageren havde 63 stk. Roskilde Bank aktier til kursværdi af 41.038,83 kr. i sit kapitalpensionsdepot, og at andelsboligkreditten var trukket med 303.212,15 kr.
Den 16. marts 2007 solgte klageren 23 stk. tegningsretter i Roskilde Bank for 747,50 kr. Den 22. marts 2007 tegnede fire stk. aktier i Roskilde Bank for 1.200 kr.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
Den 22. december 2010 indgav klageren en klage til Ankenævnet over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) med krav om erstatning.
Klageren har under sagen fremlagt et uddrag af prospektet for emissionen i 2007, et brev af 9. marts 2007, hvor Roskilde Bank opfordrede eksisterende aktionærer til at tegne yderligere aktier i banken i forbindelse med emissionen, herunder ved eventuelt ved lånefinansiering, en redegørelse af 25. oktober 2007 udarbejdet af Roskilde Bank til Københavns Fondsbørs vedrørende bankens køb og salg af egne aktier, Finanstilsynets redegørelse af 17. juni 2009 om tilsyn med Roskilde Bank og uddrag af en advokatundersøgelse af 24. juli 2009 vedrørende Roskilde Bank.
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår bl.a.:
”...
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”
Ved brev af 24. februar 2014 til klageren tilbød Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) erstatning i henhold til forliget for aktierne, som klageren havde erhvervet i forbindelse med emissionen i 2007. Erstatningsbeløbet udgjorde 264 kr. Af erstatningsopgørelsen fremgik, at klageren havde modtaget et kampagnebrev fra Roskilde Bank i forbindelse med bankens aktiesalgskampagne i 2007. Af tilbuddet fremgik endvidere, at klageren skulle overdrage de erstatningsberettigede aktier til Finansiel Stabilitet som et led i forliget, at omkostningerne ved overdragelsen skulle betales af klageren, og at omkostningerne typisk udgjorde minimum 500 kr.Klageren accepterede ikke tilbuddet før acceptfristen udløb den 20. maj 2014. Klageren blev ikke tilbudt erstatning i medfør af forligsaftalen vedrørende købene i november og december 2006.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale 39.865,80 kr. til ham.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at købet af aktierne skete efter opfordring fra Roskilde Bank i forbindelse med hans køb af en andelslejlighed. Banken tilbød en favorabel rente på andelsboligfinansieringen, hvis han købte Roskilde Bank aktier for hele indeståendet på sin kapitalpension.
Banken har ydet en mangelfuld rådgivning, vildledt sine aktionærer og givet et urigtigt og misvisende billede af risikoen ved yderligere eksponering i bankens aktier, ligesom banken har tilbageholdt oplysninger om Finanstilsynets skærpede tilsyn.
Bankens mangelfulde rådgivning bestod bl.a. i uopfordret pr. brev at anbefale køb af bankens egne aktier.
En advokatundersøgelse af 24. juli 2009 viser, at banken havde købt en ikke uvæsentlig mængde aktier tilbage fra den islandske bank Glitnir før aktieemissionen, uden at dette blev meddelt potentielle aktionærer.
Tilsyneladende har banken i slutningen af 2006 indgået en aftale med Bank Glitnir om, at den skulle holde bankens aktier i årsskiftet 2006/2007, således at banken fik den nødvendige forbedring af solvens, likviditet m.v.
Da banken var under skærpet tilsyn af Finanstilsynet burde den have afstået fra at sælge egne aktier.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at klageren ikke har dokumenteret eller redegjort nærmere for forløbet omkring hans erhvervelse af Roskilde Bank aktier, herunder hvori det ansvarspådragende forhold for Roskilde Bank bestod.
Købet af aktierne i november og december 2006 blev foretaget via netbank, som ”execution only”, hvilket betød, at Roskilde Bank ikke ydede rådgivning i forbindelse med købene og ikke var forpligtet hertil.
Klageren har ikke dokumenteret, at han blev opfordret af Roskilde Bank til at købe aktier for at opnå fordele ved andelsboligkreditten. En eventuel opfordring hertil var ikke ansvarspådragende. En sådan fremgangsmåde var normal praksis i pengeinstitutter. Det stod klageren fuldstændig frit, om han ønskede finansieringen på de givne vilkår. Klageren købte i givet fald aktierne for at opnå en rentefordel, som han ikke kunne opnå andetsteds, hvilket indgik i klagerens samlede beslutningsgrundlag. Klageren havde således en klar egeninteresse i aktiekøbet.
Der var ikke tale om et progressivt fordelsprogram, jf. god skik bekendtgørelsens § 21, stk. 1. Beløbsgrænserne i god skik bekendtgørelsens § 21, stk. 2 for hvor stort et beløb, et pengeinstitut må kræve, for at en kunde opnår fordele, blev først indført i oktober 2009.
Det af klageren fremlagte brev af 9. marts 2007 er uden modtager og er sendt fra en anden afdeling i Roskilde Bank end klagerens. Klageren har alene oplyst om forholdende vedrørende aktiekøbene i 2006, men ikke vedrørende erhvervelsen i 2007.
Klageren havde rig lejlighed til at sælge aktierne, hvis han på baggrund af aktiens kursudvikling ikke ønskede at acceptere risikoen ved Roskilde Bank aktier.
Ankenævnets bemærkninger
Køb af aktier i marts 2007
Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.
Klageren accepterede ikke forligstilbuddet fra Finansiel Stabilitet.
I overensstemmelse med forliget mellem Forbrugerformanden og Finansiel Stabilitet finder Ankenævnet, at Finansiel Stabilitet er erstatningsansvarlig over for klageren. Ankenævnet finder endvidere, at erstatningen skal fastsættes skønsmæssigt, således at klageren stilles, som om han er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet. Da omkostningerne ved overdragelse af de erstatningsberettigede aktier til Finansiel Stabilitet efter det oplyste forventes at ville overstige erstatningen for aktierne, finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge Finansiel Stabilitet at betale en erstatning til klageren vedrørende købet af aktier i forbindelse med emissionen i 2007.
Køb af aktier i 2006
Klagerens køb af Roskilde Bank aktier i november og december 2006 skete i perioden mellem de to aktiesalgskampagner i forbindelse med, at klageren fik en andelsboligkredit i Roskilde Bank. Klageren har oplyst, at Roskilde Bank opfordrede ham til at købe aktier i banken for midlerne fra hans kapitalpension, og at banken som modydelse tilbød en favorabel rente på andelsboligkreditten. Finansiel Stabilitet har oplyst, at klageren ikke modtog et kampagnebrev fra banken i forbindelse med den forudgående aktiesalgskampagne i august-september 2006, og at klageren købte aktierne via netbank som ”execution only”.
Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at købet var bestemt af den uafbalancerede beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i bankens aktier, der fremgik af den forudgående aktiesalgskampagne. Det påhviler herefter klageren at godtgøre, at Roskilde Bank har handlet ansvarspådragende i forbindelse med sin rådgivning af klageren på investeringstidspunkterne. Ankenævnet finder, at der ikke er grundlag for at fastslå, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har handlet ansvarspådragende i den forbindelse.*
Ankenævnets afgørelseKlageren får ikke medhold i klagen.